icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close

Udækket behov for naturoplevelser

Sindslidende og udviklingshæmmede har samme behov som andre for oplevelser i naturen. De får dem bare ikke uden hjælp. Projekt i Vejle Amt giver dem nu muligheden, og der er en enorm efterspørgsel efter tilbuddet

  • Af Mona Østerlund, freelance journalist
  • 16-2002 /

Som det eneste sted i landet har Vejle Amt et særligt tilbud til udviklingshæmmede og sindslidende om at komme ud i naturen på guidede ture. Amtet har i foreløbig et år ansat en socialpædagogisk naturvejleder, der udelukkende skal beskæftige sig med de to grupper.

Forsøget, der gik i gang 1. januar, har indtil nu vist en stor interesse blandt både udviklingshæmmede, sindslidende og de ansatte inden for de to områder. Fra januar og frem til midten af juni viser naturvejleder Benny Jensens statistik, at han har haft 623 brugere og 293 medarbejdere med på tur eller i det mindste givet dem en naturoplevelse. For det kan også handle om at lære pileflet eller lave et akvarium hjemme i bofællesskabet for eksempel. Typisk har han en gruppe på 5-10 brugere ad gangen sammen med et par stykker fra personalegruppen.

Benny Jensen, der er uddannet fritidspædagog, har selv været med til at plante ideen i amtet. I flere år har han nemlig lavet naturvejledning på blandt andet ungdomsskolen, men også for sindslidende i Hedensted Kommune, hvor han nu har orlov fra sit job som familierådgiver og naturvejleder.

- Vi kunne jo se, at det gav bonus for de sindslidende at få en oplevelse i naturen, så i 1998 blev vi enige om at dele vores erfaringer med andre, fortæller Benny Jensen.

Han kontaktede amtet, hvor der var begejstring for ideen. Det har så ført til forsøget i år i amtsligt regi, men hvor både amtslige og kommunale institutioner kan benytte sig af tilbuddet.

Tilbage i 1997 var der et lignende tilbud i Viborg Amt som et treårigt forsøg med støtte fra Friluftsrådet. Det henvendte sig til mange flere grupper som for eksempel arbejdsløse, alkoholikere, indvandrere og overvægtige foruden sindslidende og udviklingshæmmede. Det viste sig at være en alt for bred målgruppe og nogle grupper, som kan være vanskelige at nå, så projektet kuldsejlede efter halvandet år. Derfor valgte man i Vejle Amt at have den snævre målgruppe, hvor der også er fine netværk.

Organisatorisk er Benny Jensen ansat i teknik- og miljøforvaltningen i tilknytning til amtets naturvejlederfunktion, men det er social- og psykiatriforvaltningerne, der har bevilget pengene til projektet.


Ingen begrænsninger
Formålet er blandt andet at give sindslidende og udviklingshæmmede de samme muligheder som andre. Sidste år benyttede 10.500 mennesker sig af tilbuddene om guidede naturoplevelser i Vejle Amt, men ingen fra de to grupper. Derfor er det særlige tilbud bygget op, så brugerne får mod på at bruge naturen "for at få en større forståelse af sig selv", som det hedder i projektbeskrivelsen. Hensigten er også, at de ansatte kan lære at bruge naturen som et pædagogisk og terapeutisk redskab og i det hele taget få pudset lidt af på deres paratviden om naturen.

Når en gruppe skal på tur, er det et mål - ud over at give naturoplevelsen i sig selv - at få deltagerne til at bevæge sig, bruge deres sanser og være opmærksomme på, hvad der sker omkring dem. De kommer også i nye situationer og skal gerne få en oplevelse af, at de dur til noget. Ingen er på forhånd afskåret fra at få en naturoplevelse.

- Fra min side er der ingen begrænsninger. Jeg er for eksempel blevet kontaktet af to kørestolsbrugere, som gerne vil være med til at sætte ruser ud, for det har de set i tv og altid drømt om selv at gøre. Så det sørger jeg selvfølgelig for at gøre muligt for dem, fortæller Benny Jensen.

Hvis nogle absolut ikke kan deltage aktivt selv, kan de i det mindste få en visuel oplevelse ved eksempelvis at komme med ud på stranden og se på, at Benny Jensen hopper i waders og henter dyr op fra vandet, som de så kan se på og røre ved.

