Skovvang satte en stærekasse op
Flere unge søger ly på landets forsorgshjem, og her støder de let sammen med de ældre beboere. De ældre vil spille banko, de unge vil se gyserfilm. Skovvang tog konsekvensen og gav de unge deres egen afdeling
MTV sender en lind strøm af musikvideoer ud fra det store tv i køkkenet. I vindueskarmen venter en stak gyserfilm på, at det bliver fyraften. Og her er ingen plakater med pastelfarvede åkander på væggen. Unge på forsorgshjem
Den lille røde murstensbygning ligger midt i det hele - og alligevel lidt for sig selv. Slusen har plads til fem unge i alderen 18 til 29 år.
De senere år har forsorgshjemmet Skovvang i Holstebro modtaget mange helt unge. Flertallet er vokset op på institutioner, og når forbindelsen bliver kappet på 18-årsdagen, skal de unge til at klare sig selv. Hvis det går skævt, har de ikke mange andre muligheder end forsorgshjemmet.
- Der er stort set ikke andre tilbud til dem. De bor måske på et værelse, de har ikke noget arbejde, og de kan ikke rigtig komme op om morgenen. Ingen tager hånd om dem. Det gør vi. Vi kalder på dem, så de kommer op, vi diskuterer med dem, det er os, der sætter grænser for dem. Vi får nærmest en forældrerolle, siger Skovvangs forstander Jørn Leth.
De nye beboere gav en del knas. De gik ikke særlig godt i spænd med de andre beboere. Mens de ældre mest var til bankospil og hygge i tv-stuen, ville de unge hellere høre høj musik, se actionfilm og gå sent i seng. De ældre drikker bajere. De unge ryger hash. Det var to kulturer, der stødte sammen.
- De unge kunne heller ikke holde ud at være her. De forlod os hurtigt, men kom ofte tilbage igen. Vi fik aldrig rigtig hold på dem. Det er blevet bedre nu, mener Jørn Leth.
Nogle unge bliver henvist af kommunerne, andre kommer selv. Ifølge forstanderen trækker Skovvang flere unge til end andre forsorgshjem:
- De ved, vi er her. Ligesom, når man sætter en stærekasse op, så kommer stærene.
Vi er blevet mere tålmodige
I køkkenet stiller Niels Svendsen pålæg og brød frem til frokost. To unge dukker op, de andre er på kursus eller til møde med kommunen. En er gået sin vej, og ingen ved rigtig, hvor han er.
Niels Svendsen har arbejdet 10 år på Skovvang og været på Slusen siden den åbnede i 2001.
Siden da har medarbejderne måttet sluge et par pædagogiske kameler. Flere fine mål og missioner er blevet lagt på hylden i løbet af de sidste tre et halvt år.
- Vi er blevet mere tålmodige. Vi er nødt til at acceptere flere af deres uhensigtsmæssigheder: at de går om morgenen, bliver væk om natten, ikke overholder aftaler med kommunen eller svigter deres hjemmedag. Vi skal prøve at nå ind til dem, men det er ikke nok at være rummelig. Vi er nødt stå af, når det er nok. Nogle af de unge vil helst fede den på sofaen, og så er vores opgave at motivere dem, siger Niels Svendsen.
Medarbejderne reagerer også hurtigere i dag, hvis en af de unge burer sig inde.
- I starten kunne de bo her i måneder, uden vi så dem. I dag forsøger vi at nå ind til dem. Efter 14 dage må de forsøge at sætte ord på, ellers må de gå. Så kan de altid komme igen, siger Niels Svendsen.
Og forstander Jørn Leth forklarer, hvordan tilgangen til de unge har ændret sig:
- Oprindeligt satsede vi meget på gruppen. Vi troede, vi kunne få dem til at spille sammen, men vi måtte erkende, at det kunne vi ikke. Nu koncentrerer vi os i stedet om at lave aftaler med den enkelte. Det var også lidt kunstigt at se dem som en gruppe, de skulle jo ikke videre herfra som gruppe, mener forstander Jørn Leth.
Svært at motivere unge
En af de unge stikker hovedet ind i køkkenet. Han vifter med den ene arm. Den er i gips. Og man kan jo ikke rigtig gå på værkstedet med en brækket arm.
- Hvis det her havde været et rigtigt arbejde, så havde jeg fået sygeløn, siger han til Niels Svendsen.
Den unge griner lidt og gentager sætningen. Det er åbenlyst en gammel diskussion.
