Se, sådan laver man lasagne
En ny billedkogebog gør det lettere for mennesker med handicap at følge en opskrift og selv lave mad
Traditionelle kogebøger kan være svære at håndtere for mennesker, der har behov for særlig støtte i køkkenet. Nu er der hjælp på vej i form af en alternativ kogebog, Billedkogebog, der på en overskuelig måde giver opskrifter på, hvordan man fremtryller 31 forskellige retter.
Bogen viser trin for trin i billeder og tekst, hvilke ingredienser man skal have, hvilke remedier man skal bruge, og hvordan man skal gå frem i tilberedning. Bogen er forsynet med en kraftig spiralryg, så den kan holde sig åben under tilberedningen af maden. Og der hører nogle plastiksider til, som man kan lægge hen over billeder og tekst og med tusch krydse af, efterhånden som man kommer frem i opskriften. Tuschen kan let vaskes af, så man kan bruge plastiksiderne igen og igen.
Billedkogebog er udviklet af John S. Pedersen og er baseret på hans eget behov for en kogebog med denne opbygning og form. Han er tidligere kok og pådrog sig en hjerneskade i forbindelse med et trafikuheld.
John S. Pedersen oplevede, hvordan en hjerneskade kunne betyde, at selv dagligdags opgaver, der før var en selvfølgelighed, nu var umulige eller meget svære at udføre. Det unikke ved kogebogen er, at den går systematisk frem i fremstillingsprocessen, så man ikke behøver at gå tilbage i teksten og samtidig kan gøre en ting færdig ad gangen. Til hver ret er der også tidsskema, så man kan beregne, hvor lang tid det vil tage at lave retten.
Den første opskrift er på lasagne, hvor man over ti sider får forklaret, hvordan den laves. Og så fortsætter det med frikadeller stegt i ovn med løgsauce og grønne bønner, spansk vintersuppe og så videre.
Billedkogebog er udgivet af Erhvervsskolernes Forlag og er på 298 sider med over 700 fotos inklusive otte plastiksider og en white-board tusch. Den koster 312,50 kroner inklusive moms, men eksklusiv forsendelse. Den kan bestilles www.ef.dk eller på telefon 6315 1700. Man kan også læse mere om bogen på www.ef.dk