Deltagerne kan enten få en tur, der er tilrettelagt specielt efter deres ønsker og måske i en skov eller anden spændende natur tæt på deres eget område, eller de kan vælge mellem en række mere faste ture med temaer. Det er for eksempel "En rejse tilbage i tiden". Det foregår som en vandring på resterne af den østjyske isrand, der desuden er prydet med bronzealdergravhøje. Det kan være kanoture på Gudenåen eller Skjern Å eller en tur til en langdysse for at mærke historiens vingesus og få kontakt med vores rødder. Der er også tilbud om ture med temaer som sten, skoven, havfiskeri, livet i vandhullet eller en aften med stjernekiggeri og sagn om guder, dronninger og konger.


Kys en skrubtudse
Ifølge Benny Jensen kan det være voldsomt grænseoverskridende for både sindslidende og udviklingshæmmede at komme ud på naturoplevelser. De udviklingshæmmede kaster sig generelt ud i tingene og er glade her og nu, når det viser sig, at de kan noget, de ikke selv troede muligt.

Sindslidende derimod kan have det så svært med det, at de nærmest ikke når ud af bussen. Omvendt kan de få dybe oplevelser, når de gør noget, de ellers ikke tør.

- Det er klart, at de tænker langt mere over tingene. Men det er så vigtigt, at de kommer ud og mærker naturen og livet omkring os, for på den måde kommer de også til at mærke sig selv, siger Benny Jensen.

Når han har en gruppe med ude på steder, hvor der lever frøer, ynder han at tage én op og prøve at få nogle af deltagerne til at kysse den. Både fordi det - ifølge ham i hvert fald - er en såre naturlig ting at gøre og "noget smukkere end skrubtudsens guldrandede øjne skal man lede længe efter", mener altså Benny Jensen. Og fordi det kan signalere det grænseoverskridende. Faktisk har han kaldt hele sin projektbeskrivelse for "Tør du kysse skrubtudsen?". Især udviklingshæmmede tør godt kysse padden - uden at der dog er kommet prinser ud af forsøgene endnu.


Stor tillid
Tillid er et nøglebegreb, når det handler om at få deltagerne med ud og mærke naturen på måder, de ikke har prøvet før.

- Benny Jensen er god til at få alle brugerne med, og man kan mærke på dem, der har været med ham ude flere gange, at de har en enorm tillid til ham og derfor tør bryde deres egne grænser, fortæller leder Inga Larsen om de ture, hun har været med på sammen med beboere i to bofællesskaber i Hedensted Kommune.

Samme oplevelse har socialpædagog Bodil Madsen fra Gudenåkollegiet i Tørring, hvor beboerne er yngre autister. En del af dem har Aspergers syndrom. De har booket naturvejlederen til en månedlig tur året igennem, og det går rigtig godt.

- De er utroligt meget med og får jo masser af viden fra ham, som de kan huske og bruge bagefter. Der er heller aldrig nogen, der brokker sig, når vi skal af sted med ham, og det kan der ellers godt være, når det er os andre, der foreslår noget for dem, fortæller Bodil Madsen.

Også som personale giver det noget at være af sted med naturvejlederen. Dels får man selv en masse information, som kan bruges ved andre lejligheder, dels giver det et input til deltagerne fra en anden part, og det er en gevinst, synes hun.

- Når man arbejder med autister, er man "på" hele tiden og skal stå for alle initiativer. Det kan godt være lidt hårdt. Men når vi så er ude med naturvejlederen her, kommer der liv i gruppen på en anden måde, og vi kan få mere spil i gang, fordi det ikke bare er os selv, der står for det, synes Bodil Madsen.


Usikker fremtid
Selv om der er stor velvilje fra hele systemet over for projektet, og selv om der er stor efterspørgsel efter de tilbud, naturvejlederen kommer med, er det tvivlsomt, om forsøget bliver forlænget. For Vejle Amt skal spare penge, og selv om denne post ikke er voldsomt stor - den skal dække løn og bil til naturvejlederen - er det en af de meget udsatte, når næste års budget skal lægges.

- Jeg tror da nok, den politiske vilje er der, for der har været en stor opbakning til projektet, men jeg frygter alligevel, at de sparer mig væk, siger Benny Jensen.

Det er han naturligt nok ikke begejstret for. Især fordi han mener, et enkelt år er alt for lidt til at måle effekten i det arbejde, han laver.

- Jeg regner med en tidshorisont på tre-fire år, for der er mange af brugerne, der skal bruge lang tid på at lære mig at kende, fortæller Benny Jensen.

I flere år har han gennem sit tidligere job arbejdet med en autist. Først på året i år henvendte denne autist sig for første gang til Benny Jensen, da de var sammen, og nu kommunikerer de fint. Men så lang tid kan det tage.

Der har været tale om at indføre en form for brugerbetaling på naturvejledningen, men det vil ikke være nok til at finansiere projektet, mener Benny Jensen.