en forudsætning for stoffrihed
I Daniel Goleman's bog "Følelsernes intelligens" (Borgens Forlag 1998) blev jeg fanget af teorien om, at følelser kan være intelligente - kan trænes og udvikles.
Hele denne måde at tænke følelser på var nyt for mig, men virkede så rigtigt og passede meget godt ind i det erfaringsmateriale jeg var i besiddelse af. Jeg besluttede mig derfor at bruge disse teorier som udgangspunkt for en analyse af min tidligere praksis, som ambulant narkobehandler i rhus Kommune med speciale i behandling af narkomaner efter Minnesota Modellen (MM).
Det bogen i første omgang gav mig et muligt svar på var narkomaners impulsstyrede handlinger, manglende evne til at kunne udsætte behov samt fastholdelse af motivation.
Jeg vil mene, at MM uden tvivl har været den suverænt mest banebrydende og succesfulde behandlingsform til alkoholikere og narkomaner her i Danmark indenfor de sidste 10-15 år. Resultatet af dette har via stoffrie narkomaner og tørlagte alkoholikere givet os som behandlersamfund en oprigtig, ærlig og uvurderlig viden og indsigt i narkomanens og alkoholikerens ydre og indre liv.
Siden 1994 har jeg beskæftiget mig med denne behandlingsform, og har i 98/99 studeret på Danmarks Pædagoghøjskole, hvor jeg blandt andet fik lejlighed til teoretisk at analysere min praksis. Jeg var interesseret i at finde mulige svar på, hvad det var, der gjorde denne behandlingsform tilsyneladende så effektiv, og hvorfor cirka 1/3 af narkomanerne der efter adskillige MM behandlinger, og andre behandlingsformer i øvrigt, slæber en lang række af tilbagefald efter sig, og tilsyneladende ikke formår at leve et stoffrit liv?
MM som følelsesmæssig træningsbane
Jeg analyserede MM behandlingsprincipper som for eksempel, at narkomanerne blev behandlet i grupper, at behandlerne selv var tørlagte alkoholikere eller stoffrie narkomaner, samt deres grundantagelser som at alkoholisme og narkomani er en sygdom, og at der findes en magt eller en "Gud", der er større end dig selv.
Det sådanne aspekter sætter i gang hos "patienten" er troen og håbet på succes. De lærer via de andre i gruppen blandt andet, at følelser uanset art er tilladte, og de ikke er alene om at have dem. De kan genkende deres liv, med alt hvad det indebærer, i andres fortællinger.
De får mulighed for at slippe deres skyld og skam for en stund, og de lærer at tro på noget andet, der vil dem det godt, at de ikke er født som onde og dårlige mennesker, men at det er misbruget, der har ført dem til denne ydmygende og altopslugende tilstand.
I MM behandlingen sidder narkomanen i det ene gruppemøde efter det andet, dag ud og dag ind i samvær med ligestillede, og lytter til andres følelser og historier.
Disse gruppemøder er til tider opslidende og barske, men altafgørende for om den enkelte lærer om egne følelser ved at genkende følelserne hos ligestillede. Det der sker i denne proces er, at den enkelte træner og udvikler sine følelsesmæssige evner, bliver "klogere" på egne og andres følelser, får redskaber til at håndtere disse følelser, og holde fast i egen motivation.
For nogen er denne træning en igangsættelse af latente udviklede evner, og følelserne er her let genkendelig. For andre er det en total ukendt verden, de kommer ind i, og vil være at starte "næsten" helt fra bunden.
Problemet med at behandle narkomaner er dog ikke bare løst, ved at visitere dem til en behandling efter MM, som den ser ud i dag. Det var og er stadig ikke alle narkomaner, der bliver stoffrie efter en MM behandling.
Der er narkomaner, der uden videre bliver stoffrie og stadigvæk er det. Der er nogen der først bliver stoffri efter et par gange i "karrusellen", og så er der nogen, der efter utallige behandlinger stadig ikke er blevet stoffrie, og som i dag lever et liv på selvmordets rand - et liv i et helvede på denne jord.
Det drejer sig om cirka 1/3 af de MM behandlede narkomaner, og det var med dem som målgruppe jeg analyserede min praksis. Jeg kunne konstatere via min indsigt i diverse sociale anamneser, at en stor del at denne målgruppe var opvokset i eller fjernet fra dysfunktionelle familier, hvor mindst en af forældrene var misbruger, havde haft ringe skolegang, samt tidligt og lange fængselsophold.
