Peter Høilund om anerkendelse og medbestemmelse
Peter Høilund fra Roskilde Universitetscenter talte om, at anerkendelse er nødvendig for at udvikle en socialt velfungerende identitet - og at institutionelt socialt arbejde i højere grad er kendetegnet af disrespekt end af anerkendelse
Vil du helst have lov til at forfølge dine egne ambitioner om det gode liv, eller vil du helst have sat ti millioner kroner ind på din bankbog?
Spørgsmålet blev - let omformuleret - stillet af lektor og jurist Peter Høilund fra Roskilde Universitetscenter, der på Pædagogiske Dage 2005 holdt oplæg om anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde.
- I behøver ikke svare, men det, der ligger i det, er, at etisk autonomi (at man så vidt muligt kan forfølge sine egne ambitioner om det gode liv, red.) er noget meget værdifuldt, fastslog Peter Høilund.
I sit indlæg refererede han til forskellige samfundsteoretikere, blandt andre tyskeren Rainer Forst.
- Forst hævder, at det at være arkitekt i sit eget liv er noget meget, meget vigtigt. Et vigtigt velfærdsgode, sagde Peter Høilund, der mener, at de fleste socialarbejdere og socialchefer på papiret vil skrive under på udtalelsen.
- Det er et paradoks, for alle er enige i, at medinddragelse og medindflydelse er et gode, og alle undersøgelser viser, at det sker ikke. Man kan blive helt bibelsk og sige: Alt det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Alt det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.
Sociologiprofessor Peter Gundelach har sammenfattet, at når en borger møder op i en socialforvaltning, mødes han af tre fortællinger: 1) Jeg ved, hvem du er. 2) Jeg ved, hvad der er godt for dig. 3) Jeg har delvist midlerne til det.
- Fortællingen burde jo være: 1) Jeg ved ikke, hvem du er. 2) Jeg ved ikke, hvad der er godt for dig. 3) Når vi kommer så vidt, har jeg visse midler til at gennemføre det, vi finder ud af, siger Peter Høilund.
Hvis man vil gøre alvor af at give borgerne etisk autonomi, mener Peter Høilund, at den tyske socialfilosof Axel Honneth kan bruges som et skridt på vejen. Han har sat sig for at undersøge, hvordan man udvikler en socialt velfungerende identitet og er nået frem til, at det kræver anerkendelse på tre niveauer:
1) Kærlighedsanerkendelse i de helt nære relationer, især mellem mor og barn. Dette er betingelsen for udvikling af basal selvtillid.
2) Retlig anerkendelse, det vil sige en institutionel anerkendelse af, at den enkelte borger er et ligeberettiget medlem af samfundet. Dette er betingelsen for, at et menneske kan opnå selvagtelse, så det naturligt optræder som samfundsborger.
3) Anerkendelse af den enkelte for vedkommendes særlige egenskaber, for eksempel ens evner inden for et bestemt fag. Dette er ifølge Honneth betingelsen for at udvikle følelsen af selvværd.
- Hvis de tre anerkendelsesformer har været til stede, vil man udvikle sig til en god samfundsborger. Men hvor kommer man hen, hvis man ikke har fået anerkendelse på nogen måde, spørger Peter Høilund, der hurtigt får svar fra salen:
- I fængsel eller på psykiatrisk hospital.
Derpå konkluderer Peter Høilund:
- Alt socialt arbejde burde handle om spørgsmålet: Hvordan kan jeg støtte det menneske, jeg nu arbejder med, i at udvikle en socialt velfungerende identitet?
Samtidig medgiver han, at det kan være meget svært, når økonomiske hensyn spiller en stigende rolle i det sociale arbejde, og at den enkelte socialarbejder har svært ved at forandre noget.
- Der er grænser for, hvad I kan gøre, når I er en del af institutionerne. Det gælder om at få kollegaerne med.