icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Syg af arbejdet

Det slider på psyken

Socialpædagoger ligger højest af alle i pensionskassen PKA, når det gælder om at blive psykisk invalid af arbejdet. Næsten hver anden invalidepension til socialpædagoger skyldes psykiske lidelser. – Det slider på psyken at arbejde med mennesker med store problemer, siger arbejdsskadekonsulent Kirsten Rosenstand i SL

  • Af Kurt Ladefoged
  • 24-2005 /

Det kan være hårdt for psyken at være socialpædagog. De seneste tal fra Pensionskassernes Administration (PKA) viser, at socialpædagoger er den faggruppe i pensionskassen, som oftest får tilkendt invalidepension på grund af psykiske sygdomme. Hele 47 procent af de medlemmer, der fik tilkendt invalidepension, fik det på grund af psykiske lidelser. Og det er i nærheden af en fordobling over de seneste 10 år.

PKA’s tal viser, at det især er ansatte, som arbejder med mennesker med tunge sociale og personlige problemer, der får slidt psyken ned. Og det er især kvinderne, der rammes.
Samtidig viser opgørelsen, at det er de mest rutinerede socialpædagoger i 45- 54 års alderen, som hyppigst får tilkendt invalidepension på grund af psykiske lidelse (se grafik).

–Tidligere blev vores medlemmer især nedslidt på grund af det fysisk hårde arbejde. Det var før, der var fokus på for eksempel løfteteknik. Men i dag må vi sige, at det er det psykiske arbejde,

som slider medlemmerne ned. I det socialpædagogiske arbejde bruger du hele tiden dig selv, og det slider hårdt i det lange løb. Og når man så oven i købet har et arbejde, som kan være psykisk belastende for eksempel på grund af vold og trusler, så kan filmen knække, siger arbejdsskadekonsulent i SL Kirsten Rosenstand.

Starter langt tidligere
Men unge socialpædagoger bliver dog også ramt af psykisk nedslidning. Det viser undersøgelsen „Ledig efter sygdom“, som SL’s a-kasse fik i lavet i 2002.

I de seks måneder, undersøgelsen strakte sig over, blev 172 meldt ledige på grund af sygdom, hvoraf godt 33 procent var i aldersgruppen 35 –44 år. Mere end to tredjedele angav psykiske problemer som årsag til sygdommen.

–Denne undersøgelse viser, at psykiske problemer opstår langt tidligere. Det er jo først, når der ikke er mere at gøre, og medlemmerne er blevet pensioneret, at vi ser dem i PKA’s statistikker, siger Kirsten Rosenstand.

–Ledighedsundersøgelsen er en vigtig indikation for, at noget er galt på en række arbejdspladser. Når så mange selv siger deres stilling op, er det netop for at komme væk, inden de psykiske belastninger udvikler sig til en egentlig sygdom.

På samme tidspunkt fortalte medlemmer i en anden undersøgelse, at årsagen til deres afsked var psykiske problemer, der er opstået på grund af vold, trusler om vold, psykisk dårligt arbejdsmiljø og psykisk/fysisk belastende arbejde, og et mindretal nævner også dårlig ledelse, chikane eller generelle samarbejdsproblemer som årsag.

Det er et forløb, som SL’s lægekonsulent Martin Nielsen, Arbejdsmedicinsk Klinik ved Hillerød Sygehus, kan nikke genkendende til:
–Det er først, når man er sygemeldt igennem længere tid, at den onde cirkel starter. Man begynder måske at tænke over, hvad de andre på arbejdspladsen mener om én. Er man stadigvæk en god kollega.

–Derfor er det vigtigt, at arbejdspladserne gør sig tanker om og formulerer en politik for, hvordan de håndterer det psykiske arbejdsmiljø og sygefravær, siger Martin Nielsen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR, Arbejdsmiljø