Familieplejeres egne børn kan komme i klemme

Citatet kommer fra socialrådgiver, cand.pæd. og familieplejekonsulent Bente Schramms speciale ’Plejefamiliens egne børns følelsesmæssige udfordringer’ fra kandidatuddannelsen i Generel Pædagogik på Aarhus Universitet. På Landskonference for Familieplejere den 1.-2. september 2020 holder Bente Schramm en workshop med udgangspunkt i, hvad der kan ske med plejefamiliernes egne børn, når familien bliver en pædagogisk arbejdsplads for anbragte børn og unge.

– Jeg har 30 års erfaring som familieplejekonsulent og har ofte set, hvor smertefuldt det er for familieplejere, når de er fanget i dilemmaet, at de har et dybfølt ønske om at give plejebarnet, som de holder af, en opvækst i familien, men samtidig kan se, at deres egne børn ikke trives og måske ligefrem trækker sig fra familien, siger hun.

Det er op til den enkelte kommune, om man har fokus på plejefamiliernes egne børn, men det bør vi altså have.

Bente Schramm, socialrådgiver, familieplejekonsulent og cand.pæd.

Skam og vrede

Bente Schramm valgte at forfølge emnet under sit kandidatstudie, fordi der stort set ikke findes forskningsbaseret viden om, hvad det gør ved plejefamiliens egne børn – end ikke nu, hvor børn med mere komplekse problemstillinger, der tidligere ville være blevet anbragt på døgninstitution, bliver anbragt i plejefamilie.

– Plejefamiliernes egne børn kan føle sig enormt svigtet af deres forældre og ønsker faktisk nogle gange plejebarnet hen, hvor peberet gror. Samtidig føler de skam over ikke at være mere tålmodige og rummelige, nu de selv er så privilegerede. Og så bekymrer de sig over, hvilke konsekvenser det kan have for plejebørnene, hvis ønsket om, at plejebarnet forsvinder, bliver til virkelighed, siger hun og fortsætter:

– Og så er det selvfølgelig smertefuldt for plejebørnene, når de ikke føler sig inkluderet i børnefællesskabet.

Forventninger ikke indfriet

På landskonferencen vil Bente Schramm udveksle viden og erfaringer med familieplejere om deres børns følelsesmæssige udfordringer.

Gennem sit arbejde som døgnplejekonsulent oplever Bente Schramm nemlig ofte, at plejebørn går ind i opgaven med positive forventninger og stolthed og føler et stort ansvar for rollen som plejesøskende. Og det er alt sammen godt – så længe forventningerne har en realistisk chance for at blive indfriet, mener Bente Schramm.

– Plejebørn der fx ikke har erfaring med omsorgsrelationer og tilknytning, og som har svært ved at respondere på de relationer, de bliver tilbudt, kan have en uforståelig adfærd– de kan fx være påtrængende, grænseoverskridende eller afvisende. Det kan være svært nok for de voksne at håndtere, men er endnu sværere for deres egne børn, og det er der, de kan komme rigtig meget i klemme, siger hun.

– Plejefamiliernes egne børn kan føle sig enormt svigtet af deres forældre og ønsker faktisk nogle gange plejebarnet hen, hvor peberet gror. Samtidig føler de skam over ikke at være mere tålmodige og rummelige, nu de selv er så privilegerede. Og så bekymrer de sig over, hvilke konsekvenser det kan have for plejebørnene, hvis ønsket om, at plejebarnet forsvinder, bliver til virkelighed, siger hun og fortsætter:

– Og så er det selvfølgelig smertefuldt for plejebørnene, når de ikke føler sig inkluderet i børnefællesskabet.

Kan føre til sammenbrud

Derudover kan plejefamiliens egne børn blive ramt af jalousi over den opmærksomhed, plejebarnet får fra forældre, og den tid, plejebørnene optager.

– Selvom plejefamiliens egne børn er velfungerende og velreflekterede, kan de spørge sig selv, om de mon stadig er nummer ét. Den slags følelser kan være svære at sige højt, siger hun.

I værste fald kan alle de skamfulde følelser vende sig til vrede og dermed virke konfliktoptrappende.

– Så er vi inde i en ond cirkel, for det kan plejebørnene bestemt ikke tåle og har ingen forudsætninger for at indgå i en konfliktløsning. Og så er det jo desværre, at vi ser sammenbrud, siger Bente Schramm.

Bryd tabu

Hendes grundlæggende råd til familieplejere er dels at være opmærksomme på signaler om mistrivsel fra egne børn og dels at tilegne sig viden om problemet for på den måde at få det aftabuiseret. Og så håber Bente Schramm, at der kommer mere fokus på plejefamiliers egne børn:

– Det er op til den enkelte kommune, om man har fokus på plejefamiliernes egne børn, men det bør vi altså have. Når vi matcher børn og plejefamilier, skal vi også matche i forhold til det børnefællesskab, plejebarnet skal passe ind i. Vi skal tale med både plejefamilien og – hvis de ønsker det – deres egne børn om, hvilke følelser og problematikker, der kan opstå, så de er forberedt, og problemet bliver aftabuiseret fra starten. Og vi skal stille os til rådighed, så de føler, de kan tale åbent med os om det, siger hun og fortsætter:

– Børnene er enormt bange for, hvilke konsekvenser det kan have, hvis de siger sandheden, men virkeligheden er, at vi ved, det er svært for egne børn, og at det kan være helt afgørende for anbringelsens succes, at vi tager hånd om deres følelser.