Småt ikke kun godt
IFØLGE LOV OM social service har alle ret til egen bolig. Lige nu er der overvejelser om at overdrage opgaven med vejledning og støtte til mennesker med særlige behov til kommunerne. Tendensen med i højere grad at lade opgaverne løse lokalt er stigende og rummer muligheder - men også risici.
Ved et nyligt besøg i Norge, som nu igennem 11 år har individualiseret alle tjenester, blev jeg igen opmærksom på behovet for, at vi i Danmark åbent kan diskutere hvordan og på hvilket niveau vi vil hjælpe mennesker med varige hjælpebehov.
Hvordan respekterer vi individets ret til at leve et liv på egne præmisser samtidig med at den pågældende hele livet har brug for professionelle hjælpere med et fag og et arbejdsliv.
JEG VED, AT DET vil være let at skyde SL som fagforening i skoene, at vi bare vil bevare stillinger. Men det er ikke min mission at fokusere på dette snævre aspekt. Det er problemstillingen alt for vigtig til. Derimod frygter jeg, at der med et stigende antal små arbejdspladser, nemlig brugernes egne boliger, vil ske en forskydning af fagligheden, til skade for både os, der yder og til de medborgere, der nyder godt af den støtte.
Hvis arbejdspladser bliver for små, har jeg svært ved at tro på, at de faglige kompetencer kan udvikles og bevares på et professionelt niveau.
Norske tendenser viser, at de kvalificerede medarbejdere ikke vil arbejde i brugernes hjem på disse præmisser, fjernt fra faglige fællesskaber. Opgaven bliver løst af ufaglært arbejdskræft, perifert superviseret og ledet af en uddannet pædagog.
MED NUTIDENS menneskesyn - også i sociallovgivningen - er det vanskeligt at være andet end positiv overfor det krav, at alle mennesker har ret til deres egen bolig, deres egen tilværelse i private rammer. I SL har vi også bidraget til udviklingen fra store centralinstitutioner til de amtslige bofællesskaber og nu den tiltagende tendens til egne lejligheder.
Udviklingen har påført os et voldsomt dilemma. For ER det lykken for alle med egen bolig og kan vores mere svage medborgere sikres den rette hjælp, som de har brug for?
Er det normaliseringstvang, hvor vi i stedet risikerer at disse mennesker isoleres ?
Hvor mange hjælpeforanstaltninger kan der indsættes i et privat hjem - og så stadig kalde det et privat hjem?
SOCIALPÆDAGOGER VIL I fremtiden komme til at arbejde i den enkelte brugeres hjem. Mange arbejder der allerede.
Den overordnede udfordring bliver, hvordan vi kombinerer forståelsen af, at forudsætningen for høj kvalitet i det socialpædagogiske arbejde er en arbejdsplads, som både er udviklende for medarbejdere og udgør et pædagogisk miljø for brugerne.
UDFORDRINGEN P boligområdet til mennesker med særlige behov bliver at etablere boliger med rum med social udvikling for brugeren og en lærende arbejdsplads for personalet.
Så derfor håber jeg, at vi kan præge den danske debat og sætte fokus på, hvordan vi etablerer alternativer til de forhenværende personaleorganiseringer og sikrer fleksible, men vedholdende centerdannelser. Herfra skal serviceydelser og pædagogik kunne rekvireres og samtidig sikre den enkelte pædagog fællesskab og faglig sparring.
Hvordan vi lige gør det, det må vi diskutere i det brede felt, hvor opgaverne skal løses - og på tværfagligt niveau.