icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Psykisk arbejdsmiljø

Her taler de ud om alt det svære

I Bocenter Harridslev øst for Randers tager man sig tid til at tale om det, der er svært i arbejdet med de omsorgskrævende beboere

  • Af Kurt Ladefoged
  • 24-2005 /

Da Socialpædagogen afslutter sit besøg på Bocenter Harridslev skal forstander Hanna Bonde videre for at besøge en medarbejder, der er langtidssygemeldt. Besøget er et eksempel på, hvordan arbejdspladsen tackler sygefravær som en del af arbejdet med at bevare et godt psykisk arbejdsmiljø. –Vi kan se, at vores sygefravær ligger i den lave ende, når vi sammenligner os med andre institutioner her i amtet, siger forstander Hanna Bonde.

–Jeg tror det skyldes, at vi har den praksis, at hver gang en medarbejder har været udsat for en arbejdsskade eller en episode med en beboer, så analyserer vi straks, hvad vi kunne have gjort anderledes.

–På samme måde når vi kan se, at en medarbejder har det svært, så går vi ud og taler med vedkommende. Også selv om det har relation til privatlivet. Hvis en medarbejder har været syg i mere end en uge, skal en af os tage kontakt til vedkommende for at høre, hvad vi kan gøre.

Bocenter Harridslev huser 24 beboere i alderen 20-70 år. Der bor multihandicappede og ældre velfungerende udviklingshæmmede, der har gennemlevet hele åndssvageforsorgens udvikling. Der er tale om beboere, der spænder vidt i forhold til funktionsniveau og støttebehov.

–Det er mennesker, der har brug for en vidtspændende pædagogik og pleje. Vores opgave er, at beboerne oplever en høj grad af livskvalitet, og at vi hjælpe dem til at bevare deres værdighed i alle livets anliggender, siger tillidsrepræsentant Mette Krause. –Som medarbejder bliver vi påvirket fysisk og psykisk i det daglige arbejde,og derfor taler vi på vores personalemøder meget om det

psykiske arbejdsmiljø. Samtidig har vi det på dagsordenen på vores lokale MED-udvalgsmøder –ja på alle niveauer. Det er en del af institutionens kultur, understreger Mette Krause.
–Vi taler i det hele taget om alle de svære ting i dagligdagen, både når vi møder på arbejdet, og inden vi går hjem igen, indskyder sikkerhedsrepræsentant Joan Høgh.

–Vi kalder det „rens-ud-samtaler“, når der er noget vi skal snakke om. Det handler om, at man sørger for at få nævnt det, der trykker, men også at huske det positive –det som giver energi og ikke kun det negative.
–Det er ikke en skam at føle sig magtesløs. Men det er forkert ikke at indrømme det.

Alle skal have ejerskab
Hanna Bonde fortæller, at hun har udarbejdet fraværspolitikken på baggrund af SL’s værktøjsmappe „Den Gode Arbejdsplads“.
–Jeg har gjort meget for at inddrage medarbejderne i fraværspolitikken, og jeg fornemmer, at medarbejderne føler ejerskab til den, samt i det hele taget interesserer sig for, hvordan kollegerne har det.

Det kan Joan Høgh nikke bekræftende til:
–Vi holder et fælles morgenmøde for alle tre huse hver formiddag klokken 9:30 for at høre, hvordan det går i hvert enkelt hus. Desuden har vi afdelingsmøder og fællesmøder, hvor vi tager emner op, som har fælles interesse: fraværspolitik, arbejdsmiljø, alkoholpolitik eller nye pædagogiske tiltag.

Mette Krause: –Vi lægger meget vægt på, at vi holder kurser, hvor alle i afdelingen deltager. Når vi har oplevet det samme, brænder vi også for det samme bagefter.
Hanna Bonde: –Selv om man hører til en bestemt afdeling, er det vigtigt, at man også ved, hvad der sker i de andre huse. For der kan jo somme tider være opgaver, som kræver, at andre hjælper til. Det ligger i vores kultur herude, at sådan gør man. Ingen får lov til at stå alene med store problemer.

–Udover det pædagogiske samt det social- og sundhedsfaglige personale inddrager vi også pedel, rengørings- og køkkenpersonale i arbejdsfællesskabet, så vi engagerer den enkelte medarbejder i, hvad vedkommende kan gøre for at bidrage til den gode arbejdsplads.
–Det er min opfattelse, at vi her på arbejdspladsen kan få den indflydelse, vi ønsker, tilføjer Mette Krause.

Fælles værdier
–Det er jo også med til at øge motivationen. Samtidig må det også godt være sjovt at gå på arbejde. Vi er som mennesker forskellige, men vi er gode til at bruge hinanden. Jeg kan lidt, du kan lidt og sammen kan vi meget. Det tror jeg virker.

–Vi sørger også for indgående at få diskuteret det fælles værdigrundlag, vi arbejder efter: Respekt, åbenhed, ansvarlighed, loyalitet og positivitet. Her har vi været ude og diskutere det indgående med alle medarbejdere for at høre, hvad hver enkelt lagde i begreberne. Det er en lang proces, men jeg tror den har været det værd, fastslår Mette Krause.

–Ja, det er vigtigt, at vi erkender, at vi befinder os i en konstant proces og hele tiden må arbejde med vores værdier, holdninger og pædagogiske virkemidler, tilføjer Hanna Bonde. –Vi skal turde tage diskussionerne. Det er det, der udvikler. Vi skal hele tiden reflektere over det, vi gør. Selv om vi kun har eksisteret i omkring seks år, har vi lavet tingene om mange gange herude. Det er en proces, der bliver ved med at køre.

Ud over det daglige arbejde med beboerne kan der også være mange andre ting, der stresser: Kommunalreformen, pårørende kontakt, kontakt med myndigheder.

–Der kommer mange informationer, vi må forholde os til. Så det er en stor opgave at få informationen ud i alle kroge af vores virksomhed, så ingen bliver koblet af. Så i øjeblikket arbejder vi med at afdække, om alle medarbejdere får netop den information, de behøver. Vi har besluttet, at vi hvert år på vores temadage arbejder med det psykiske arbejdsmiljø. I år har vi arbejdet med arketyper, siger Hanna Bonde. 
kl@sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, TR og AMR