Samtaler med de dødeligt sårede
De hjemløse fanges ofte i et catch 22 i sagsbehandlingen: Deres egentlige problemer er så store, at både socialarbejderen og den hjemløse selv i stedet søger at løse mere overkommelige problemer, siger Tobias Børner Stax – han har været fluen på væggen i møderne mellem hjemløse og systemet
Det så mildest talt pudsigt ud: Med en uges mellemrum kom to pressemeddelelser fra Socialforskningsinstituttet om to forskellige undersøgelse af de hjemløses vilkår. Det pudsige var overskrifterne: Den første pressemeddelelse havde over- skriften: “Hjemløshed er ikke permanent”.
Den anden lød: “Hjemløse parkeret i det sociale system”.
Umiddelbart selvmodsigende, men læser man sig lidt ind på de to undersøgelser, er der egentlig ikke nogle modsætninger. De to undersøgelser er vidt forskellige, og gruppen af hjemløse er på samme måde meget sammensat.
Den første SFI-undersøgelse, “Ud af hjemløshed?”, kigger bredt på hele gruppen af hjemløse og ser på, hvordan gruppens livsvilkår udvikler sig over en årrække. Den viser, at det først og fremmest er kvinder med børn, der har boet en periode på en familieinstitution, som har fået bolig. For gruppen af mænd i 30-40 års alderen, der har et misbrug oven i hjemløsheden, ligger det langt sværere.
- Pressemeddelelsen for den kunne lige så godt have haft den modsatte overskrift, siger Tobias Børner Stax. Han er sociolog, har en nær fortid på SFI, men er nu ansat i konsulent-firmaet Rambøll Management.
Han peger på, at ganske vist viser “Ud af hjemløshed?”, at godt halvdelen af de hjemløse i løbet af en femårig periode finder en bolig og bedre livskvalitet. Men det betyder jo også, at knapt halvdelen efter de fem år fortsat er boligløse.
Selv er Tobias Børner Stax forfatter til den anden undersøgelse, en ph.d.-afhandling med den forunderlige titel “Duetter fra anden sal på Slottet”. Den viser, at der er for få fremadrettede tiltag over for den hjemløse beboer på herbergerne, og bebo- erne alt for ofte netop bliver parkeret - og parkerer sig selv - i det sociale system.
Den gruppe, han har beskæftiget sig med, er med hans egne ord de tunge drenge. Dem, han i afslutningen af sin undersøgelse, beskriver som den gruppe, der både af andre og sig selv bliver betragtet som “dødeligt sårede: blandt de klienter i det sociale system, som det vurderes at være for omkostningsfyldt (eller måske ligefrem nyttesløst at forsøge) at bringe videre”.
- De får en slags ‘der er alligevel ikke andet at gøre-hjælp’, konstaterer Tobias Børner Stax.
Hvad er det, der sker?
Han medgiver, at titlen på hans egen undersøgelse kræver en forklaring.
- Altså, dels er det en henvisning til den svenske film “Sange fra anden sal” (surrealistisk, drømme/mareridts-agtig billedfabel, red.), og så er det blevet duetter, fordi det handler om samtaler mellem klienterne og sagsbehandlerne. Og slottet, det er forvaltningen og hentyder til Kafkas roman, hvor hovedpersonen bevæger sig rundt i en slags meningsløshed i de samme tomme rum, hvor der reelt ikke sker noget, fortæller Tobias Børner Stax.
Fri og ufri på Slottet: |
Gennem en periode på fem måneder havde han sin daglige gang på et herberg og var flue på væggen i de hjemløses kontakt med det offentlige system. Han har været med til alle mulige slags møder på social- og rådgivningscentre og har analyseret samtalerne og de tankesæt, der ligger bag hos både socialarbejdere og hjemløse.
Hvad er det, der sker, når en hjemløs sætter sig i stolen over for sagsbehandleren? Hvad siger de til hinanden? Hvilket sprog taler de? Forstår de faktisk hinanden? Og hvad er de skrevne og uskrevne regler? Hvilke roller tildeler de hinanden?
I sin undersøgelse ser Tobias Børner Stax ikke på motiverne bag samtalerne - kun på, hvordan de forløb, hvad der blev sagt og rent faktisk skete.
Til hans egen overraskelse var det ikke svært at komme med til samtaler, selvom det for nogle tog længere tid end andre at åbne op for muligheden, og andre slet ikke brød sig om det:
- Jeg blev ikke introduceret over for beboerne, men gik bare rundt på herberget. Folk var nysgerrige og ville vide, hvad jeg lavede der, og efter et par dage tog jeg sådan lidt spontant med til et møde på Folkeregistret. Senere kom så besøgene på socialcentrene. Nogle så helt klart en strategisk fordel i, at jeg var med som en slags vidne, mens andre følte, at de ville save den gren over, de selv sidder på. Det hænger selvfølgelig sammen med de oplevelser, de hver især haft i fortiden, siger han.