De unge, som er i aktivering, kan arbejde på forsorgshjemmets værksteder. Men de er svære at motivere. De fleste af de unge kan ikke rigtig se meningen i at samle mejsekasser eller bøje ståltråd til reolholdere.
- De vil have uddannelse, hjem, bil og båd. De vil gerne ligne os, men de magter det ikke. Bare at få dem beskæftiget her i huset kan være svært nok. De får jo ingenting for det, og mange af dem mener, de har krav på kontanthjælp, siger Niels Svendsen.
Kort efter kommer en anden beboer ind og smider sig i sofaen i køkkenet.
- Der må fan'me være grænser for, hvad man skal sættes til, lyder det opgivende.
Han vil ikke tilbage til værkstedet, hvor han blev sat til at lave sengeklodser i træ. Og han er langt fra den eneste af de unge, som ikke kan se det tiltrækkende i at arbejde med noget, de færreste gider i længden.
- Problemet er, at det ikke altid er tydeligt for dem, hvad de vil. De vil måske på VUC eller teknisk skole, men inden de når så langt, er de jo nødt til at kunne holde ud at være sammen med andre og forholde sig til dem. Ellers så starter de bare på teknisk skole, og så går der er par dage, så kan de ikke holde det ud, siger Niels Svendsen.
- De skal kunne arbejde, selvom det er dødssygt. Det skal jeg jo også. De må gerne finde et andet arbejde, men det gør de jo ikke, tilføjer han.
Selv har han suppleret værkstedets tilbud med en minigolfbane, han er ved at anlægge, men den er heller ikke det store trækplaster. De unge kan også blive aktiveret af kommunen, men det går sjældent bedre. Og de gange, Slusen har forsøgt med noget, der minder om undervisning, har heller ikke rigtig givet pote.
Så kører vi en tur
Slusen satser på at lære de unge helt basale ting: De skal op om morgenen og forholde sig til vasketøj, rengøring og indkøb. De skal kunne se, når køleskabet trænger til at blive afrimet.
30 timer om ugen på værkstedet er lang tid, så Slusen har lejet en sportshal, hvor de unge kan brænde kræfter af på badminton og fodbold. Ellers går udflugterne til Randers Regnskov, Hjerl Hede eller biografen.
Slusen forsøger at have så få regler som muligt. Det er forbudt at tage stoffer eller drikke indendørs, men medarbejderne blander sig ikke i, hvad de unge gør uden for forsorgshjemmet. De tjekker heller ikke, om de unge ryger hash.
- Mange er slet ikke klar til behandling. Vi skal træne dem til behandling. De skal lære helt basale ting. Men vi forventer, at de vil noget positivt i deres liv, siger Niels Svendsen.
Tit er de unge vrede. De er vrede på systemet, og de er dødtrætte af pædagoger. Hvis konfrontationerne på Slusen bliver for heftige, går de simpelthen deres vej. En del dukker op igen.
For Niels Svendsen handler indsatsen om at acceptere, at det tager lang tid at nå ind til de unge. De er sværere at arbejde med end de andre beboere.
- Nogle gange kører vi en tur i stedet for at gå på arbejde. Når de sidder der og kikker ud på vejen, er det nemmere at få hul på. De tør lidt mere, når de sidder og kikker på en skov, end når vi sidder over for hinanden.
Fra maj 2001 til februar 2004 har 65 unge været indskrevet på Slusen. Gennemsnitsalderen er 23 år. Nogle har været der over et år, andre knap en uge. I snit har de unge boet på Slusen to-tre måneder.
Knap halvdelen havde misbrug som hovedproblem. En fjerdedel havde psykiske problemer som Hovedproblem. Resten angav hjemløshed som hovedproblem. Som regel havde de unge mindst to ud af tre af problemer. 35 unge har været i ambulant behandling for misbrug. 5 unge har været i psykiatrisk/psykologisk behandling. 7 har haft arbejde udenfor Skovvang. 8 er startet på en uddannelse. 25 unge er udskrevet til egen bolig, 7 til døgnbehandling for misbrugere, 3 til psykiatrisk bosted, 2 er udskrevet til højskole og 6 til anden foranstaltning, blandt andet indlæggelse på psykiatrisk hospital. 21 har forladt Slusen uden at det var planlagt.
Om de 21 siger medarbejder Niels Svendsen: - Ofte vælger de selv at rejse. Vi ved ikke, hvor de bliver af. Nogle vender tilbage. Og hvis de har nogle gode erindringer med herfra og føler sig sikre på, de kan komme tilbage, så synes jeg ikke, jeg har spildt min tid.