Loven forsinker den rette hjælp
Hvis en af de unge har menstruationssmerter eller får en fodvorte, skal socialpædagog Sanne Petersen kontakte en læge og køre på apoteket, for at den unge kan blive behandlet med håndkøbsmedicin. Det er tidskrævende og gør, at personalet venter med at sætte ind, fortæller hun.
Højsæsonen for influenza har netop fejet hen over landet og efterladt mange feberramte på bosteder og institutioner. Men på grund af sundhedslovens regler om medicinhåndtering kan der gå tid, før personalet kan hjælpe fx mennesker med udviklingshæmning, der ikke selv kan opbevare og håndtere medicin.
– Selvfølgelig har alle ret til smertelindrende medicin. Men vi skal omkring det store system hver eneste gang, og det gør det utrolig tidskrævende. Derfor oplever jeg, at man venter i længere tid, før man håndterer det, siger ‘Sanne Petersen’, der arbejder på en døgninstitution for børn og unge med svær udviklingshæmning.
Jeg oplever, at lægehuset bliver meget frustreret over, at vi beder om dokumentation for, at vi må give håndkøbspræparaterne. Men vi vil jo ikke klandres for noget
'Sanne Petersen', socialpædagog, døgninstitution for børn og unge
Hvis Sanne Petersen eller kollegaerne vil give en ung, der er ramt af influenza eller har menstruationssmerter, et par Panodiler, skal de først have fat i lægen – eller vagtlægen, hvis det er uden for normal arbejdstid. Lægen skal da enten ordinere håndkøbsmedicinen, så den ligger klar på apoteket i borgerens navn, eller give grønt lys for behandlingen over telefonen, hvorefter Sanne Petersen selv skal notere det i borgerens journal.
– Jeg oplever, at lægehuset bliver meget frustreret over, at vi beder om dokumentation for, at vi må give håndkøbspræparaterne. Men vi vil jo ikke klandres for noget, siger hun.
Ifølge loven må Sanne Petersen og kollegerne heller ikke opbevare håndkøbsmedicin til fælles brug på bostedet. Så hvis den unge ikke har fået ordineret Panodiler eller fodvortecreme før, nytter det ikke at låne fra naboværelset – i stedet skal Sanne Petersen af sted til apoteket.
– Man er altså nødt til at forlade institutionen i længere til for at løse opgaven. Det er jo ikke i borgerens tarv. Jeg kan sagtens se, at vi skal passe på og ikke udsætte dem for fejlmedicinering, men vi burde have basale håndkøbspræparater til rådighed. Alternativet er jo, at en fodvorte udvikler sig, så borgeren skal i narkose for at få den fjernet.
Sanne Petersen er helt indforstået med, at man som socialpædagog ikke er sundhedsfagligt uddannet, og at det derfor kan være svært at vurdere, hvornår det er nødvendigt med en Panodil. Det fylder meget at sikre sig, at man holder sig inden for loven, fortæller hun. Og nogle gange må de klippe en hæl og hugge en tå.
– Man kommer altså nemt til at skulle bøje reglerne for at kunne agere i virkeligheden. Det er godt, at der er et regelsæt, men der er bare nogle gråzoner af borgere, der kommer i klemme.
Sanne Petersens navn er opdigtet, da hun ikke vil skabe strid mellem sin arbejdsplads og Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn. Hende virkelige identitet er kendt af redaktionen.