Og ligesom oplevelserne er forskellige, er de hjemløse det.
- Jeg opgav hurtigt enhver ide om, at det at være hjemløs er én position, hvor man har de samme mål og ønsker, fortæller Tobias Børner Stax.
Catch 22
Da først Tobias Børner Stax begyndte at zoome ind på møderne mellem den hjemløse og socialarbejderen, stod det klart, at det, der udefra helt indlysende er det centrale problem - nemlig hjemløsheden - ikke stod øverst på dagsordenen. Bolig-problemet er svært at løse umiddelbart, og måske derfor flyttes fokus over på andre, mere tilgængelige problemer.
- Misbruget - og særligt stofmisbruget - fylder meget i de her samtaler. Det bliver til det overordnede problemer, som der skal gøres noget ved, før de andre ting kan komme på banen. Misbruget blokerer i den optik for, at der kan blive gjort noget ved noget andet. Men paradoksalt nok så er der ikke ret mange bud på en løsning af misbrugsproblemet. Der bliver ikke sat handling bag. Så mange af de hjemløse ender i sådan et catch 22, hvor det ene problem ikke kan løses, fordi der er et andet problem, der står i vejen for løsningen, mens der ikke bliver gjort noget for at løse dette andet problem, siger Tobias Børner Stax.
På samme måde kunne mange af de hjemløse efter hans mening få det bedre, hvis de fik førtidspension, men selv om der ikke er de store konkrete fremtidsbud fra forvaltningens side, så fastholdes den hjemløse på kontanthjælpen, for det kunne jo være, der var en løsning.....
Tobias Børner Stax mener, at der på den måde skabes et problemhierarki, hvor misbruget blokerer for anden hjælp, hvor den hjemløse fastholdes som hjemløs, og hvor den hjælp, der gives, får karakter af ad hochjælp.
Begge parter læner sig op af en mønsterfortælling, der ligger under sagsbehandlingen: en slags forventning om, hvad der vil, kan og skal ske.
- De ligger der uerkendt, mønsterfortællingerne, de findes ikke formelt. Alle handler jo ud fra et reelt ønske om, at der skal anlægges et helhedssyn, men praksis er alligevel anderledes. Når sagsbehandleren støder ind i et misbrugsproblem, så er der ikke noget handlingsimperativ - ikke noget, der siger, at, nå, så skal vi gøre det og det. I stedet kommer samtalerne i høj grad til at handle om nuet, om det, der kan gøres noget ved, og så ryger orienteringen mod fremtiden. Og det er ikke kun socialarbejderen, der styrer i den retning - det gør klienten også, siger Tobias Børner Stax.
Der er altså konsensus om, hvad der er ‘den slagne vej’ - men reelt kommer det til at betyde, at den hjemløse fortsat anses for at være ‘uden for social rækkevidde’, siger han.
Hvem bestemte det?
Som vidne til i alt 67 samtaler mellem en hjemløs og en socialarbejder og med den analyse, han efterfølgende har lavet af samtalerne, kan Tobias Børner Stax også tegne et billede af dialogen mellem de to parter. Langt fra noget entydigt billede, men alligevel med nogle tydelige mønstre.
I sin evaluering af samtalerne taler han om to ordener, som præger ordvekslingen: Den institutionelle orden og den interaktionelle orden. Hvis samtalen er præget af den institutionelle orden, så henholder parterne sig de regler og formaliteter, der er gældende på for eksempel et socialkontor. Hvis det interaktionelle vejer tungest, er det forholdet mellem de to involverede og det, de kan ‘finde ud af’ sammen, der tæller mest.
"Mange afgørelser bliver truffet på et uigennemskueligt grundlag på baggrund af en masse i sig selv partikulære hændelser, som får noget til at ske eller ikke ske – og hvor der ikke rigtigt er nogen, der har truffet beslutningen. " |
Tobias Børner Stax’ gengivelse af sagsbehandlerens ofte ambivalente forhold til sin egen rolle, er sikkert genkendeligt for andre socialarbejdere: Samtidig med at de skal holde fast i reglerne, markerer de også en modstand mod deres egen kontrolfunktion, og ofte kan det være svært at gennemskue, hvad der er regler, og hvad der er hold- ninger. - En lov er jo ikke bare en lov - et skøn ikke bare et skøn. Mange afgørelser bliver truffet på et uigennemskueligt grundlag på baggrund af en masse i sig selv partikulære hændelser, som får noget til at ske eller ikke ske - og hvor der ikke rigtigt er nogen, der har truffet beslutningen, siger Tobias Børner Stax.
