På sporet af det, der virker
Der er både store muligheder og tydelige grænser for brugen af evidens i det daglige socialarbejde, løb budskabet fra Campbell Centrets årlige Hvad virker-seminar
–Før i tiden havde socialarbejderne høj moral og god selvtillid, men masser af dårlige resultater. Nu er der masser af gode resultater, men socialarbejderne føler sig udsatte og ikke værdsatte. Det er da et paradoks!
Sådan lød ordene fra professor Brian Sheldon, University of Exeter, da han indledte Nordisk Campbell Centers årlige seminar om evidens i det sociale arbejde. Seminaret ’Hvad virker?’, der blev afholdt den 10. november, kredsede i en lang række oplæg og workshops om den eksisterende viden på det sociale område –og muligheden for at bruge denne viden.
Brian Sheldon mente i forlængelse af ovennævnte konstatering, at evidens kan være et redskab til at genopbygge selvfølelsen –blandt andet fordi arbejde, der hviler på evidens, giver nogle etisk retningslinier, en sikkerhed for, at man i hvert fald ikke gør nogen skade, og giver den enkelte nogle synlige redskaber.
Brian Sheldon konstaterede også, at socialarbejdere sjældent har dyb indsigt i forskningen på deres område. De kender til den, men kun i overskriftform.
–Socialarbejdere har nedarvet en trang til at handle, til at gøre noget, næsten uanset hvad, sagde han og videregav et råd som hans egen supervisor engang gav ham: Don’t just do something –sit there!
Efterfølgende gav Leif Gjørtz, der er familiechef i Århus Kommune, sit bud på den praktiske anvendelse af evidens. Han anførte, at man hverken skal under- eller overvurdere det videnskabelige grundlag for det sociale arbejde:
–Den evidensbaserede platform er indtil videre så smal, at det er nødvendigt at kombinere mange metoder. Men det er heller ikke nok –vi må trække på værdier og bruge dem som udgangspunkt, sagde han.
Leif Gjørtz pegede på, at mens en overlæge har forskningspligt, så har en socialarbejder nærmest forskningsforbud, og at evidensbaseret arbejde derfor handler om ledelse, nationalt og lokalt. I det lys undrede han sig over, at der i det netop indgåede SATS-puljeforlig kun er afsat 1 procent af midlerne til at måle effekten af de projekter, man sætter gang i.
Ind med modermælken
SL-formand Kirsten Nissen talte i sit oplæg om den faglige oprustning, der ikke er til at komme uden om i de kommende års øgede fokus på ’mere socialpolitik for pengene’. Hun pegede på SL’s bevidste brug af ordet videnskultur, fordi socialpædagogik ellers ofte får ’skyld’for at være gennemsyret af en holdningskultur.
–Men socialpædagogik er jo netop en blanding af viden, holdning og erfaringer, konstaterede hun.
Kirsten Nissen slog fast, at der er brug for både kvalitativ og kvantitativ forskning, og at SL ser store muligheder i den institutionsbaserede forskning. Og så understregede hun som mange andre talere, at der er et massivt behov for at skabe bedre sammenhæng mellem de pædagogiske uddannelser og forskningen.
–Den evidensbaserede tankegang og evne til at forstå og omsætte forskning til praksis skal ind med modermælken, sagde således Jan Håkon Hansson, rektor for Ersta og Sköndal-seminariet nord for Stockholm.
Han har gennem egne undersøgelser konstateret, at der stort set ikke undervises i selv de mest grundlæggende evalueringsværktøjer på socialuddannelserne.
–Men vi må have mere målbarhed og bedre styr på dokumentationen. For hvad er alternativet, hvad skal ellers definere faget? Egne fordomme? Andres? Eller politikernes, spurgte Jan Håkon Hansson.
Anders Hede er projektleder for Huset Mandag Morgens netværk om evidens, og han kom med nogle konkrete bud på, hvordan sammenhængen mellem forskning og praksis kan styrkes.
–Det kunne for eksempel være målrettet at uddanne udviklingsmedarbejdere, der med base ude på institutioner og tilbud skulle dele deres arbejde med halv tid i praksis og halv tid til forskning, lød et forslag fra Anders Hede.