Anbringelser trækker spor til næste generation
Hvad betyder det, at far eller mor har været anbragt som barn? Ny bog samler for første gang beretninger og udsagn fra børn af tidligere anbragte
Han har slet ikke lært at elske og slet ikke sig selv; og så kan man jo ikke elske andre.’
’Min far havde brug for megen kærlighed, siger min mor, og han gav hende og os børn meget. Jeg spekulerer af og til over, om man kan give noget, man aldrig selv har fået? Jeg mener jo, at man kan.’
Sådan lyder to vidt forskellige vurderinger i bogen ’Anbragte børns børn’, der samler beretninger og udsagn fra børn, hvis forældre har været anbragt på en døgninstitution.
Ifølge historiker og formidler ved Danmarks Forsorgsmuseum, Sarah Smed, er det første gang, at stemmer fra børn af tidligere anbragte på den måde samles til et flerstemmigt kor.
– Fagfolk, meningsdannere, alment interesserede og ikke mindst tidligere anbragte og deres børn bør nærlæse bogen og lytte til disse stemmer, som generøst deler deres livserfaringer og tanker. Alt andet ville være skammeligt. For hvis ikke vi forsøger at blive klogere på, hvordan det
er i nutiden på baggrund af det, der var i fortiden, for at gøre det bedre og klogere i fremtiden
– ja, så er vi nok ikke for kloge’, skriver hun i forordet til bogen, der er udgivet med støtte fra Socialpædagogerne.
Piller og straf
I alt indeholder bogen mere end 20 beretninger, der på forskellig vis beskriver, hvordan forældrenes anbringelse har fået betydning for næste generation. En kvinde fortæller eksempelvis om farens barske opvækst på døgninstitution.
’Man kunne blive straffet for noget, som en anden havde gjort. Man blev tvunget til at spise op eller til at blive klippet på en bestemt måde. Afstraffelser, som man i dag ville blive dømt for at udøve. Børnene fik én slags piller om morgenen for at vågne og nogle andre for at falde i søvn igen om aftenen. Man vidste sig aldrig sikker på, hvad der kunne ske om natten’, fortæller hun.
Det stemmer godt overens med bogens forfatteres beskrivelse af skole- og ungdomshjem op til 1970´erne, hvor børnene oftest blev mødt af medarbejdere uden pædagogisk baggrund, og hvor målet især var at skabe ro, orden, disciplin og respekt overfor de voksne.
Datteren til den tidligere anbragte fortæller, hvordan barndommen prægede hendes far i voksenlivet, og hun husker bl.a. deres juleaftener.
’Min far kunne sidde i mørket og græde og kunne slet ikke finde ud af at hygge sig og fejre det. Nu hvor der var pænt pyntet, glade mennesker og gaver, så var det SÅ svært for ham at være en del af det hele; han havde jo ikke rigtig prøvet det før.’
Fakta om anbragte børns børn
- Bogen ’Anbragte børns børn’ bærer undertitlen: Beretninger og udsagn fra børn, hvis far eller mor har været på døgninstitution.’
- Den koster 200 kroner, er udgivet i 2018 på Forlaget Dimon og skrevet/redigeret af Oskar Plougmand og Karina Estrup Eriksen.
- Ud fra materiale fra Danmarks Statistik anslår forfatterne, at der i dagens Danmark er mere end hundredetusinde (eventuelt voksne) børn, hvis far eller mor har været anbragt i perioden frem til 1975.
Dårligt selvværd
Datteren beskriver, hvordan faderen led af dårligt selvværd, som han gav videre til hende og sine fire andre børn. Som barn hadede hun ham som pesten, fordi han behandlede hende og de andre så hårdt.
’Den gang ville jeg bare væk, for jeg kunne ikke forstå, at han kunne være så ond og ligeglad, som han tit var. Men han var jo opdraget til at tro, at det var sådan, man opførte sig.’
I dag slår datteren fast, at hun elsker sin far af hele sit hjerte,’ selv om hun ikke længere har kontakt med ham. Hun har været nødt til at bryde kontakten for, som hun selv siger: ’Få tømt bagagen og få styr på mit eget rod. Jeg ved, at jeg aldrig får den accept og kærlighed fra ham, jeg så desperat har søgt siden barn. Det er nu et lukket kapitel. Desværre.’
Ikke desto mindre fortæller hun, at hun nu meget bedre kan forstå sin far.
’Filmen ’Der kommer en dag’ om godhavnsdrengene (som også var anbragt, red.) var et vendepunkt for mig, for nu forstod jeg pludselig bedre, hvad han havde været igennem.’
Min mor har passet på ham på sin måde og har stor respekt for det han har oplevet og været igennem – hun syede for får år siden en bamse til ham, for som hun sagde, sådan én har han aldrig haft som barn. Der var han omkring de 70 år. Det, synes jeg, var kært.
Anonym datter til en tidligere anbragt
Tro på livet
En anden datter har en langt mere positiv historie at fortælle, om end hun også har haft ting at slås med.
’Jeg har selvtillid på mange områder, jeg har en tiltro til, at andre vil mig det godt og er rolig i forhold til at kunne skabe mig et godt liv med gode folk omkring mig’, fortæller hun i bogen.
Datteren pointerer, at det ville have set helt anderledes ud, hvis hendes mor ikke havde været der og passet på faderen.
’Min mor har passet på ham på sin måde og har stor respekt for det, han har oplevet og været igennem. Hun syede for få år siden en bamse til ham, for som hun sagde, sådan én har han aldrig haft som barn. Der var han omkring de 70 år. Det, synes jeg, var kært.’
Hun lægger samtidig vægt på, at hendes far er et meget kærligt menneske, der ikke er bange for at vise følelser eller snakke om dem.
’Han siger altid, at han elsker os og giver os masser af kys og kram.’
Faren har endvidere været åben om sin barndom, og datteren pointerer, at han er god til at se det sjove i mange situationer.
’Der skulle ikke så meget til for at bringe et lille lysglimt ind i den barske hverdag. Han husker tydeligt, hvis der var nogle folk dengang, der var søde og venlige – dem glemmer han ikke. Han har også fortalt mig, at han var lidt forelsket i en af køkkenpigerne, fordi hun altid sang og smilede. Det gjorde underværker. Og han har fortalt om den dag, hvor der kom en mejerist forbi og gav alle børnene en is.’
Det er ikke for sent, vent ikke som jeg gjorde, det gør for ondt, både på jer og børnene. Kæmp for det, kæmp for kærligheden, men stil ingen betingelser, det har vi ikke krav på.
Poul-Erik Rasmussen, tidligere anbragt
Kæmp for kærligheden
Poul-Erik Rasmussen, der selv er tidligere anbragt og formand for ’Godhavnsdrengene’, har skrevet bogens andet forord. Her fortæller han, hvordan han selv blev svigtet som barn – og efterfølgende svigtede sine egne børn.
’At vi gamle børnehjemsunger går rundt med en masse ar og skyldfølelse, er vist ingen hemmelighed. Det, vi lærte, var, at vi ikke kunne stole på nogen. Hvis vi søgte tryghed, fik vi tæsk, hvis vi viste følelser, blev vi kaldt svage, betroede vi os til nogen, blev det misbrugt. Kort sagt, vi fik ordene: ’Du er intet, du bliver aldrig til noget, og du er anbragt her, fordi der ikke er andre, der vil have dig’ banket ind, bogstavelig talt, hver eneste dag.’
Han bruger ikke sin egen opvækst som en undskyldning for, at han fejlede med hensyn til sine egne børn.
Men det ’er en forklaring på, at jeg nu gemmer på en smerte og skyldfølelse, som er meget svær at rumme. Det er for sent at lave om på, men det er aldrig for sent at komme efter det og undskylde. Det er det, jeg nu prøver på’, siger Poul-Erik Rasmussen.
Han opfordrer også andre tidligere anbragte til at se det i øjnene, hvis de har svigtet:
’Det er ikke for sent, vent ikke som jeg gjorde, det gør for ondt, både på jer og børnene. Kæmp for det, kæmp for kærligheden, men stil ingen betingelser, det har vi ikke krav på.’