Minuttyranniet i ældreplejen
Af Poul Svendborg, socialpædag PD, formand for Ældrenetværket i SL (Modtaget 30.5.2006)
Debatten om plejehjemmene og hjemmeplejen raser videre, og igen i går (søndag den 29. maj) kunne man se et indslag efter nyhederne på DR 1.
SL’s ældrenetværk har lige holdt Ældrepædagogiske dage 2006. Og når jeg tænker på en af oplægsholderne, socialudvalgsformand i Årslev Kommune Herdis Hanghøis (V) glæde over mulighederne i stregkoderne – hun mener det er et godt redskab til at bevise over for pårørende, at der er ydet den service, der er krav på – så er perspektiverne uhyggelige.
Tre minutter til det ene, fem minutter til det andet og så videre. Det er en umenneskelig måde at arbejde med mennesker. Og stregkodesystemet er godt i gang i ældreplejen rundt i landet.
Er perspektivet, at de udviklingshæmmede, efterhånden som de alle får en tidssvarende bolig, også skal have tildelt minutter til bad, spisning, indkøb osv.?
Det, som foregår i ældreplejen, er ikke værdigt, hverken for de ældre eller de medarbejdere, der skal arbejde under minuttyranniet.
Den merkantile tænkning, der efterhånden gennemsyrer den offentlige sektor, giver ikke plads til medmenneskelig omsorg.
Politikere udtaler, at der skal flere sygeplejersker i ældreplejen. Hvorfor det?
Ældre mennesker er ikke syge mennesker.
Ældre mennesker får sygdomme, som selvfølgelig skal behandles som alle andre sygdomme skal behandles, men ældre er først og fremmest mennesker der skal behandles med værdighed.
Det, der er sygt, er måden, man går til arbejdet med de ældre. Det er uværdigt, og der trænger til at blive indført et andet menneskesyn, end det vi oplever i det, vi ser i tv og presse i disse dage.
Det socialpædagogiske menneskesyn bør vinde indpas, og pædagoger bør indgå i arbejdet med normalområdets ældre i et ligeværdigt samarbejde med de andre faggrupper, der i øjeblikket er på området.
Det er ikke onde mennesker, der arbejder på plejecentrene, men mennesker der har alt for dårlig muligheder for at udføre deres arbejde på en værdig måde.
Tidstyranniet ødelægger mulighederne, så løsningen er, at området skal tilføres arbejdskraft, og midlerne skal ikke som hidtil bare bruges til at finde fancy metoder til at effektivisere.
Mennesker arbejdes der ikke med på samlebånd – ældreomsorgen skal ikke drives som en småkagefabrik, det er mennesker, vi har med at gøre, mennesker der har skabt dette rige samfund. Kan vi være det bekendt?