icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Recovery

Professionel nærhed, tak

De professionelle skal anerkende arbejdet med nærhed som ligeværdigt med den objektive tilgang, mener den svenske psykolog Alain Topor

Der er al mulig grund til at lægge mærke til recovery-bevægelsen: Den er et sjældent set samarbejde mellem forskellige grupper af brugere og pårørende og forskellige professioner. Ja, der er faktisk tale om en kulturrevolution, der gør os i stand til at tale sammen som jævnbyrdige og ligeværdige.

– Det, som jeg håber, sker for andre er, at der kommer et helt andet samarbejde i gang med psykiateren, med familielægen og familien. Man bør, efter min allerbedste overbevisning, tage dem med i en pulje og sige: Jamen, familien kan holde af og støtte, psykiatrien står for det medicinske, og lægen kender personen fra tidligere. Jeg tror ikke, man kommer videre, medmindre man laver et panel bestående af ikke kun eksperter …
Anne
Sådan sagde den svenske psykolog Alain Topor, da han indledte sit indlæg på Projekt  Recovery-Orienterings  afsluttende konference i København. Topor er leder af, hvad der svarer til amtspsykiatrisk center i Sverige, har gennem en årrække beskæftiget  sig  med  recovery-begrebet,  og  har blandt andet senest skrevet bogen ”Fra patient til person”.

Og netop jævnbyrdigheden stod i centrum for hans indlæg som mestendels handlede om den professionelles rolle:
- Hvad er de professionelles rolle? Ja, den er svær, og når vi spørger brugerne, så kommer de med meget komplicerede svar. Men det er helt afgørende i arbejdet med psykisk syge, at der er en form for gensidighed. Vi må tale om en form for professionalitet, som ikke er ny og ukendt, men som på den anden side heller ikke er noget, vi går og praler af, sagde Alain Topor.

Det handler om at have en tilgang, som gør, at man for eksempel tillader sig at gøre forskel på brugerne
- Det er uretfærdigt, kunne man sige, men det er kernen i det, man kan gøre som professionel: Som bruger føler man sig udvalgt i stedet for fravalgt. Det fører til en gensidighed, en slags venskabsagtige relationer - man bliver brugerens ’kompis’, som låner ham 100 kroner, hvis han er på spanden, og som regner med at få dem igen, sagde Alain Topor.
- Men er det en ny form for professionalitet? Nej, men det er anden slags, konstaterede han.

Så fjern, så nær
Man kan illustrere forskellen på de to former for professionalitet ved at tale om behandler A, som søger distancen og forsøger at være objektiv, og behandler B, som søger nærhed.
– Mens man er meget syg, har man kun overskuddet til at holde sig selv og dermed sygdommen skjult for den verden, som man egentlig gerne vil deltage
i. Når man får det bedre, ved man, at man har gjort klogt heri, da det er grunden til, at man overhovedet bliver inviteret ind i verden på lige fod med andre. Havde man handlet anderledes, mens sygdommen var værst, var man blevet sat udenfor for altid.
Anna-Britt

For A vil tiden med brugeren være given og afmålt, for B vil den være til forhandling. For A vil rummet, man mødes i være bestemt, det vil være en ø - for B er det åbent, og man kan mødes, hvor det passer.

For A vil det professionelle ’jeg’ være neutralt - for B vil det være tydeligt og fremstå som ‘et realistisk menneske’.
For A vil relationen være ensidig - for B vil den være gensidig.

- Det at være distanceret og agere inden for den form for professionalitet, det er helt ok. Men mange tror, at det er den eneste form for professionalitet. Og så går vi som behandlere rundt og  har dårlig samvittighed over ikke at leve op til den objektive model, selvom vi alle arbejder med nærhedsmodellen fra tid til anden. Det er, når man tænker over det, meget sørgeligt, at der er den fejlagtige skelnen, sagde Alain Topor.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet