icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udstødt

Langt fra hjemmet

De etniske minoriteter fylder mere og mere på hjemløseinstitutioner og boformer – landsmødet i Fagligt Netværk Marginaliserede og Udstødte satte fokus på arbejdet med gruppen

  • Af Jens Nielsen
  • 24-2005 /

De bliver stadig flere –på gaden, på forsorgshjemmene, herbergerne og pensionaterne. I løbet af de sidste år har andelen af brugere med en anden etnisk baggrund end dansk været stigende.

Det var baggrunden for temaet på årets landsmøde i SL’s faglige netværk Marginaliserede og Udstødte. På Pejsegården i Brædstrup indrammede en række oplæg om emnet det egentlige landsmøde og et par debatter om kommunalreformen.

Vi er klasket op i et kæmpedilemma, og vi må spørge os selv, om vi er ved at rive værdierne i vores arbejde midt over – om vi er ved at sige farvel til det relationsbaserede arbejde og overlade det til andre faggrupper.
Mogens Seider, næstformand i SL
Gitte Tilia fra Videns-og Formidlingscenter for Socialt Udsatte lagde ud med at fortælle om sin undersøgelse ’Boligløs eller hjemløs?’, som har optrevlet historien bag 19 brugere på københavnske herberger og pensionater –19 brugere med vidt forskellig etnisk baggrund.
–Og det er vigtigt at huske på, at de ’fremmede’ikke har nogen fælles identitet. For dem er der intet ’vi’, sagde Gitte Tilia.

Men fælles for de 19 er, at de ofte har en kortere vej til hjemløshed end de dansk-etniske brugere. Der er simpelthen kortere fra et normalt liv til opholdet på herberget eller pensionatet.

Tre af de 19 i undersøgelsen er kommet til Danmark som uledsagede flygtningebørn, andre er kommet hertil med falske pårørende. En del af dem, der er over 40 år, har været dansk gift og har været inde på arbejdsmarkedet, og Gitte Tilia konstaterede, at en stor del af de 19 brugere i hvert fald på overfladen virkede mere ressourcestærke end de danske brugere. Halvdelen af dem havde ikke noget misbrug, og halvdelen af dem viste ingen tegn på psykisk uligevægt eller sygdom.

Dermed er det kun halvdelen af gruppen, der har mere og andet end et boligproblem, og dermed er det i høj grad et integrationsproblem, konkluderede Gitte Tilia.

At der ofte er tale om mangler på forståelse i dybden blev illustreret senere på dagen, da Naser Khader i løbet af to en halv time tog deltagerne med på tur gennem de forskelle og misforståelser, der ofte mere er reglen end undtagelsen i mødet mellem det danske sociale system og muslimske brugere.

Også Naser Khader understregede forskelligheden i den muslimske befolkningsgruppe:
–Derfor er det også afgørende med en grundlæggende indsigt, før man handler, sagde han og betonede, at indsigt jo ikke er det samme som accept af den ene eller anden opførsel.

–Og indsigt kan man også få ved at være eksplicit –ved at sige, hvordan ting og handlinger opfattes. Derefter kan man så markere, hvordan ’vi gør her’, sagde Khader.

Mennesker i øjenhøjde
Efter Khader var det afgående forbundsformand Mogens Seider, der holdt en slags afskedsoplæg til det netværk, han har fulgt tæt i knap 10 år. Han pegede på de stigende krav om at nedbringe udgifterne på det sociale område, og på dilemmaet med at dokumentere og bevise værdien af den socialpædagogiske indsats. Ingen tvivl om, at SL og medlemmerne skal kaste sig ud i denne indsats, men det gælder om at holde balancen:

–Der er ikke en eneste undersøgelse, der viser, at brugerne vil have mere ekspertise. De vil have mennesker i øjenhøjde. Men det giver ikke en eneste krone mere, når man forhandler overenskomst. Vi er klasket op i et kæmpedilemma, og vi må spørge os selv, om vi er ved at rive værdierne i vores arbejde midt over –om vi er ved at sige farvel til det relationsbaserede arbejde og overlade det til andre faggrupper, sagde Mogens Seider.

Det er noget kluns
Senere var det kontorchef Peter Juul fra Socialministeriets tur, og han fortalte om de indbyggede fælder og fordele i kommunalreformen. Han erkendte, at løsningen på misbrugsområdet, hvor opgaverne splittes ud på regioner og kommuner, er et pænt stykke fra det optimale:
–Det er noget kluns, konstaterede han.

Psykiater Henrik Rindom, der har arbejdet med misbrugere i 20 år, plæderede i sit oplæg for en erkendelse af, at der er misbrugere i hjemløsegruppen, der aldrig kommer ud af deres misbrug, og at udgangspunktet derfor må være at give dem mulighed for et værdigt liv med en pension og adgang til det mindst skadelige misbrug.

Læs mere om oplæggene fra landsmødet:

Etniske minoriteter: Det er et integrationsproblem

Etniske minoriteter: Den anden verden – inden hos naboen

Etniske minoriteter: Farvel til relationerne?


Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse