Dilemmaer på menuen
Når overvægten breder sig blandt de udviklingshæmmede beboere i botilbuddet, skrider personalet alt for ofte til forbud og regulering. Det hjælper bare ikke – tværtimod får det ofte beboerne til at spise usundt i smug. Men hvad skal pædagogerne så gøre? Ny rapport disker op med masser af dilemmaer
Hvad gør pædagogerne, når de udviklingshæmmede beboere i botilbuddet bliver overvægtige? Ofte skrider de til regulering og dermed kriminalisering af den usunde mad. Botilbuddet bliver en zone defineret at personalets normer for, hvad der er sundt, og hvad der ikke er.
Men hjælper det? Næh. De overvægtige beboere holder ikke op med at spise den forbudte mad. Tværtimod. Sodavand, slik og kager indtages i smug, og beboerne forvandles til uartige børn, mens pædagogerne fremstår som de moraliserende overvoksne.
| Mad til forhandling Hvad er sammenhængen mellem de udviklingshæmmedes livsstil, kost og overvægt og så de livsbetingelser, de har? Det er fokus for denne rapport, der er udarbejdet af konsulent og antropolog Marie-Louise Knigge, UFC Handicap og finansieret af Sundhedsstyrelsen. Rapporten bygger på kvalitative undersøgelser i fem forskellige botilbud, hvor forfatteren har observeret og interviewet såvel personale, beboere og ledelse. Rapporten er gratis og kan bestilles på www.ufch.dk |
Rapporten er lavet af konsulent og antropolog Marie-Louise Knigge, og den beskriver hvordan beboerne i fire af de fem tilbud – i større eller mindre omfang - spiser og drikker den ’forbudte’ mad i smug. Enten inde i deres lejlighed, hvor de skjuler chipsene og colaen, når pædagogen kigger forbi, eller nede i centeret, hvor det bliver til et solidt mellemmåltid på grillen.
På den måde giver anførselstegnene omkring ordet ’forbudte’ i forrige afsnit virkelig mening: Det er i praksis umuligt for pædagogerne at forbyde visse slags mad – og ifølge Marie-Louise Knigge er det også en helt gal retning at gå i.
For det første er der kun i meget få, ekstreme tilfælde tale om så sundhedstruende overvægt, at sådanne indskrænkninger af beboernes selvbestemmelsesret kan retfærdiggøres.
| ”De spiser grøntsager for vores skyld, og så kigger de os dybt i øjnene imens, og ’er du så ikke glad for, at jeg spiser de her grøntsager’. Så om morgenen, hvis man går ind og siger godmorgen, så ligger Marabou-papiret ved siden af sengen” Leder på et botilbud ” |
Marie-Louise Knigge peger på, at personalet er fanget mellem beboernes selvbestemmelsesret, forventningerne fra pårørende og samfundet og deres egen faglighed.
– Som professionel er man i et krydspres, og der findes ikke en masse viden, erfaring og metoder, man kan læne sig op ad. Som vi skriver i rapportens anbefalinger, er der behov for udviklingsarbejde på det her område. Der er behov for at sætte fokus på pædagogernes professionelle rolle og de dynamikker, der påvirker relationen mellem personale og beboere, siger hun.
Bussemænd og mantraer
I sin undersøgelse er Marie-Louise Knigge blevet overrasket over den kriminalisering af maden, der finder botilbuddene – såvel dem med yngre som dem med ældre beboere:
– Den her kriminalisering er et træk på tværs af botilbuddene – i større eller mindre grad. På trods af idealerne om, at beboerne skal være ”herre i eget hus”, så er der fortsat nogle mere eller mindre institutionelle praksisser. Som kulturelt fænomen lever de institutionelle roller stadig på det her område, siger hun.
| Så var der en dag, hvor jeg havde hjemmedag med ham, der havde han selv været nede og købe noget frokost, og så kom han tilbage med kartoffelsalat og frikadeller, og så sagde jeg til ham: Jamen, ved du hvad, det er SMADDER USUNDT det dér, der er SÅ meget fedt i både kartoffelsalaten og frikadellerne. ’Årh ja’, siger han så, ’så spiser jeg bare en banan bagefter’. Medarbejder i botilbud |
– Men der er nogle forventninger og en efterspørgsel efter den rolle – dels fra det omgivende samfund og de pårørende og dels fra beboerne selv. Mange udviklingshæmmede er jo nok blevet vænnet til ydre motivation og til, at andre regulerer deres liv, konstaterer Marie-Louise Knigge.
Det handler i mindst lige så høj grad om den opmærksomhed, der generelt er kommet på sundhed, mener hun:
– Man kan roligt sige, at der er utrolig meget fokus på sundhed og livsstil i hele samfundet. Det er blevet sådan et mantra. Det er noget, vi skal forholde os til alle sammen, og det påvirker selvfølgelig også socialpædagogerne. De har en rolle, hvor man forventer, at de formidler viden om kost og sundhed til beboerne.
Der kan socialpædagogerne komme til at stå i nogle vanskelige situationer: Samfundet forventer en sundhedsindsats oven i den omsorg, der i forvejen ydes, og det fører i praksis til en konflikt mellem servicelovens ord om beboernes selvbestemmelsesret og forventningerne til pædagogerne som garanter for en sund livsstil.
| ”Det er den der frygt, hvad vi skal gøre, hvis nu de bliver ved med at spise og får sukkersyge og alt muligt andet, hvad kan vi så blive skudt i skoene?” Medarbejder i botilbud |
De skal ikke komme her...
’Kampen’ opstår blandt andet, fordi mad også for udviklingshæmmede er noget personligt og noget, andre ikke skal komme og blande sig i.