Men han mener ikke, der er grund til at udpege sagsbehandleren som ene-ansvarlig for, at det går som det går: - Sådan en samtale er et dialogisk projekt - det er noget den hjemløse og socialarbejderen gør sammen, det er en co-produktion.
Rollefordeling
Men at begge parter har part i udformningen og udfaldet af samtalen, betyder jo ikke, at der ikke er en skarp rollefordeling. Men magtfordelingen er ikke altid så entydig, som man måske kunne tro, siger Tobias Børner Stax: Nogle hjemløse optræder ydmygt og undskyldende, andre slår i bordet.
- Klienterne er jo ikke altid svage klienter. De er også handlende subjekter, stærke klienter. Det er meget forskellige sange, der synges på anden sal, konstaterer han.
Han fortæller om en af de hjemløse, han var med til et møde på socialcenteret. Han ville have nogle penge til et eller andet, men sagsbehandleren startede med at afvise det blankt. Det fik den hjemløse til ganske enkelt at læne sig tilbage og nægte at forlade kontoret.
- Han kunne jo godt se, at køen ude foran døren voksede og han tog det helt med ro. Så sagde sagsbehandleren, at, jo, pengene kunne han godt få, men først næste dag, for sådan var det. Men den hjemløse blev siddende, for han ville have sine penge, og til slut gik sagsbehandleren nogle minutter og kom tilbage og sagde, at nu kunne han bare gå ned til kassen, så lå pengene der.
På samme måde kan både socialarbejdere og hjemløse bruge tavshed og den afventende attitude som et magtmiddel og en måde at styre dialogen på: Hvis man ikke siger noget, tvinger man modparten til at producere yderligere argumenter, og så ender vedkommende i defensiven med at skulle forklare og forsvare. Sådan en samtale er enten en kamp eller en dialog, påpeger Tobias Børner Stax.
Forfra om igen hele tiden
Et af de store problemer i kontakten mellem den hjemløse og socialcentrene var - og er - den over-mobilitet en hjemløs af naturlige årsager ofte har. Så holder man til her, så bor man lidt der, og så er man tilbage igen. Det betyder, at den hjemløse mere som reglen end som undtagelsen har forskellige sagsbehandlere:
- Antallet af de første introduktionssamtaler er svimlende, og de opfølgende samtaler tilsvarende få. Hvis jeg var med til 14- 15 introduktionssamtaler, var jeg måske til to-tre opfølgningssamtaler. Hos de hjemløse, jeg var i kontakt med, var der en klar forventning om ikke at se den samme sagsbehandler mere end højest et par gange, fortæller Tobias Børner Stax.
Det giver en vis frihed og uforpligtethed for den hjemløse, men det gør det selvfølgelig svært at komme i dybden, og selvom man i København nu venter tre måneder med at sende journaler og papirer fra et socialcentre til et andet mod før kun én måned, hvis en hjemløse skifter base, så tror Tobias Børner Stax ikke, det hjælper.
- Det er da bestemt et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok, mener han.
- Måske er det en af hovedkonklusionerne i undersøgelsen: Den almindelige antagelse er, at hvis man vil lave godt socialt arbejde, så skal man have alle papirerne og kender historikken for den enkelte. Og det er jo også godt, hvis det er en stabil gruppe, vi taler om. Men det virker overhovedet ikke over for de hjemløse, påpeger han.
Et nyt nedre lag?
På herbergssiden og i det socialpædagogiske arbejde er der sket store forbedringer i arbejdet med de hjemløse i de senere år, mener Tobias Børner Stax.
- Der er kommet meget mere socialpolitik ind på herbergerne. Man bruger mange flere ressourcer på at støtte beboerne på mikroniveauet: at gå med dem til møder, gå ind i deres sager - på at gøre herbergerne til omdrejningspunktet, siger han.
Det skyldes blandt andet den professionalisering, der er kommet på personalesiden:
- Der er jo sket en stor opkvalificering, hvor der er blevet ansat pædagogiske personale. Man er gået fra at have vagter, der gik og holdt ro og orden, til at have faggrupper, der kan gå ind på helt andre måder, konstaterer Tobias Børner Stax.
Det betyder også, at man kan arbejder med beboerne på helt andre måder, støtte og vejlede, men også møde dem i øjenhøjde og give dem modstand på en kvalificeret måde.
- Men det betyder også, at der er nogle, der takker nej til herbergerne. Vi ser flere og flere, der overnatter i natcafeer og i herbergernes opholdsarealer - altså uden at være indskrevet. De vil ikke kontrolleres. Så på den måde har vi skabt et nyt nedre lag, er jeg bange for, siger Tobias Børner Stax.