En uddannelsesreform er det ikke - så hvad skal der til?
Der er ikke meget reform i ministerens forslag til en reformering af pædagoguddannelsen. En SU finansieret praktik ville reformere! At fritage praktikken fra arbejdstvang ville give muligheder for opkvalificering og nytænkning. En ren studiepraktik ville betyde frirum til faglig fordybelse, refleksion og personlig udvikling, der er en bacheloruddannelse værdig
Pædagoguddannelsen har status som professionsbacheloruddannelse, hvilket blandt andet betyder, at den skal være forskningsbaseret. Studerende i lønnet praktik bruger meget af deres tid på gøremål, som ikke er direkte studierelevante, men nødvendige, eftersom de som studerende indgår i normeringen.
Pædagogens tre-i-én
At besidde faglighed og være professionel i det moderne samfund indebærer, at pædagogen rummer en integration af de tre faktorer: teoretisk forståelse, systematisering af erfaringer og autentisk personlighed. Alle tre faktorer skal virke sammen. Hvis den pædagogiske faglighed kun bygger på teoretisk viden eller erfaring, men mangler det personlige følelsesmæssigt nærvær er vi ikke gode nok som fagpersoner.
Noget af det karakteristiske ved læringen i praktikken er, at den studerende i særlig grad konfronteres med sit eget værdigrundlag, egen personlighed og egne handle- og tankemønstre. Organiseringen af praktikken kan øge eller mindske muligheden for denne konfrontation.
En SU-finansieret praktik vil give den studerende bedre mulighed for at indsamle og bearbejde viden, som både er praksiserfaringer og teoretisk viden, med det formål at kunne relatere og perspektivere uddannelsens teoretiske fag. Dette vil skabe et større rum til iagttagelse, diskussion, refleksion og erfaringsdannelse i praktikken og endelig vil det betyde, at det i langt højere grad bliver den studerendes læringsbehov, der bliver styrende for målene med praktikken.
En SU-finansieret praktik ville kunne give plads for balance mellem mesterlære og refleksion, der er en BA-uddannelse værdig.I praktikken er der mulighed for at balancere mellem mesterlæren, rutinen og erfarings opbygning og sikkerhed på den ene side. Og på den anden side - at dette kan foregå, så det fremmer den studerendes læring og også giver basis for at integrere teori og praksis.
Når den studerende er del af normeringen, går tanken om mesterlæreprincippet tabt og der bliver for lidt tid til undersøgelse og fordybelse i uddannelsesrelevante spørgsmål.
En SU-finansieret praktik vil medvirke til, at den studerende kan erhverve redskaber, der efter endt uddannelse kan bidrage til den samlede forsknings-, udviklings- og vidensproduktion i pædagogisk arbejde.
Hermed vil de krav, postmoderniteten stiller til faget, blive imødekommet langt mere kvalificeret end i den dyrkelse af mål og rammestyringen, der ligger i reformforslaget.
Praktikken skal kunne mærkes
De lange praktikforløb udgør særlige muligheder i forhold til dannelse ind i professionen. Det er derfor glædeligt at reformen ikke lægger op til de studerende som "praktikshoppere" i korte distancerende "turistrejser" ud i erhvervet. En profession - også den pædagogiske, er karakteriseret af kollektive handlemønstre. Professionen fordrer, at viden, fagsprog, normer og værdier er internaliseret i pædagogen og internalisering tager tid. Netop i disse år ser vi, at flere og flere pædagogstuderende starter deres uddannelse uden institutionserfaring. Det giver en anden tilgang til praktikken, som har betydning for organiseringen af denne; specielt den uerfarne studerende har brug for tid!
Praktikperioderne tilrettelægges med progression (at opsøge/være i det ukendte) i uddannelsen, - dette fastholdes også i reformen - men der er også behov for tid til regression (at være i et kendte), når en studerende træder ind i og skal erobre en ny verden.
Der skal være tid til at danne sig en forståelse af egen habitus og herigennem udvikle personlig og faglig kompetence. Ændringer i habitus sker udelukkende i mødet med den anden, i det sociale rum, hvor habitus vil ændre sig over tid. Det betyder at forandringsprocesserne foregår langsomt og det er vigtigt at organiseringen af praktikperioderne tager højde herfor.
Det er ikke kun den studerende, der skal kunne mærke praktikken, det skal praktikstedet også. Og en SU-finansieret praktik vil give langt mere optimale muligheder, der netop tilgodeser læring i respekt for begge parter.
Det er vigtigt, at praktikinstitutionerne tager et uddannelsesansvar, men det er vanskeligt at opretholde identitet som uddannelsessted, når den studerende samtidig må underlægges de strukturer, arbejdet og de pædagogiske opgaver udstikker.
At institutioner med særligt sårbare brugergrupper, med individuelle pædagogiske tiltag etc. ofte må sige fra i forhold til at modtage studerende, fordi praktikken er lønnet, er et faktum - og hermed forringes mulighederne for at kunne tilbyde uddannelse i et repræsentativt praksisfelt. Hermed spænder den lønnede praktik også ben for reformens intention om, at generalisten skal kunne opsøge mere specifikke kompetencer og specialiseringer.
Fagligt løft af bløde værdier
Der har specielt siden den sidste bekendtgørelses ændring været arbejdet på en akademisering af pædagoguddannelsen. Noget der ser ud til at være nedtonet i reformforslaget.
Akademisering er et begreb, der ofte bliver brugt som et negativt eller positivt ladet ord i diskussionen om den fremtidige pædagoguddannelse. I den negative betydning er der en bekymring for, at uddannelsen bliver for meget teori og for lidt handlekompetence. Og i den positive betydning, at den pædagogiske praksis bliver styrket af teoretisering på et højere akademisk niveau og den enkelte pædagog har/får bedre mulighed for videre- og efteruddannelse på universitetet.
Evaluerings-rapporten og rektorforsamlingens bud på kortere praktik i en fremtidig pædagoguddannelse kan tolkes som støtte til en akademisering i retning af at styrke en teoretisk faglighed. En akademisering i retning af at give pædagoguddannelse et teoretisk fagligt løft kan kun hilses velkomment, hvis ikke det bliver på bekostning af væsentlig erfarings opbygning og mere "bløde" og svært italesatte kompetencer/værdier som længere praktikforløb netop giver mulighed for.
Det er vigtigt at stoppe op og overveje, hvordan en højnelse af det teoretiske niveau kan ske uden at dette behøver at være på bekostning af andet.
Frihed til at være praktikuddannelse
Seminarierne, de studerende og praktikstederne samarbejder om at sikre, at de studerende udvikler de kvalifikationer og kompetencer, der skal til for at fungere i den pædagogiske praksis.
Praktikstederne er en stor del af den samlede professionsbachelor uddannelse. Uddannelsen bør fremstå, som en helhed, hvor de studerende kan relatere det som de lærer på seminariet til det de lærer i praksis, og omvendt kan bruge erfaringer og viden fra praksis til at berige læringen på seminariet.
At tilrettelægge uddannelsen kræver refleksion over, hvilke krav der stilles til pædagogen i det moderne samfund og hvilke konsekvenser dette har for det uddannelsesrum, som vi skaber. Denne refleksion er en stadig proces mellem studerende, praksis og seminarium, og kvalificeres bedst når balancen mellem mesterlære og teoretisering styres af behovet for læring - og ikke af arbejdsforholdet.
Så lad reformforslagets eget begreb: praktikuddannelse være inspirationen til at reformere for alvor ved at gøre praktikken SU-finansieret - og dermed sætte den fri til at være uddannende!