icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Indhold er vigtigere end tal

“Hvis en socialpædagog skal bruge sine kompetencer til billedkommunikation, er det relevant med en arbejdsprøvning på en institution for hjerneskadede. På den måde kan flexjobberen også give hele arbejdspladsen et løft.”

  • Af Kaj Frederiksen forbundskasserer
  • 20-2005 /

For nylig gik Dansk Arbejdsgiverforening i pressen med en håndfuld tal, som viser, at mange nye flexjobbere for et år siden passede et helt almindeligt job. Arbejdsgiverne dagsorden var svær at overse: folk i flexjob kan sagtens arbejde på normale vilkår, det er simpelthen for attraktivt at være i flexjob. Anledningen var, at flere og flere får eller søger et flexjob.

Vores erfaringer her i SL ser helt anderledes ud. Når en socialpædagog får et flexjob, sker det som regel efter en lang proces, hvor medlemmet har været igennem samtaler, lægefaglige vurderinger, arbejdsprøvning, udtalelser og så videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen frivilligt går ind til det, hvis de sagtens kan passe deres arbejde.

I stedet skal vi vel se på, hvordan vi undgår, at folk bliver syge af at gå på arbejde. Som fagforbund arbejder vi konstant for et arbejdsmiljø, der ikke slider folk ned. Men hvis skaden er sket, er et flexjob ofte det eneste alternativ til førtidspension eller ledighed.

I SL's jobformidlingsprojekt arbejder vi også med at hjælpe medlemmerne med flexjob. Ofte lykkes det på den hidtidige arbejdsplads og andre gange er det bedre, at medlemmet søger nye græsgange.

Vi har desværre oplevet, at pædagoger ikke får udnyttet deres erfaringer og personlige kompetencer i et flexjob. Indholdet i jobbet er ganske enkelt skudt ved siden af. For eksempel blev det klart for en tillidsrepræsentant på en stor arbejdsplads i Storstrøms amt, at han havde en kollega med spidskompetencer i forhold til at tilrettelægge arbejdsplaner. Hendes opgave var imidlertid at gøre rent i køkkenet og smøre madpakker til beboerne.

Det er vigtigt, at arbejdsprøvningen stemmer med jobbet. Hvis en socialpædagog skal bruge sine kompetencer til billedkommunikation, er det relevant med en arbejdsprøvning på en institution for hjerneskadede. På den måde kan flexjobberen også give hele arbejdspladsen et løft.

Et flexjob kan sikre, at folk kan blive ved med at arbejde, selvom de ikke kan klare helt så meget som andre. Men det skal selvfølgelig være et velforberedt flexjob med et nøje beskrevet jobindhold. Det væsentlige er ikke, hvor mange, der er i flexjob - men hvad de laver.