Jeg fik hjælp til min analyse af målgruppen, via nye udkomne evalueringsrapporter fra Center for Rusmiddelforskning (delrapporter 1-5, 1997-99.) Her var en stor del statistisk materiale, der klart underbyggede min tese og formodning om en sammenhæng mellem manglende skolegang, tidlige og længere fængselsophold og følelsesmæssig ustabilitet.
Følelsesmæssige ligheder - forskellige forudsætninger
Når man behandler narkomaner, er der forskelle og ligheder, der er vigtigere at fokusere på end andre. Fællestræk hos narkomaner der umiddelbart springer i øjnene, er misbruget af de mange forskellige stemningsændrende stoffer, deres miserable liv og kriminaliteten. Det er dog ikke det eneste de har tilfælles.
Mindre synligt er nemlig meningsløsheden, håbløsheden, magtesløsheden, og den totale opgivelse. Og forholdsvis usynlig er fornedrelsen, ydmygelsen, ensomheden, frygten, smerten og ikke mindst manglen på kærlighed. Det er den negative følelse, der her er altdominerende. De ved generelt ikke hvordan sådanne følelser kan og skal håndteres, uden at benytte sig af stemningsændrende stoffer. Dette har de tilfælles. Men her ophører lighederne også.
Det er efter min opfattelse ikke vigtigt, at vi som behandlersamfund fokuserer på ydre omstændigheder, når vi forsøger at finde forskellen blandt misbrugere og sociale udstødte.
Den forskel jeg mener, der er af altafgørende betydning for, om en narkoman kan leve et stoffrit liv, er derimod narkomanens individuelle forudsætninger for at kende, håndtere og styre sine følelser, at kunne motivere sig selv, og evnen til at indgå i positive sociale sammenhænge, uden gang på gang at ødelægge det for sig selv.
Forskelligheden ligger i den personlige opvækst, og hvilke følelsesmæssige evner der er blevet udviklet til latente værktøjer hos den enkelte, selvom deres opvækst på mange måder kan ligne hinanden. Billedet af følelsen er den samme, men forudsætningen for at håndtere følelsen er forskellig.
Evner kan udvikles
Det er evner på det personlige og sociale plan der skal udvikles. Disse personlige og sociale evner kalder psykologen Daniel Goleman for intra- og interpersonel intelligens eller "følelsernes intelligens".
Det spændende i dette er, at vores følelser kan trænes og udvikles, ligesom vores andre evner. Men det kræver træning, træning og atter træning, ligesom alt andet vi gerne vil være gode til. Når følelser kan være intelligente, kan de også være uintelligente, og det er det vi ser i de føromtalte uintelligente handlinger, som misbrug, vold og kriminalitet jo er.
Man er følelsesmæssig uintelligent, hvis man ikke har de 5 følelsesmæssige evner, integreret og rationelt kan reflektere over dem og bruge dem konstruktivt. De 5 evner er: At kende sine følelser. At kunne styre sine følelser. At kunne motivere sig selv. At kunne genkende følelser hos andre - empati. At kunne omgås andre.
Goleman mener, at disse følelsesmæssige evner ligger til grund for al menneskelig lykke og succes. Hvad hjælper det, at man er et matematisk geni, hvis man ikke kan formidle sin genialitet til sin omverden, ikke har det godt med sig selv og gang på gang rager uklar med sine omgivelser?
Konsekvenser af manglende harmonisering
I barselsgave skulle alle børn have "harmoniseringens gave", nemlig den følelsesmæssige samklang, der kan opstå mellem far/mor og barn. Det er fortrolige øjeblikke, hvor man lader barnet vide, at dets følelser bliver mødt med empati - bliver accepteret og gengældt ubetinget. I denne samklang udvikler barnet sine følelsesmæssige evner.
De fleste børn får da også denne gave, men der er børn, der vokser op i dysfunktionelle hjem, hvor der er højrisiko for, at forældrene ikke har denne gave blandt pakkerne, da de muligvis ikke selv fik den, da de var små.
