Fra slap til rap rollemodel
Den nordiske velfærdsmodel er rollemodel for det øvrige Europa. Men modellen skal moderniseres, for den kan ikke fortsat bære, at alle giver - og at alle får, siger seniorforsker Joakim Palme, Institut for Socialforskning i Stockholm i en ny rapport
Den nordiske velfærdsmodel er ikke en udgået model, men derimod en rollemodel for det øvrige Europa. Men rollemodellen i sin nuværende udgave er lidt slap i koderne. Den bør imødekomme europæiseringens krav om forandring og modernisering, hvis den skal følge med udviklingen. Vi kan ikke fortsat forvente lige adgang til alle ydelser, uanset indtægtsgrundlag.
Derimod er det en myte, at skattetrykket generelt er for højt. Nu følger det øvrige Europa formentlig efter. Skattegrundlaget er et væsentligt element for udviklingen af velfærden i blandt andet Italien, Spanien og Grækenland.
- Der findes elementer i den nordiske model, som kan bruges i det øvrige Europas udvikling af velfærd. Men i sin nuværende form, det ultimative lighedsprincip, har det nordiske velfærdssamfund sin lysende fremtid bag sig, mener seniorforsker Joakim Palme, Institut for Socialforskning i Stockholm.
Han fremlagde i sidste måned en ny rapport om den nordiske velfærdsmodel med titlen "Den nordiske model og moderniseringen af de sociale systemer i Europa", bestilt af Nordisk Ministerråd. Han fastslår, at selv om der er forskelle også de nordiske lande imellem, så er lighedspunkterne så mange, at det er reelt at tale ikke kun om en dansk, en svensk og en norsk velfærdsmodel, men om en nordisk.
Og den kan blive universel.
Flere skattekroner I Europa
En af de positive konklusioner i rapporten er, at fattigdom i helt basal betydning nærmest er fjernet i de nordiske lande, de sociale forskelle er minimeret, arbejdsløsheden er lav, erhvervsfrekvensen høj.
Det ved vi og det lyder meget godt, men set med socialpolitiske briller - så bliver der til gengæld færre og færre skattekroner til at finansiere al den velfærd?
Nej, det er ikke rigtigt, siger Joakim Palme. Selvom vi i de nordiske lande oplever en befolkningssammensætning, der bliver mere og mere gråhåret, så er turen for større skatter nu kommet til de sydeuropæiske lande, som ønsker en tilsvarende velfærdsudvikling, delvist finansieret af skatteindtægter som i Norden.
En anden konklusion er, at velfærdssamfundet fremover er tvunget til at opdele velfærdsydelserne i to kasser. En kasse, som yder til alle medborgere - for eksempel børne- og ældreomsorg. Og en anden kasse, som fungerer som en social kontoordning for de, der er i arbejde. I princippet som det danske arbejdsmarkedsbidrag, som mange opfatter som en slags indirekte skat.
Sådanne kontoordninger vil ifølge Joakim Palme blive mere og mere udbredte i de nordiske lande og i hele Europa.
Han opfordrer til, at man generelt drejer fokus fra det høje skattetryk og i stedet retter blikket mod det disponible beløb den enkelte har tilbage efter skat.
Moderniseringskur
Men - basalt har velfærdsmodellen, som den udfolder sig i de nordiske lande, sikret de nordiske befolkninger et godt velfærd - bedre end det meste af det øvrige Europa.
Kunsten består nu i at modernisere velfærdsmodellen uden at give afkald på de grundlæggende politiske prioriteringer - det nordiske menneskesyn, de nordiske fortolkninger af velfærd.
Velfærdens udvikling på basis af den tiltagende globalisering, små ungdomsårgange, længere levetid er en stor udfordring for hele Europa. Og de nordiske lande har tacklet udfordringerne forskelligt, men har opretholdt sin førerposition som rollemodel.
I Danmark har politikerne valgt at skære ned på bistandshjælp og andre kontante overførselsindkomster. Til gengæld er børneområdet prioriteret højt, med særlige tilbud til børnefamilier, der har mulighed for orlov til børnepasning, stadig større adgang til omsorgsdage m.v.
I Sverige har politikerne derimod valgt en fortsat høj dækning for sygemeldte og arbejdsløse, mens der er indført brugerbetaling på blandt andet lægebesøg.
Det væsentlige er, at definere, hvilke velfærdsydelser, alle medborgere skal have krav på - og at få defineret de grænser for udlicitering, privatisering og brugerbetaling, som vil blive udbredt i de næste årtier. Det er ikke en selvfølge, at velfærdsstaten kan hente penge ved at udlicitere eller privatisere en ydelse, men mere sandsynligt, at det er kombinationen, valgmulighederne, der kan tilføre fornyelsen, siger Joakim Palme i sin rapport.
Flere børn, tak
Demografien - befolkningssammensætningen, er et element, som alle socialforskere kigger på.
Joakim Palme konkluderer, at i perioder med høj arbejdsløshed, så har det i hvert fald i Sverige været ensbetydende med færre børnefødsler - og derfor færre deltagere på det arbejdsmarked, der er en af de afgørende forudsætninger for et øget velfærd.
- Et af instrumenterne i moderniseringen er, at påvirke fødselstallet, så vi sikrer os en fortsat arbejdsstyrke og ikke oplever store udsving i årgangene og derfor også perioder med nedgang i produktionen, fordi vi ikke er nok.
Et demokratisk problem
I Danmark har vi oplevet mange debatter om for eksempel hjemmehjælp, efterløn og pensioner.
Men der vil komme flere debatter og hvis de skal batte, så skal de udføres på et handlekraftigt politisk niveau, hvor de kan følges op af konsekvensberegninger.
Eller som Joakim Palme beskriver det i sin rapport:
- I det parlamentariske demokrati, viser de forskelle og modstridende interesser sig på forskellig måde. Men bagved modsætningerne, må vi finde de fælles værdier, som konstituerer det demokratiske samfund.
- De gamle systemer kan kun tjene os bedst, hvis de moderniseres uden at det socialpolitiske indhold udvandes og på en måde, så økonomien fortsat kan udvikles. Om vi fortsat kan sikre det nødvendige skattegrundlag kommer jo an på, hvad folk vil - og i høj grad om samarbejdet også internationalt lykkes.
- Derfor er moderniseringen af de sociale tryghedssystemer et grundlæggende demokratisk problem.