Kan Anders And godt ride
Brug de fysiske rammer, sæt gang i fantasien, i spørgsmålene, i historierne og i gætterierne, når børn skal have det bedre. Det opfordrer en pædagog til - og hun køber ikke forklaringen om, at pædagoger ikke har tid. - Vi har en etisk forpligtigelse, siger hun
Frederikke kan bedst lide rummændene. Og så også lige ufoen, der kaster tre lyskegler ned mod jorden. Ja, og så hunden der flyver ude i rummet.
- Det er næsten ligesom at se fjernsyn, hvor der er skruet ned for lyden. Og så står det jo stille, konstaterer hun.
Frederikke er syv år. Hun fylder ikke meget i den store hospitalsseng. På bordet ved siden af hende står en buket blomster og en fin kongekrone af papir.
- Vil du se den ting, de har opereret ud af mig, spørger hun og viser stolt et lille glas frem, hvor der flyder en lille hvid klump rundt i. Det er en forsnævring på hovedpulsåren, forklarer Frederikkes mor.
Det er fem dage siden, Frederikke blev opereret, og siden har hun ligger på stue 124, som der står ude på tavlen på børneafdeling A3 på Skejby Sygehus.
Rummændene, den flyvende hund, der har en umiskendelig lighed med Tintins hund Terry, og ufoen med lyskeglerne holder til på den store væg, som Frederikke har udsigt til inde på stuen. Over adskillige kvadratmeter breder himmelen sig med sol, måne, stjerner og rumraketter. Himmelrummet er malet på en stor træplade, som sidder solidt fast på væggen med silikone. Og himmelrummet er en del af et udsmykningsprojekt, som personalet på Skejby Sygehus' børneafdeling A3 har stået for i samarbejde med efteruddannelsen for billedpædagoger på Peter Sabroe Seminariet.
- Vi har som pædagoger en etisk pligt til at forholde os til de fysiske rammer. Jeg tror på, at de virker ind på børn på lige fod med det psykiske. Jeg er ikke i tvivl om, at kunst helbreder. Hvis der er noget skønt at kigge på, skærper man sanserne og det øger livskvaliteten. Jeg tror simpelthen, at vi kan spare sengepladser, hvis vi fik fyldt hospitalet med kunst, siger Gitte Strandgaard, der er pædagog på A3.
- Pædagoger siger ofte, at de ikke har tid til at tage sig af de fysiske rammer. Men det er min oplevelse, at der ofte er tid. Det er bare spørgsmålet at prioritere, hvad man vil bruge den til. Og så må man beslutte sig til at fokusere på de fysiske rammer, siger Gitte Strandgaard. Hun har selv tidligere arbejdet på døgninstitution, som hun ikke mente medtænkte de fysiske rammer i arbejdet.
- Et barn havde et billede stående af sine forældre i en ramme, hvor glasset var i stykker. Det er forkert. Hvis der er skår i glasset, er der også skår i glæden. Men det bliver der ikke tænkt nok på.
En flyvende hund
Den lange gang på afdeling A3 er oplyst af lysstofrør. En pige på cirka et år tager et par vaklende skridt hen ad gangen støttet til en dukkevogn, mens hendes forældre står og venter ved skranken. Sygeplejersker kommer trækkende afsted med apparater udstyret med slanger og knapper, og både Kaj og Andrea, Bananer i pyjamas og Jungledyret Hugo svajer ned fra loftet i lange snore. På skiltet udenfor Frederikkes stue, står hendes navn. Hun ligger alene på stuen sammen med sin mor.
"Du store kineser! Jeg er blevet til en flyvende hund", læser Frederikke. Teksten står på væggen ved siden af hunden Terry, der er blevet iklædt rumdragt og lige nu hænger ude i rummet og spejder ud over det stærkt trafikerede univers. Frederikke synes, det er lidt fjollet, at Terry flyver rundt deroppe. Og så har hun en stærk formodning om, at ufoens lyskegler suger mennesker op fra jorden.
Tre af stuerne på A3 er blevet udsmykket. Og udgangspunktet har været naturens elementer: Jorden, havet og himmelen. På stuen ved siden af Frederikkes, dukker et mylder af frømænd frem fra væggen. Og så er der lige Anders And, der kommer ridende frem på en stejlende brunternet hest.
- Flere børn har spurgt mig om Anders And virkelig godt kan ride på heste? Og det er det, der er hele idéen - at billeder skaber glæde, drømme og at man kan gå på opdagelse i dem, fortæller Gitte Strandgaard.
Og at velkendte figurer som Anders And og Peter Plys, der stiger ud i rummet med en blå ballon, er havnet på væggene på A3 midt imellem ukendte postkasserøde marsmænd og bredmundede frøer, er ikke tilfældigt, understreger Merete Bach, som er en af de billedpædagoger, der gennem 14 dage dyppede penslen i malerbøtten for at udsmykke væggene.
- De genkendelige ting giver en ro og samtidig er der masser af fantasi i billederne. Det er vigtigt at få fantasien frem, lige som det er vigtigt, at børnene kan se hvad det er. På den måde sætter vi gang i drømmeverdenen og fantasien hos både børn og voksne. For hvad laver Anders And mon på den hest?, forklarer Merete Bach. Sammen med ti andre billedpædagoger gjorde hun sig mange overvejelser omkring hvilke motiver, Frederikke og alle de andre børn på A3, skulle have udsigt til. Det skulle være noget for børn fra 0-15 år, og noget der ikke gav mareridt om natten. Og så skulle udsmykningen have en funktion.
- Rummet er den tredje pædagog. Forældrene behøver ikke stå og underholde de små med legetøj. De kan koncentrere sig om nærværet ved at snakke med dem, om det de ser og fabulere videre på historierne, siger Merete Bach. Og Gitte Strandgaard tilføjer, at mange forældre fortæller, at de føler sig veltilpasse inde på de stuer, der er malet, og at det giver dem flere ressourcer til at hjælpe børnene gennem deres sygdom.
- Jeg kan se, at deres kropsholdning bliver anderledes, de får smilet frem og virker mere afslappede.
Fokus væk fra sygdommen
På den store dobbelte glasdør, der med et lille ryk i en snor åbner sig og fører en ind på afdeling A3, sidder en plasticudgave af Kaj & Andrea klistret fast. Og det er ikke helt tilfældigt.
- Udsmykningen får fokus væk fra sygdommen. Og når børnene møder Kaj & Andrea, så tænker de ikke, at de skal ind og stikkes af en læge, men at de skal ind til Kaj & Andrea. Det giver en tryghed, at der er noget genkendeligt, når de er et fremmed sted.
Gitte Strandgaard og Merete Bach er enige om, at der er meget fint kunst uden for på hospitalets bygninger.
- Men folk er jo inde på stuerne - det er dér, de er syge.
Derfor ser Gitte Strandgaard gerne, at hele hospitalet får besøg af malerbøtterne.
- Mennesket er andet end sygdom, selv om det opholder sig på et sygehus. Og det skal vi forholde os til.
Og Frederikke - hun spekulerer på, om de postkasserøde marsmænd mon bliver suget op i ufoen af de tre lyskegler.