Social service og selvbestemmelse
Ved første øjekast ser Serviceloven ud til at sikre brugeren ret til selvbestemmelse – men det holder ikke: I virkeligheden sikrer loven kun et udsnit af brugernes handlefrihed
Serviceloven har en blind plet, der hedder selvbestemmelse.
Det lyder underligt. Formålsparagraffen præciserer, at „hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte“.
Den rummer bestemmelser om brugerindflydelse og individuelle handleplaner samt et hovedafsnit om „magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten“.
I afsnittets del om voksenområdet hedder det: „Formålet (…) er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige“.
Således synes den hellige grav velforvaret. Loven slår tilsyneladende fast, at brugerens selvbestemmelsesret skal respekteres, med mindre der gælder de helt særlige betingelser.
Ved nærmere eftersyn ser det hele imidlertid anderledes ud.
Selvbestemmelse og handlefrihed
Her er tale om vidt forskellige begreber. Det kan illustreres med to eksempler.
Den engelske filosof John Locke (1632-1704) fortæller om en mand, der skal sørge for, at et par fanger ikke undslipper. Fangerummet har tre døre, hvoraf låsen på den ene ikke virker. Han fører dem ind i rummet, drejer nøglen kraftigt om i de to døre og låser den tredje udefra. Kan fangerne nu gøre det, de ønsker at gøre? Ja, de kan bare åbne den ene dør og slippe væk. Med andre ord er deres handlefrihed ikke blevet begrænset. Det, vogteren har påvirket, er ikke fangernes situation, men deres opfattelse af den. De tror, de er låst inde, og er dermed afskåret fra at forholde sig til en valgmulighed, de faktisk har.
Jørgen Husted er lektor ved Institut for Filosofi og Idehistorie ved Aarhus Universitet og medlem af SL’s Etiske Udvalg. Dette er den første af tre kommentarer om selvbestemmelse og etik. De to næste følger i de kommende to numre af Socialpædagogen. |
Det er klart, at folkene ved at udsætte Odysseus for tvang greb ind over for hans handlefrihed. De forhindrede ham i at gøre det, han ønskede at gøre. Samtidig er det klart, at de respekterede hans selvbestemmelse, nemlig hans forudgående og velovervejede stillingtagen til den situation, han forudså. Da Odysseus stod bundet til masten, forhindrede folkene ham i at gøre, hvad han da ønskede at gøre, men de hjalp ham til at gøre det, han virkelig ønskede at gøre.
Falsk varebetegnelse?
Når serviceloven taler om indgreb i selvbestemmelsesretten (§109 a-e), er der faktisk tale om indgreb i handlefrihed. Tilmed er der kun tale om en snæver kategori af sådanne indgreb, nemlig magtanvendelse i form af fysisk tvang.
Dertil kommer, at de former for tvang, loven siger god for, er underlagt strenge begrænsninger. Det skal dreje sig om personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, og tvang skal være den eneste udvej for at hindre den pågældende i at skade sig selv eller andre.
Det pinlige er, at loven intetsteds bekender sig til værdien af respekt for selvbestemmelse. Her kan man sammenligne med loven om patientrettigheder. Den kræver informeret samtykke til enhver form for undersøgelse og behandling. Dermed forbyder den tidligere tiders løgn, manipulation, tvang mv. Jørgen Husted |
Loven gør det klart, at bestemmelserne handler om personer, hvor udøvelse af selvbestemmelse slet ikke kommer på tale –jævnfør Odysseus ved masten med stærkt nedsat psykisk funktionsevne.
Og loven gør det klart, at det alene handler om indgreb i handlefrihed: tvinge en person enten til at gøre noget, denne ikke ønsker, eller afholde personen fra at gøre noget, vedkommende ønsker at gøre.
Konklusionen er, at det, loven går så stærkt op i at sikre, er et udsnit af brugernes handlefrihed: frihed for tvang og forhindring, nærmere bestemt fysisk magtanvendelse. Det er indgreb under den overskrift, loven vil begrænse til det absolut nødvendige.
Det betyder, at man tror alvorligt fejl, hvis man tror, at loven med sine strenge begrænsninger af „indgreb i selvbestemmelsesretten“fastslår et princip om, at selvbestemmelsesretten i alle andre tilfælde skal respekteres. De relevante afsnit om „selvbestemmelse“handler som nævnt slet ikke om selvbestemmelse, og begrebet er i øvrigt helt ude af billedet i resten af teksten.
Det er med fuld ret, at loven gør så meget ud af at begrænse fysisk magtanvendelse til det absolut nødvendige. Forud for loven hørte man om mange eksempler på misbrug. Det var tilfælde, hvor man greb til tvang i stedet for omsorg, pleje eller socialpædagogisk bistand, oftest som følge af for knappe personaleresurser.
Problemet er, at loven med sit ordvalg er kommet til at føre falsk varebetegnelse. Den lader skinne igennem, at den har styr på det med selvbestemmelse –hvad den overhovedet ikke har.
Respekt for selvbestemmelse?
Nu er det selvfølgelig kun et problem, hvis selvbestemmelse er en grundværdi i socialt arbejde. Her er loven meget uklar. Den fremhæver bestandig vigtigheden af, at der træffes beslutninger i samarbejde med brugeren.
Den insisterer på, at man anstrenger sig for at indhente brugerens samtykke til de forskellige foranstaltninger, for eksempel boligskifte.
Hvorfor gør den det?
Ja, først og fremmest for at undgå, at man bliver nødt til at bruge fysisk magt. Men den slags „samtykke“kender vi jo fra Lockes eksempel med fangerne. Ved at lyve for mennesker, fortie, forholde sandheden, manipulere mv. kan man ofte få dem fra at gøre, hvad de ønsker, og til at gøre, hvad de ikke ønsker.
Det er midler, vi ikke har det godt med at tænke på, men hvis de er med til at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige, er det vel ok?
Kan det passe, at loven skal forstås sådan? At den med andre ord siger god for særdeles vidtgående indgreb i selvbestemmelsesretten, og dét for at begrænse indgreb i handlefriheden?
Det pinlige er, at loven intetsteds bekender sig til værdien af respekt for selvbestemmelse.
Her kan man sammenligne med loven om patientrettigheder. Den kræver informeret samtykke til enhver form for undersøgelse og behandling. Dermed forbyder den tidligere tiders løgn, manipulation, tvang mv. Samtidig præciserer den, at meningen med informeret samtykke er i videst mulige omfang at fremme patienters udøvelse af selvbestemmelse.
Det er den slags, der mangler i Serviceloven.