icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20171208_SocialPæd_DortheLinda012.jpg
Forældresamarbejde

Vi har verdens vigtigste job

Den fornemmeste opgave for os er at passe på de anbragte børn. Men for at gøre det er vi nødt til at passe lige så godt på forældrene og fokusere på deres ressourcer frem for fejl og mangler. Sådan lyder det fra to ­samværspædagoger

’Jeg gider ikke de der fucking pædagokker mere. Nu kan det være nok’, råber ‘Bent’. Manden har ikke set sine to børn i halvandet år. For børnene er anbragt i plejefamilie – og hver gang, der har været samvær, er det endt i råben og skrigen og hans anklager mod børnene.

Der er så mange meninger om, hvad en god forælder er. Her må vi lægge alle vores fordomme væk

Linda Winger, socialpædagog

Men savnet gnaver i maven på både børnene og Bent. Derfor skal socialpædagog Dorte Wind, der arbejder som samværspædagog, forsøge at bringe familien sammen igen. Det sker på et neutralt mødested: Løkkehus Børnehjem i Odense.

Hele tre kander kaffe, når Dorte Wind at drikke med faren under fire øjne, før han har tømt al sin vrede ud. Undervejs nikker hun tavst, men anerkendende til hans fortælling – om plejeforældrene, sagsbehandleren og hans egen elendige barndom. Da der er gået hen ved tre timer, tager hun ordet:

– Du slæber rundt på en kæmpe rygsæk, hva’. Den vil jo ikke være tømt næste gang, vi mødes, hvor børnene også er der. Men jeg kan forsikre dig for, at jeg ikke vil have rygsækken med ind i samværsrummet. Du kan stille den ude på gangen, så den ikke bliver våd, og jeg hjælper dig også gerne af med noget af dens indhold. Men ikke under samværet. Der skal du kun være optaget af børnene.

Klare tegn fra børnene

Før samværet er børnene bange for fars buldrende vrede. Og Dorte Wind aftaler med dem begge, at de kan give tegn ved at nulre sig ved øret, hvis det hele bliver for meget for dem – så afbryder hun samværet øjeblikkeligt.

Men det bliver aldrig nødvendigt.

– Bagefter græd de af lettelse, og jeg fik et kæmpe knus. Jeg bekræftede børnene i, at de havde verdens sødeste far, fortæller Dorte Wind og kan ikke helt skjule i øjenkrogen, at sådan en arbejdsdag går i hjertet på en socialpædagog, selvom hun har rundet pensionsalderen og har arbejdet med forældresamarbejde i snart tre årtier.

Det har hun gjort, fordi det – som hun selv siger – er verdens vigtigste job at få samarbejdet med anbragte børns forældre til at glide. Og fordi hun tror på, at et godt samvær mellem børnene og deres forældre altid er til gavn for børnene.

Selvom der er had, sorg og utryghed i en relation, er der ofte også meget kærlighed og savn. Og jeg brænder simpelthen så meget for det her

Dorte Wind, socialpædagog

Det er fantastisk, hvor langt man kan nå med familier, der har så ondt i sjælen, og slet ikke kan navigere i det med at være sammen med deres børn i bare en time, siger Dorte Wind.

Socialpædagogiske krumspring

Både Dorte Wind og hendes kollega, Linda Winger, er tilknyttet Løkkehus Børnehjem i Odense, der har 33 døgninstitutionspladser til børn og unge. Institutionen tilbyder også støttet såvel som overvåget samvær mellem børn anbragt i plejefamilie eller på døgninstitution af Odense Kommune og deres biologiske forældre. 

En af de erfaringer, de to har gjort sig som samværspædagoger, er, at man ikke kan putte familierne i kasser og diktere, at samarbejdet og samværet altid skal foregå på en bestemt måde. Sådan en kasse findes ganske enkelt ikke. I stedet må man bygge en.

Men hvad er opskriften på en kasse, der kan rumme en kaotisk opvækst, svigt på svigt, diagnoser og misbrug og negative opfattelser af anbringelsessteder og sagsbehandleren? En kasse, hvor der samtidig er plads til kærligt samvær og et godt samarbejde mellem anbringelsessted og forældre – til glæde for børnene?

En af hovedingredienserne er krumspring. Dorte Wind og Linda Winger er selv den type socialpædagoger, der lige holder ind hos mor på vej hjem fra arbejde og råber: Er du okay? gennem døren for at kunne give en beroligende besked videre til datteren. De kan fortælle om at sidde på en klapstol foran hoveddøren hos en udsat borger og stikke hindbærsnitter ind gennem brevsprækken for at skabe kontakt. Og de har mødt op hos en alkoholiseret mor kl. 6.15 om morgenen for at sikre sig, at hun tog sin Antabus og dermed holdt sig ædru til datterens konfirmation senere samme dag.

– Noget af det, vi gør, kan virke grænseoverskridende, og vi drøfter det hele tiden undervejs. Men det er det hele værd. Og vi gør det, fordi det er vigtigt for børnene, siger Dorte Wind.

Lægger os fladt ned

Begge socialpædagoger får udstukket samværsopgaverne fra kommunen, hvor sagsbehandleren træffer beslutning om, hvor længe samværet skal vare, hvor det skal foregå og hvor ofte. Herefter kontakter de forældrene, så den vigtige, indledende relation bliver skabt.

– Vores fornemmeste opgave er at passe på børnene. Men hvis vi skal det, er vi nødt til først at passe rigtig godt på deres forældre. Når du tager dig af forældrene, kommer det barnet til gode, for dermed opnår du forældrenes accept. Det giver barnet lov til at slå rødder dér, hvor det er, så det kan vokse og gro, siger Dorte Wind, som gerne lægger sig fladt ned over for forældrene.

