icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close

Pædagoger hjælper krigsramte børn

Pædagogernes Internationale Hjælpeorganisation For Børn blev den 4. april stiftet på Jysk Pædagogseminarium i rhus. Den skal rykke ud over hele verden og hjælp børn ramt af krig og naturkatastrofer

  • AF KURT LADEFOGED
  • 08-2000 /

De fleste kender Læger Uden Grænser, der har fået nobelprisen for deres arbejde i krigs- og katastrofeområder. Nu får lægerne deres pædagogiske pendant.

Det skete den 4. april, da Pædagogernes Internationale Hjælpeorganisation For Børn blev stiftet på Jysk Pædagogseminarium i rhus. Da hensigten er at gøre hjælpeorganisationen verdensdækkende har den også fået det engelske navn Socialeducators International Childrenaid (SIC).

Ideen til at stifte en pædagogisk hjælpeorganisation kommer oprindeligt fra en af de studerende på seminariet Christian Acevedo, der selv er flygtning fra Chile, og som både der og i andre lande, han er rejst igennem - for eksempel Nicaragua - har set børn lide på grund af krig, undertrykkelse eller naturkatastrofer.

Børn får ikke kun fysiske sår, når de udsættes for krig og naturkatastrofer. De får også sår på sjælen, når de selv eller deres pårørende bliver udsat for vold eller død.

Skal bearbejde traumer
- Disse børn har stærkt brug for hjælp til at bearbejde disse traumer, siger seminarielærer Lars Lund, Jysk Pædagogseminarium i rhus, der er en af de mange lærere, der har hjulpet Christian Acevedo med at stable hjælpeorganisationen på benene.

- Hver dag udsættes millioner af børn for krige og katastrofer rundt i verden og får traumer som følge af de begivenheder, de udsættes for, fortæller Lars Lund.

- Børnene oplever katastrofen direkte gennem sig selv, eller når forældrene har været udsat for vold eller drab. Et gennemgående træk ved disse børn er angst. Angst for mørke, bomber, lyde, flyvemaskiner, uniformerede mænd eller det af sove alene.

Lars Lund henviser blandt andet til den norske krisepsykolog Magne Raundalen, som har arbejdet med krigstraumatiserede børn i 15 år:

- Han mener, at det indre alarmberedskab hos katastroferamte børn kommer ud af kontrol. Vi er alle udstyret med et alarmberedskab, som kan hjælpe os til at overleve farlige situationer i livet. Vi ryster og får hjertebanken. Men når faren er forbi, lukker vi ned for systemet.

- Det gør børn, der har oplevet krig eller katastrofer ikke. Deres alarmsystem er konstant i beredskab, og det slider voldsomt på deres psyke, siger Lars Lund.

Han oplyser, at organisationen, næsten inden den er i gang, har fået kraftig støtte fra Læger Uden Grænser, Dansk Røde Kors og andre hjælpeorganisationer.


Svært at hjælpe
Men selv om der tilsyneladende er et kendt behov for pædagogers hjælp til kriseramte børn, så oplever de pædagoger, der gerne vil hjælpe, at det kan være svært at komme til det.

- Opbakningen blandt pædagoger har allerede været enorm, selv om budskabet om organisationen knap nok er nået ud endnu, fortsætter Lars Lund.

- Der er en meget stor vilje til at hjælpe, og flere har selv forsøgt at komme ind i de etablerede organisationer for at tilbyde deres hjælp i kriseområder. Men de oplever, at det næsten ikke er til at komme ind, hvis man ikke er journalist, der vil skrive om organisationens arbejde, læge eller sygeplejerske.

- Jeg blev selv chokeret over, at jeg i en alder af 52 var for gammel til at blive sendt ud, da jeg ved en af de seneste katastrofer tilbød mig som psykolog og pædagog. Jeg synes da ellers, at jeg både havde erfaring og tid.

Men blandt andet Røde Kors har en aldersgrænse på 50 år. Hvorfor det er sådan er lidt svært at forstå, mener Lars Lund.

- Jeg tror det har at gøre med, at Røde Kors er udsprunget af militæret, og at man der har en aldersgrænse på 50 år. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde.


Korps af pædagoger
- Men sådan et alderskriterium har vi ikke i Pædagogernes Internationale Hjælpeorganisation For Børn. Her lægger vi vægt på kvalifikationskriterier.

Vi vil gennem netværk både herhjemme og til seminarier eller universiteter i udlandet uddanne specialkorps af pædagoger, som med kort varsel kan rejse til katastrofeområder.

- Det er altså ikke meningen, at vi vil sende hvem som helst af sted. Korpset skal sammensættes i grupper, der har indsigt i bestemte kultur- og sprogområder. Nogle vil blive specialuddannet til latinamerikanske områder, andre til afrikanske og så videre, forklarer Lars Lund.

Sådanne internationale linjer findes allerede på seminarierne. Her vil uddannede pædagoger også kunne deltage i kursusforløb på eksempelvis en måneds varighed.

Andre end pædagoger kan også komme med i organisationen, idet man kan bruge folk i alle organisationens led. Så både lastbilchaufføren og kokkepigen er velkommen.

Interesserede kan få flere oplysninger ved henvendelse til Jysk Pædagogseminariums Internationale Kontor, Skejbyvej 29, 8240 Risskov. Telefon 8742 7518.


Navnet må ikke misforstås
Det kunne være nærliggende at kalde den nye hjælpeorganisation for børn Pædagoger uden Grænser for at understrege, at den er et sidestykke til Læger uden Grænser.

- Men det kunne give forkerte associationer i retning af ansvarsløshed eller være uheldigt på baggrund af de mange pædofili-sager, forklarer Lars Lund.