Sex er i grunden også normalt
I mere end 30 år har sexolog Jørgen Buttenschøn og viceforstander Karsten Løt kæmpet for udviklingshæmmede og andre handicappedes ret til en seksualitet. Sammen har de skabt Seksualvejlederuddannelsen, der i år bliver gennemført for tiende gang
Den ældre herre i striktrøje svinger dildoen frem og tilbage.
Banker den ned i håndfladen for at understrege sine ord.
– Når det drejer sig om udviklingshæmmede, skal de seksualtekniske hjælpemidler virkelig være af kvalitet. Hvis en udviklingshæmmet bliver rigtig glad for hjælpemidlet, går det ikke, at det går i stykker, siger han.
Socialpædagogen har sat viceforstander Karsten Løt og sexolog og pensioneret forstander Jørgen Buttenschøn stævne for at høre om mere end 30 års kamp for udviklingshæmmede og andre handicappedes ret til seksualitet.
Karsten Løt håndterer dildoen med samme ligefremhed som en mand, der står med en agurk og fortæller om årets høst.
Tonefaldet signalerer fakta, ikke fnis.
– De hjælpemidler vi omtaler på Seksualvejlederuddannelsen, er ikke specialfremstillede til handicappede, men som seksualvejleder skal man have kendskab til, hvad der er på markedet. I nogle situationer kan man få brug for dildoer, der skal kunne bruges i bade, i andre situationer skal de være til at bide i, siger han.
For Karsten Løt og Jørgen Buttenschøn er det helt naturligt at tale om handicappedes seksualitet, men den naturlighed prægede bestemt ikke samfundet, da de for mere end 30 år siden begyndte at arbejde med feltet.
– Der blev stillet spørgsmålstegn, ved om udviklingshæmmede overhovedet havde nogen seksualitet, siger Jørgen Buttenschøn.
Det var lige før særforsorgen blev decentraliseret, og de udviklingshæmmede, der dengang blev kaldt åndssvage, boede på store centrale institutioner, hvor de gik i uniform og færdedes i store grupper.
| Fakta om Seksualvejlederuddannelsen Formål: At kvalificere til at løse de opgaver omkring handicappedes seksualitet, der er beskrevet i Socialministeriet vejledning: Seksualitet – uanset handicap. Målgruppe: Medarbejdere i social- og sundhedssektoren, plejeområdet og specialundervisningen mv. Indholdet er blandt meget andet: Almen seksologisk udvikling, handicap-relaterede seksuelle dysfunktioner, seksualtekniske hjælpemidler, barrierer, jura og seksualitet. Tidsperspektiv: Uddannelsen tager halvandet år og læses ved siden af et fuldtidsarbejde. Der er fem internater á nogle dages varighed plus hjemme- og projektopgaver. Pris: Godt 30.000 kroner inklusive internater og forplejning Uddannelsen er ikke tilknyttet en bestemt uddannelsesinstitution, men er for eksempel blevet kørt af skiftende amter eller som en privat uddannelse. På længere sigt er det Jørgen Buttenschøns og Karsten Løts drøm at uddannelsen bliver lagt ind under en offentlig myndighed. |
I takt med at den daværende forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen arbejdede for at normalisere forholdene for de udviklingshæmmede, så de for eksempel fik mulighed for at gå i deres eget tøj, ønskede han også at give dem ret til seksualitet.
– Han sagde, at sex er da i grunden også normalt, fortæller Jørgen Buttenschøn med et lille smil.
Dengang var han pædagogisk konsulent – eller overlærer som det hed – i Socialstyrelsen, og i 1973 fik han til opgave at undersøge, hvordan de udviklingshæmmede kunne få mulighed for at udfolde sig seksuelt.
– På den tid var der ellers nogen, der hævdede, at følelsesmæssige og seksuelle behov ligefrem var faldende sammen med intelligensen. Der blev givet seksualdæmpende medicin og etableret metoder i hverdagen, der kunne forhindre eller begrænse seksualitet, som for eksempel adskillelse af kønnene i separate afdelinger og hårdt arbejde mange timer dagligt. Jeg har selv arbejdet i en privat forsorgsinstitution, hvor en af metoderne til at få kvindelige beboere gjort mindre seksuelt attraktive og måske også mindre interesserede i den del af deres liv var at give dem kompensation i form af hygge, kager, slik og fed mad, fortæller Jørgen Buttenschøn.
– Man dopede udviklingshæmmede med seksualdæmpende medicin for at holde dem i ro. Hvis du tager ud og ser ældre mennesker på institutioner for udviklingshæmmede, kan du se, at nogle er blevet helt deforme. Der er kvinder med skægvækst og mænd med bryster som Marilyn Monroe, indskyder Karsten Løt.
Trusler om politianmeldelser
For at dokumentere datidens syn på udviklingshæmmede og seksualitet har Jørgen Buttenschøn søgt i gamle blade, manuskripter til foredrag og andet kildemateriale fra 60’erne og 70’erne.
Efteråret 1968 satte personalet på træningsskolen Mose Allé i Rødovre gang i en heftig debat, da de i deres fagblad S.Å.-pædagogen (S.Å. står for Statens Åndssvageforsorg, red.) rejste spørgsmålet om, hvorvidt hjælp til onani kunne overvejes for at hjælpe seksuelt frustrerede udviklingshæmmede elever. De stillede blandt andet en række forslag op, der beskrev, hvordan man kunne lære et andet menneske at onanere.
Reaktionerne udeblev ikke.
Allerede i næste nummer af S.Å.-pædagogen skrev overlægen på centralinstitutionen Hammer Bakker, Gunner Wad:
– Hvis jeg inden for det område, hvor jeg er ansvarlig eller medansvarlig for patienter optagne under åndssvageforsorgens hjælpeforanstaltninger, får pålidelige oplysninger om, at nogen funktionær, det være sig pædagog eller plejepersonale i praksis følger de anvisninger, der gives i nævnte artikel – altså går til seksuelle håndgribeligheder over for vore patienter – så vil jeg aldeles omgående og uden forudgående forhandling til nogen side se det som min pligt at anmelde vedkommende til politiet.
Mange andre bakkede Gunner Wad op, men i 1969 slog Bank-Mikkelsen fast, at:
– …. De (Åndssvage) har ret til et seksualliv som alle andre, men tillige ret til, hvis deres handicap tilsiger det, at få hjælp til at administrere deres seksualliv, så det kan tilpasses de til enhver tid gældende samfundsnormer på dette område. (…) jeg ved, at sikkert langt den største del af vort klientel har seksuelle behov, og jeg kender ingen lovbestemmelse, der giver administrationen ret til at fratage dem dette behov eller hindre dem i at få det tilfredsstillet…
Kurser og konferencer
På opfordring af Bank-Mikkelsen arrangerede Jørgen Buttenschøn, der snart indledte et tæt makkerskab med Karsten Løt, op gennem 70’erne og 80’erne mange forskellige konferencer og kurser om handicappede og seksualitet.
Især i begyndelsen oplevede de, at emnet var meget tabubelagt. For eksempel kneb det gevaldigt med at finde deltagere til en sexologikonference, der blev afholdt i 1973 og dels skulle bestå af foredrag, dels af at deltagerne fortalte om deres egne erfaringer.
– Flere ringede til mig og fortalte, at de gerne ville med, men at de ikke turde, fortæller Jørgen Buttenschøn.
Da han senere rejste landet rundt med foredrag, temadage og kurser, modtog han også breve med trusler og beskyldninger om at være svinsk og uterlig. Nogle var underskrevne, andre anonyme.
Langsomt begyndte holdningerne dog at ændres.
– Det hjalp meget, at vi fik stor støtte fra forældreorganisationen LEV. En mor gik for eksempel ud på konferencer og kurser og sagde: Vores datter er af kød og blod. Hun har også et seksualliv, det kan vi se, når hun er hjemme… Vi skal være taknemmelige over at nogle vil tage sig af det, fortæller Karsten Løt.
| Seksualvejlederne bliver brugt Det store flertal af deltagerne i en rundspørge som fagbladet Socialpædagogen har lavet til danske døgn- dag- og andre tilbud for handicappede har gjort brug af seksualvejledere. 22 af 27 institutioner har gjort brug af seksualvejledere udefra, og derudover har nogle tilbud selv interne medarbejdere med seksualvejlederuddannelsen. Nogle tilbud har blandt andet brugt seksualvejledere til at instruere brugere i onani – for eksempel ved at fortælle hvordan de skal gøre eller ved at føre brugerens hånd. |
Allerede i 1973 foreslog Jørgen Buttenschøn, at der skulle laves en vejledning, der pointerede hvordan medarbejderne skulle forholde sig til beboerne/brugernes seksualitet.