 Jeg forklarer forældrene, at jeg skal hjælpe og guide dem, men at jeg intet aner om, hvordan jeg skal gøre det. Det må de fortælle mig, for det er dem, der er kloge på deres liv og på deres børn

Dorte Wind, socialpædagog

- Det vil sige, at de ved, hvad for noget legetøj, der skal være tilgængeligt, og de ved, om de bedst kan håndtere, at jeg siger stop, sparker dem over skinnebenet eller laver grimasser, hvis jeg skal guide dem undervejs – uden at overskride deres grænser, siger hun.

Desuden er det vigtigt at fortælle forældrene, at de gør det bedste, de kan. Når noget ikke er godt nok, så er det ikke, fordi de er dumme. Men fordi der er noget, de ikke har lært endnu, forklarer Dorte Wind.

– Jeg er kun optaget af, hvad forældrene kan. For det er dét, vi kan bygge ovenpå. Nogle gange er det meget lidt, men så gælder det netop om at få øje på sprækkerne, hvor der er noget at komme efter. Det er også derfor, vi ikke ringer til sagsbehandleren efter to afbud fra forælderen og siger: Hun vil ikke samarbejde. Vi bliver ved og ved, til tingene lykkes, fortæller hun.

Sæt spot på sprækkerne

Og det er nok i virkeligheden derfor, at de to garvede socialpædagoger stadig bliver rørte, når de fortæller solstrålehistorier. Fordi de ved, hvor mange kander kaffe, socialpædagogiske metoder, observationer og rapporter, der er gået forud for det knus, en søn giver sin mor for første gang i flere år.

Nogle gange opstår successen i forældresamarbejdet ved at huske at spørge forældrene, hvordan de godt kunne tænke sig, at sønnens fødselsdag bliver fejret i samværsrummet, eller hvor de plejer at købe hans vinterjakke. Andre gange er det en succes, når mor og barn har spillet ludo et par timer – også selvom det er det eneste, de har foretaget sig sammen det sidste år. Det kan også være, at far må tage en lur under samværet for at kunne være i det. Samværet er stadig til glæde og gavn for barnet.

De vil få meget svært ved at følges senere i livet, hvis vi flytter barnet i en god retning, men lader mor og far stå tilbage

Dorte Wind, socialpædagog

– Vi vurderer hele tiden, hvad der er bedst for barnet, og de små øjeblikke kan være meget værdifulde. Det kan godt være, at vi hellere vil have dem ud på en legeplads, men det er jo vores ambitioner for et godt samvær. Vi er ikke herre over, hvad der er godt for forældre og børn. Nogle dage er det nærværet, andre dage er det bare at se, at mor eller far er okay. Det gælder om at afkode, hvor parterne er, og hvad de magter, siger Dorte Wind.

Du passer på mig, ikke?

Lidt firkantet sagt er Dorte Wind og Linda Winger forældrenes socialpædagoger og børnenes vogtere.

‘Du passer på mig, ikke også Linda’, spørger en pige fx altid før et samvær. Og særligt sårbare børn bliver inviteret hen for at se institutionen, før samværet skal foregå – så de ved, hvor kasserne med legetøj står, og de ved, at der er farveblyanter i kruset på reolen. Og ikke mindst så de kan se, hvor døren er, hvis det hele bliver for meget.

Nogle gange er der børn, der nægter at se deres forældre – typisk for at beskytte sig selv mod skuffelser og utryghed. Her er det samværspædagogernes opgave at søge bag om barnets afvisning af samværet for at finde ud af, hvad der gemmer sig.

– Så bruger jeg nogle ekstra timer på at tale med det barn. 

Og hvis barnet skulle opleve at blive skuffet, tager vi hånd om det og orienterer måske en lærer, barnet er særligt tryg ved, så der er et beredskab, når barnet kommer i skole næste dag – mærket af sine oplevelser

Linda Winger, socialpædagog

Men er der en ting, som de to samværspædagoger ikke gør, så er det at have ondt af børnene eller deres forældre. Følelsen af medlidenhed bringer dem ingen steder, mener de.

– Der er så mange meninger om, hvad en god forælder er. Her må vi lægge alle vores fordomme væk, siger Linda Winger.                                                          

Forældre på deltid

Med den tilgang kan Dorte Wind og Linda Winger skridt for skridt få samarbejdet med forældrene til at køre og ad åre styrke samværet mellem forældre og børn . De ser det som deres ansvar at sørge for, at fars temperament ikke løber af med ham, eller at mor ikke møder fuld op til konfirmation. Og lykkes det ikke, sætter de sig sammen for at finde ud af, hvad de kan gøre anderledes næste gang.

For dem at se er det helt afgørende, at forældrene kan leve et nogenlunde parallelt liv med børnene i tilfælde af, at børnene en dag skal hjemgives eller selv søger tilbage til forældrene, når de er fyldt 18 år.

– Det er bedre, hvis vi kan nå derhen, hvor forældrene er medinddraget og har medansvar for barnet i den udstrækning, de magter det. Det giver en sammenhæng for barnet. De vil få meget svært ved at følges senere i livet, hvis vi flytter barnet i en god retning, men lader mor og far stå tilbage, siger Dorte Wind og fortsætter:

– Forældrene skal føle sig værdsat, og vi skal som socialpædagoger være bevidste om, at forældrene er de vigtigste personer i børnenes verden. Det bliver aldrig os eller plejeforældrene.

Relaterede artikler