icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Lederdebat

Gode lederforhold er godt for alle

– Uden gode ledere får vi ikke attraktive arbejdspladser, siger næstformand Mogens Seider i anledning af, at SL udsender et debatoplæg om lederrollen og om ledernes forhold til SL. Han indbyder alle til at blande sig i debatten

  • Af Kurt Ladefoged
  • 11-2005 /

–Det er meget få steder, man har en god arbejdsplads, hvis man ikke også har en god leder. Når SL derfor arbejder for gode forhold for lederne og på at skaffe gode ledere på de socialpædagogiske arbejdspladser, så bidrager vi også til at forbedre forholdene for SL’s øvrige medlemmer.

Det siger næstformand Mogens Seider, der som sit ansvarsområde blandt andet har ledergrupperne i SL.

Forbundet har netop udgivet debatoplægget „SL og lederne –strategi og visioner“, som gerne skulle føre til, at SL’s hovedbestyrelse kan vedtage en egentlig lederpolitik. Det vil sige en politik, der både sætter fokus på ledernes mulighed for at være gode ledere og deres vilkår som medlemmer af SL.

–Vi sætter debatten i gang, fordi vi har en strategi om, at det er vigtigt for socialpædagogikken som profession at skabe arbejdsbetingelser, hvor lederen og medarbejderne i fællesskab kan udvikle deres faglighed, siger Mogens Seider.

Lederne i dobbeltpres
–For der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne helst vil have ledere, der har fokus på det administrative og det strategiske og dermed får en tæt tilknytning til den politiske forvaltning. På den anden side står medarbejderne og forlanger, at lederen behersker såvel pædagogfaglige færdigheder som personaleledelse. Det vil sige at lederen også kan varetage supervision og faglig sparring og lignende. –Det giver os en tro på, at socialpædagogiske ledere også i fremtiden skal rekrutteres blandt personale med pædagogfaglig baggrund, siger Mogens Seider.

Men dertil er på det seneste opstået et nyt fænomen, der efter hans opfattelse også har en væsentlig betydning for fremtidens lederdebat.

–Det nye fænomen er en stadig større mellemledergruppe. Mellemlederne er faktisk ved at overtage det direkte ansvar for det pædagogfaglige indhold på arbejdspladsen samtidig med, at de også i stadig større grad er involveret i personaleledelsen.

–Måske hænger det sammen med, at lederen i stigende omfang er trukket ud af det daglige arbejde for at varetage de administrative og politisk-strategiske opgaver. Det er opgaver, der oftest skal klares uden for institutionen, sådan at lederen mere kommer til at agere som en slags „udenrigsminister“, mens mellemlederen må klare „indenrigsministerposten“.

–Derfor bliver vi efter min opfattelse også nødt til at tænke mellemlederrollen ind i debatten, når vi drøfter den overordnede lederrolle og ledernes forhold til SL.

–Jeg håber, at rigtig mange –ikke kun lederne –vil deltage i debatten om fremtidens lederforhold på SL’s hjemmeside og i de lokale debatter, der nu arrangeres. Jeg tror på vigtigheden af, at vi er i dialog med hinanden –hvad enten vi er ledere, tillidsrepræsentanter eller almindelig medarbejdere.

Forudsætningen for, at SL kan implementere sine faglige strategier, er, at vi er i konstant samspil med lederne, og hvor vi respekterer hinandens ønsker og behov. Og det stiller krav til begge parter, fastslår Mogens Seider.

Debatoplægget bliver udsendt med næste nummer af „SL herude“sammen med et debatoplæg om lederløn og et debatoplæg om mellemlederopgaven. Du kan deltage i debatten og finde alle debatoplæg på SL’s hjemmeside www.sl.dk/lederdebat

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere