icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Etik

Klar, parat, etik-debat

Med dette nummer af Socialpædagogen følger Etisk Værdigrundlag for Socialpædagoger. Det havde været fire år undervejs, da det blev vedtaget på kongressen i november 2004.

  • Af Jens Nielsen
  • 11-2005 /

På de følgende sider tager Socialpædagogen hul på etik-debatten.

Dels rapporterer vi fra en arbejdsplads, hvor personalet i de sidste måneder blandt andet har brugt Værdigrundlaget som afsæt for diskussionerne om de etiske dilemmaer i det daglige arbejde.

Dels bringer vi den første af tre artikler skrevet af filosofi-lektor Jørgen Husted, Aarhus Universitet, hvor han sætter fokus på selvbestemmelse. Det er det emne, SL’s Etiske Udvalg, som Husted er medlem af, har valgt at kaste sig over som det første.

Med disse artikler og udsendelsen af Værdigrundlaget håber SL-næstformand Mogens Seider at sætte skub i etik-debatten, der gerne skulle brede sig til alle arbejdspladser:

–Vi håber, at man på arbejdspladserne og i fagmiljøerne vil bruge papiret til at se på sit arbejde: Hvordan ser vores dagligdag ud? Giver det mening med en struktureret diskussion af de her etiske grundspørgsmål –det er øvelsen nu, siger Mogens Seider.

Han er helt på det rene med, at det kan være svært at få gang i debatten på de mange små arbejdspladser.

–Dér er det en fare, at der ikke kommer gang i de etiske refleksioner, og derfor er det meget væsentligt at arbejde for at få gang i netværk og fagmiljøerne omkring de små arbejdspladser. Det må ske i et samarbejde med arbejdsgiverne, som må afsætte tid og ressourcer til det, mener Mogens Seider.

Det forestående arbejde med kommunalreformen indebærer efter hans vurdering både nogle farer og nogle muligheder:

–Hvis det hele går op i omorganisering, og der bliver knaphed på ressourcerne, så kan det etiske aspekt godt komme i klemme. Men det er der, vi skal ind og sætte spot på udviklingsmulighederne og bruge de nye, større kommuner og regioner til at give plads til den etiske debat, siger Mogens Seider.

Etik-debatten har fået sin egen hylde på www.sl.dk/etik, hvor der ligger nyt fra Etisk Udvalg, debatoplæg, og hvor du også kan deltage i debatten.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Etik