icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Etniske minoriteter

Farvel til relationerne?

Kæmpe udfordringer i vente på udsatte-området, forudser SL-næstformand Mogens Seider – ikke mindst må der faglig selvkritik til, mener han.

  • Af Jens Nielsen
  • 24-2005 /

Ordet farvel sagde han vist ikke, men han takkede for godt samarbejde, og der var da også en hel del afskedssalut over det, da afgående forbundsformand Mogens Seider holdt oplæg til det netværk, han har fulgt tæt gennem en årrække.

Først gennemgik han den aktuelle situation i forbindelse med kommunalreformen og den betydning, den får på hjemløse-området. Han konstaterede, at der med de nye rammeaftaler ikke er udsigt til den store udviklingsindsats fra kommunernes side – de vil i langt højere grad være driftsorienterede. Og så pegede han på den store usikkerhed, der svæver over hele reformen:

- Der er jo i dag ikke nogen slagskraftig evidensbaseret viden om, at kommunerne er gode til at arbejde sammen, noterede Mogens Seider med et skævt smil.

Derefter vendte han blikket mod egne rækker, og den afgående næsteformand gik ganske kritisk til værks i sin status over arbejdet med de udsatte og marginaliserede borgere. Der er nemlig god brug for selvkritik, mener han:

- Vi er stadig meget langt fra at realisere tanken om medborgerskabet. Vi har som socialpædagoger flyttet os, men langt fra nok. Rammer indsatsen, eller er det stadig ’vi ved bedst’-holdningen, der præger foretagendet. Har brugerne fået et aktivt liv ud fra deres egne ønsker, spurgte han.

Mogens Seider henviste til det store behov, der er for diskussioner på det etiske og holdningsmæssige område.
- Alene tilgangen om ’os’ og ’dem’ står i sig selv i vejen for medborgerskabstanken, noterede han sig.  

Mogens Seider pegede på de stigende krav om at nedbringe udgifterne på det sociale område, og på dilemmaet med at dokumentere og bevise værdien af den socialpædagogiske indsats.

- Det bliver en kæmpe udfordring. Hvordan får vi bevist, at jeres arbejde er lige så meget værd som andres? Ingen tvivl om, at SL og medlemmerne skal kaste sig ud i denne indsats, men det gælder om at holde balancen, sagde den afgående SL-næstformand:

- Der er ikke en eneste brugerperspektiveret undersøgelse, der viser, at brugerne vil have mere ekspertise. De vil have mennesker i øjenhøjde. Men det giver ikke en eneste krone procent mere, når man forhandler overenskomst, erkendte han.

- Vi er klasket op i et kæmpedilemma, og vi må spørge os selv, om vi er ved at rive værdierne i vores arbejde midt over – om vi er ved at sige farvel til relationsbaserede og overlade det til andre faggrupper, sagde Mogens Seider, der spåede, at der i de kommende år kommer langt flere kort- og uuddannede ind i relationsarbejdet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse