part 5
Af Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk) (Modtaget d. 27.1.2006)
I mit sidste læserbrev, hvor jeg diskuterer Kirsten Nissens ønske om, at der iværksættes evidensbaserede effektundersøgelser på døgninstitutionsområdet, fremhæver jeg, at det er meget vanskeligt at sige noget om, hvad det er, vi måler, når vi snakker langtidsvirkning af et institutionsophold.
Skal vores pædagogiske metode have æren, hvis en idealistisk arbejdsgiver tager vores unge under sine vinger længe efter institutionsopholdet, og den unge efterfølgende får et godt liv via arbejdspladsens socialisering?
Skal vores pædagogiske metode have æren, hvis den unge længe efter institutionsopholdet bliver aktivt praktiserende muslim og tager afstand fra kriminalitet og anden dårligdom?
Skal vores pædagogiske metode have skylden, hvis den unge, længe efter institutionsopholdet, roder sig ud i misbrug, fordi moderen bliver mere og mere psykisk syg og systemet ikke er i stand til at hjælpe hende?
Skal vores pædagogiske metode have skylden, hvis en ordentlig opfølgning efter et institutionsophold umuliggøres på grund af et socialcenter, hvor medarbejderne kun har overskud til at tage sig af de mest presserende sager?
Der er selvfølgelig nogen, der vil sige, at man kan korrigere for sådanne ting statistisk i en evidensbaseret undersøgelse. Den computer, der er stor nok til at lave et sådant regnestykke, kunne jeg dog godt tænke mig at se.
Kirsten Nissens ønske om at lave en evidensbaseret effektundersøgelse af piger anbragt på døgninstitution, hvor der ikke også er anbragt drenge, har for øvrigt en naturlig svaghed. Hvor mange piger, for eksempel i 14-15 års alderen er der lige, der bliver anbragt på sådanne institutioner i Danmark?
Hvis vi skal snakke rigtig evidens, er vi nødt til at kunne arbejde med ret store tal, for at kunne tage højde for statistiske tilfældigheder. Jeg tvivler på, at vi kan finde et tilstrækkeligt stort antal piger, der anbringes på institution, har nogenlunde samme alder og på mange andre områder er sammenlignelige med hensyn til familieforhold, misbrug, sociale evner, psykiske problemstillinger, kriminalitet osv.
Det gør det endnu mere kompliceret, at længden af pigernes ophold på institutionen højst sandsynligt vil variere meget. Det er jo klart, at det er svært at sammenligne effekten af et døgninstitutions ophold på 3 år med et ophold på et 1/2 år.
Vi kan jo dårligt tvinge pigerne til at være lige længe på institutionen, fordi det passer ind i vores forskningsdesign – eller skal vi det, for at kunne være rigtigt evidensbaserede?
Fortsættes i næste nummer