– Jeg er ikke doven, det kan jeg love dig for, men det tog 17 år før vejledningen kom, siger Jørgen Buttenschøn.
Det skete i 1989, da Socialstyrelsens vejledning ”Seksualitet – uanset handicap, vejledning vedrørende seksualundervisning og seksualoplæring af mennesker med ophold i institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap” udkom. Den slog fast at mennesker med vidtrækkende handicap ikke alene har ret til et seksualliv. De har også ret til at få hjælp til det.
I 2001 blev vejledningen revideret og udvidet, så den nu omfatter alle voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, altså blandt andre også demente, sindslidende og hjerneskadede.
I vejledningen bliver de juridiske aspekter præciseret, så det for eksempel står helt klart, at man gerne må yde hjælp til onani, hvis personen er over 15 år og selv ønsker det.
I dag vurderer Jørgen Buttenschøn, at det er alment anerkendt, at udviklingshæmmede og andre handicappede har en seksualitet som alle andre.
– Jeg tror stadig, mange medarbejdere synes, det er svært at arbejde med, men der er enighed om, at det er en seksualitet man skal tage alvorligt, siger han.
Seksualvejlederuddannelsen
I 1992 udviklede Jørgen Buttenschøn og Karsten Løt sammen en længere seksualvejlederuddannelse, der strækker sig over halvandet år sideløbende med andet arbejde. Ud over faktuel undervisning handler uddannelsen også meget om etik og holdninger. (Se faktaboks.)
I år kører det tiende hold.
– Grundelementerne er de samme som da vi begyndte, men vi gør mere og mere ud af holdningsudvikling, etik og egenudvikling. Kursisterne skal ind og mærke, hvor deres egne grænser er, men de skal ikke sige: Her er mine grænser! Punktum. De skal være indstillet på, at grænser er noget, der kan flyttes. Jeg sammenligner det med, at mange i begyndelsen siger adr., hvis de skal have noget at gøre med afføring, men det er jo også noget man må bide i sig. De mennesker skal vaskes og gøres pænere…
På samme måde bliver det efterhånden lige så almindeligt at hjælpe med det seksuelle, men det er klart, at der skal gå et stykke tid. Man kan ikke sige til en ung, nyuddannet pædagog, at nu skal du lige gå ind og hjælpe fru Hansen med at onanere… Vejledningen pointerer også, at det ikke er noget, den enkelte pædagog selv har pligt til at gøre, men man har pligt til at finde nogen, der kan hjælpe, siger Jørgen Buttenschøn.
De første hold seksualvejledere arbejdede hovedsagelig med udviklingshæmning, men i dag retter uddannelsen – i lighed med vejledningen – sig mod mennesker, der arbejder med mange forskellige handicapgrupper.
Jørgen Buttenschøn tilskriver Bank-Mikkelsen en stor del af æren for, at udviklingen begyndte med de udviklingshæmmede.
Og så var det nok også fordi, de udviklingshæmmedes seksualitet kom op til overfladen, fordi de sad og gramsede sig i skridtet eller angreb personalet. Andre handicappedes seksualitet var mere skjult, og så er der heldigvis sket det, der ofte sker: Der opstår noget nyt inden for et specialområde, hvor problemet er mest tydeligt, og så spreder det sig til andre områder.
| Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af seksualitet Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov, og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet. Seksualitet er ikke synonymt med samleje. Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det ikke summen af vort erotiske liv. Dette kan være en del af vor seksualitet, men behøver ikke at være det. Seksualitet er så meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet. Den bliver udtrykt i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er ligeså meget dette at være sensuel, som at være seksuel. Seksualitet har indflydelse på vore tanker, følelser, handlinger og samhandlinger og derved på vor mentale og fysiske helse. Og da helse er en fundamental menneskeret, så må også seksuel helse være en basal menneskeret. (“Report of a consultation and research findings for WHO” af T. Langfeldt and M. Porter) |