I sidste nummer af Socialpædagogen (23.9.2005) spørger Søren Magnussen, om jeg kan give ham nogle konkrete eksempler fra ungeområdet på, hvad det er man kan måle via evidenstænkningen. Det vil jeg gerne, men lad mig først slå fast, at det, vi i SL er stærkt interesseret i, er, at vi gerne vil vide, hvad det er, der virker, hvorfor og for hvem. Undersøgelsesmetoder med høj evidensgrad kan især give os svar på, hvad der virker, men de kan ikke erstatte den socialfaglige vurdering, ej heller andre mere kvalitative undersøgelsesmetoder, som kan bidrage til at forklare, hvorfor det virker.
Der findes en række pigeprojekter – dagog døgntilbud – hvor psykologiske test og efterundersøgelser viser, at de har en positiv effekt. Jeg synes, at det ville være værdifuldt at få udforsket om effekten for eksempel skyldes, at tilbuddene udelukkende omfatter piger. Det kunne gøres ved at sammenligne resultaterne fra andre behandlingstilbud med begge køn, hvor der er anbragt piger med tilsvarende problemstillinger.
Et andet eksempel på, hvad der vil kunne måles via evidensbaseret forskning, er virkningen og effekten af nye metoder, der som udgangspunkt vil være et eksperiment – et udviklings- og forsøgsarbejde. Via evidensbaserede undersøgelser vil der kunne måles på, om de ønskede resultater opnås. På denne måde, tror jeg også, jeg har svaret Søren Magnussen, når han spørger, om vi bare skal glæde os over meget præcist at gøre, hvad kommunen forventer. Nej. Hvis kommunen stiller krav om bestemte metoder og nye tilbud, skal vi netop være skeptiske og forlange, at de prøves af og ikke bare sættes i værk – uden evalueringer og følgeforskning.