Jeg kan ikke fortælle det hele
– Meget af det, vi har lært, er, at vi godt kan forberede os selv og hinanden til at gå ud i samfundet og få et job – men spørgsmålet er, om samfundet er klar til os. Der bliver sagt en masse flotte ord om rummelighed, men stigmatiseringen af de psykisk syge, den er der endnu.
Marianne Mogensen:
Sådan siger Marianne Mogensen, et af medlemmerne af Fristedet. Tonefaldet er konstaterende og bunder i et par rigtigt dårlige oplevelser, hvor hun selv har prøvet at vende tilbage til arbejdsmarkedet for at bruge sin uddannelse som pædagog.
– Jeg har været igennem et par jobansøgningsforløb, hvor jeg har følt, jeg har været nødt til ikke at fortælle det hele. Hvis jeg vil have en chance, kan jeg ikke fortælle om min sygdom, fortæller hun.
– Og det er utrolig svært ikke at kunne præsentere sin fulde identitet, ikke mindst når det handler om et fag som pædagogfaget, hvor det personlige og de menneskelige erfaringer er så vigtige, siger Marianne Mogensen.
Èn gang vovede hun da også pelsen: – Èt sted, hvor jeg virkelig troede, jeg havde fået jobbet, sagde jeg det så: fortalte om min sygdom og det, jeg har været igennem – og så fik jeg ikke stillingen. Det er både træls og svært at blive afvist, fordi man jo lægger en stor del af sin personlighed i det at søge job, siger hun med lige dele vrede og skuffelse i stemmen.
På baggrund af både sine egne og andres oplevelser kunne Marianne Mogensen derfor godt tænke sig, at Fristedet lavede en slags oplysningspatrulje:
– Vi skal ud på arbejdspladserne og holde foredrag om, hvordan det er at være psykisk syg. På den måde kan personalet vide, hvad de står overfor, og hvordan de skal håndtere det. Det kan rydde nogle fordomme væk, og så skal den psykisk syge, der søger job eller skal i skånejob på stedet, ikke sige det hele selv, for det kan være utrolig svært, mener hun.