Der er stor forskel på, hvor meget forhandlinger om den sunde mad fylder i de botilbud, der er med i undersøgelsen. Og der er også stor forskel på, hvor meget eller hvor lidt beboerne indordner sig. Det fremgår meget tydeligt af en række citater, der er medtaget i rapporten:
En beboer bliver spurgt om, hvad han tænkte, da han hørte om undersøgelsen:
”Jeg tænkte: ’Hvad fanden har hun gang i!’ Jeg spiser usundt og hele lortet... op på tanken og op på grillen... Skal det nu være sådan én, som kommer ind i huset og skal fortælle os om usundt. Jeg er slikmunden. De kalder mig cola-manden.”
| ”Hvad gør man med det, når man kan se, at pigebarnet bliver bare større og større!? Hvor er grænsen for, hvor... hvad må vi gøre i den situation? Hvad skal vi gøre? Skal vi bare læne os tilbage og sige: Jamen, det er jo hendes valg?” Medarbejder i botilbud |
Marie-Louise Knigge lægger vægt på, at pædagogerne netop bør undgå den der med, at ’nogle kommer og fortæller os, hvad der er sundt og usundt’.
Som eksempel fortæller hun om et bofællesskab, hvor pædagogerne tog et initiativ...
– Der blev holdt et beboermøde, hvor personalet fortalte, at de havde inviteret en udefra til at komme og lave slankemad... Men det blev pure afvist. Og det er vel et sigende eksempel på, at pædagogerne havde villet det bedste – ’og her kommer der en og viser os nogle lækre salater’. Men det skulle beboerne altså ikke nyde noget af. Det fik personalet til at overveje, hvordan det blev præsenteret, og det blev så til, at man genintroducerede ideen, så det blev en kok, der kom ud for at lave noget lækkert mad... Det flyttede fokus fra det negative til det positive.
– Det kender man jo fra sig selv – hvis man bliver påduttet noget, så reagerer man modsat. Og det ved man jo fra alle mulige andre sammenhænge: påbud og regulering fører ofte til en modreaktion og virker stik mod hensigten, påpeger hun.
Ingen overvoksne, tak
Pædagogerne skal med andre ord undgå at blive det, som en af beboerne i rapporten kalder de ’overvoksne’ – og det kræver ifølge Marie-Louise Knigge, at pædagogerne kigger på deres egne forestillinger og værdier:
| ”Selvom de også kommer ud eller går en tur eller noget, så er de jo også meget i et lukket miljø – de sover og spiser her, og så bliver de kørt ud på deres arbejde, hvor de mødes med andre fra andre institutioner, hvorefter de bliver kørt tilbage. Så kan det godt være, at fjernsynet kører, eller de læser nogle billedblade, men de er jo også i et meget lukket miljø, hvor man er sådan. Hvor man er overvægtig.” Medarbejder i botilbud |
– Og man skal ikke nødvendigvis udvikle en kostpolitik, som man kan slå hinanden oven i hovedet med. Jeg tror, det handler om, at personalegruppen kigger med kritiske øjne på de praksisser, der er, og på de forestillinger, der er om den rolle, man har på det her område. Hvordan arbejder man med de her ting?
– Socialpædagoger er jo meget handlingsorienteret, og derfor er det også ekstra frustrerende det her. Det er ikke rart at sidde der og se en beboer, der bliver større og større, og vi sidder her i personalegruppen, og vi snakker op og ned af stolpe om sovsen og smørret, om oksekød 10 eller 18 procent – og det går bare den forkerte vej.
Socialpædagoger er reflekterende, de efterspørger udveje – men der er brug for mere refleksion, brug for at give mere rum og anerkendelse til det reflektive arbejde. Og så den der erkendelse af, at påbud og regulering har den modsatte effekt, mener Marie-Loiuse Knigge og pege på, at der er en tendens til at overfokusere på udviklingshæmning som den primære årsag til overvægten:
– Man stirrer sig indimellem lidt blind på handicappet, siger hun.
– Man kan ikke tilsidesætte beboernes ret til selvbestemmelse. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan handle, at man ikke opstille positive muligheder og snakke om, hvad der er i denne her mad, siger hun.
| Jeg tænker da også, at det har noget at gøre med den fader- og moderrolle, som vi også havde, da de var yngre og boede på institution, hvor vi har kørt i forældrenes fodspor: ’I skal. Og kom nu her’. Så der har måske ikke været den store motivation, men det har været et SKAL og ikke et KAN. Det har jo sin pris, når vi i de sidste ti år har lært dem, at du kan vælge til eller fra.” Leder af botilbud |
Marie-Louise Knigge peger på, at der på denne del af handicapområdet er stor interesse for kost- og sundhed.
– Det er helt klart et udviklingsområde, der bør tages fat i. Der er fokus på, og UFC Handicap får en del henvendelser om det, konstaterer hun.
Hun peger på, at der er behov for en tidligere indsats, hvor man allerede i skoleårene går ind og styrke børn og unge udviklingshæmmede handlekompetence i forhold deres egen sundhed.
I forhold til voksne udviklingshæmmede peger rapporten blandt andet på, at der er god brug for at få udviklet noget oplysningsmateriale om kost og sundhed, der er tilpasset de udviklingshæmmede og deres forudsætninger.
– Vi taler her om nogle mennesker, der er henvist til pædagogernes viden, informationer, normer og sundhedssyn. De har ikke samme adgang til uafhængig viden og information om sundhed, overvægt, diabetes og så videre. Dermed bliver det også let pædagogernes sundhedssyn, der bliver dominerende. Det handler om, at beboerne kommer på banen, og at man arbejder sammen om at definere problemer og finde nogle fælles løsninger. Ligeværdighed er vigtig i denne sammenhæng, siger Marie-Louise Knigge.