Konsekvenserne for manglende harmonisering ses allerede i børnehaven, men kommer først rigtigt til udtryk i den tidlige skolealder. Børnene bliver udstødt og lader sig udstøde. De følelsesmæssige inkompetente børn føler sig anderledes end de andre børn, men ved ikke hvorfor.
De finder hurtigt sammen med ligestillede, som vi mennesker har for vane at gøre. Værdigrundlaget for gruppen bliver lagt i overensstemmelse med den sociale - og kulturelle arv. Disse børn vil opfatte sig selv som værende udenfor og ikke en del af samfundet.
Lang tids mangel på harmonisering har frygtelige følelsesmæssige omkostninger for barnet. Hvis man konsekvent forsømmer udtryk for empati - glæde, tårer, behovet for et knus - begynder barnet at undlade at udtrykke eller måske at nære disse følelser.
Børn kan af samme grund foretrække uheldige kategorier af følelser afhængig af, hvilke sindsstemninger der gengældes. Goleman taler om følelsesmæssig "lammelse" - om manglende evne til at fortolke de følelsesmæssige signaler hjernen modtager.
Vi vil kunne opleve, at vi reagerer meget voldsomt og bagefter ikke kunne forstå, hvorfor vi handlede, som vi gjorde, fordi vi reagerede impulsivt og efter en erfaring, vi ikke havde en bevidsthed om. Goleman bruger begrebet "følelsesmæssig kapring", som er en impulsiv ukontrolleret følelsesmæssig reaktion - en følelsesmæssig tilstand, hvor man bliver forført af sine ukontrollerede følelser.
Daniel Goleman bygger blandt andet sine teorier på psykologen Daniel N. Stern's nyere forskningsresultater indenfor udviklingspsykologien der blandt andet konkluderer, at vi som mennesker følelsesmæssigt kan udvikle os hele livet. Dvs. at en manglende følelsesmæssig udvikling ikke er fatal. Det er dog ikke en udvikling mennesket kan foretage alene. Mennesket har brug for sine omgivelser til at genskabe den manglende "harmonisering".
Minnesota Modellen og følelsesmæssig intelligens
MM udvikler på mange måder de følelsesmæssige evner hos narkomanen, og den følelsesmæssige intelligens bliver trænet. Latente evner bliver sat i gang, men der er dog cirka 1/3 af narkomanerne, der er så lidt følelsesmæssigt kompetente, at de har brug for mere individuelt og målrettet behandling end MM og det offentlige system tilbyder dem i dag.
Jeg mener, at MM (og social behandling generelt) bør inddrage udvikling af de følelsesmæssige evner bevidst, så disse mennesker måske bliver kompetente til at magte og håndtere det følelsesmæssige stormvejr, de bliver udsat for som stoffri.
Det er følelser, tanker, erindring og handling der styrer behandlingssamtalerne og specielt i MM får narkomanen skriftlige eller mundtlige følelsesmæssige opgaver, der skal løses. For disse følelsesmæssige inkompetente mennesker vil det være det samme, som at introducere tekstanalyse til en der ikke kan læse.
Rammerne for at arbejde målrettet med at udvikle de følelsesmæssige evner hos den enkelte narkoman er tilstede i MM. MM bør dog se på behandlerne som rollemodeller, da der foregår en form for "mesterlære" eller "imitativ" læring i den måde de behandler på. Det er derfor umådelig vigtigt at behandlerne er kompetente til at arbejde med følelsernes intelligens, at de er positive rollemodeller, og at de hele tiden har nødvendigheden af denne udvikling for øje.
I forbindelse med at udvikle disse følelsesmæssige evner i praksis, stødte jeg på en bog af Claude Steiner der hedder "Lær at læse følelser - og styrk din følelsesmæssige intelligens" (Aschehoug 1998).
Det er en bog jeg varmt vil anbefale. Følelsesmæssige evner er for os alle vigtige at træne og udvikle hele livet, da de er forudsætningen for positive følelsesmæssige relationer mellem mennesker, og grundlaget for livets mange valg. For en narkoman er denne udvikling livsvigtig og en forudsætning for et stoffrit liv.
Udvikler narkomanen ikke sine følelsesmæssige evner, formår han ikke at skabe positive menneskelige relationer, indhold og mening med sit liv, tage de rette og nødvendige valg og derved bevare sin stoffrihed.