Udviklingshæmmet og mutters alene
Ensomhed er et stort problem for mange udviklingshæmmede i kommunale og amtslige botilbud
„Jeg er ked af, at jeg ikke har haft en familie. Det ville jeg gerne. Det er jeg meget, meget ked af.“ Udsagnet kom fra Inge Lillian Jensen, der boede på et amtsligt botilbud. På forsiden af Berlingske Tidendes Magasin søndag den
14. april 2002 gav Inge Lillian Jensen et interview til journalisten Anne Meiniche. Inges udsagn og hele hendes historie siger mere end tal og statistikker om udviklingshæmmedes manglende sociale netværk.
Ensomhed i amtslige botilbud
Ensomhed blandt udviklingshæmmede i amtslige botilbud er ellers grundig dokumenteret. I 2000 gennemførte jeg en undersøgelse, der viste at mindst 600 udviklingshæmmede på amtslige botilbud i Danmark lever afsondret fra omverdenen. De får aldrig besøg, de modtager aldrig breve eller gaver. De har kun kontakt med det professionelle personale og andre udviklingshæmmede i deres botilbud og dagtilbud. Resultaterne af denne undersøgelse er publiceret i bogen „De glemte“, der udkom i 2002.
Dertil kommer en stor gruppe som har et svagt socialt netværk. De har godt nok lidt kontakt til andre mennesker, men kontakten begrænser sig måske til ét besøg om året.
Ensomhed i kommunale bofællesskaber
Men det er ikke kun i de amtslige botilbud. den er gal. En interviewundersøgelse af Else Schjødt Pedersen med udviklingshæmmede om bolig, fritid og støtte gennemført i 2002 i Vejle kommune dokumenterer, at beboerne i de kommunale bofællesskaber mener de ser for lidt til deres nærmeste pårørende. En af beboerne udtrykker det sådan: „Jeg snakker ikke meget med andre, nogle gange kan man godt føle sig som en slags indvandrer“.
En anden siger: „Selv om jeg har levet sammen med min mand, kunne vi alligevel aldrig få en familie som I har – med børn og besøg – det kunne aldrig blive som jeres“.
Det fremgår af undersøgelsen, at flere andre beboere er fremkommet med lignende udtalelser. Mange fortæller de ser for lidt til deres nærmeste pårørende, mens andre fortæller, de ingen pårørende har.
Mennesker med udviklingshæmning i kommunale bofællesskaber savner med andre ord, ligesom beboere i amtslige botilbud, social kontakt til andre mennesker.
Socialministeren har fulgt op på sagen
I forbindelse med presseomtalen i Berlingske Tidende den 14. april 2002 meldte socialminister Henriette Kjær klart ud: „Når det ser sådan ud, så må vi forsøge at gøre noget ved det“.
Og socialministeren har fulgt op på sagen. Socialministeriet har bedt Udviklings- og Formidlingscentret på Handicapområdet, UFC Handicap om at indkredse problemstillingerne og sætte konkrete initiativer i gang. På den baggrund har UFC Handicap i 2003 igangsat flere initiativer.
Projektet omfatter blandt andet en kortlægning af frivillige organisationers muligheder for at medvirke til at løse problemer med ensomhed blandt handicappede. Denne undersøgelse er i september 2003 publiceret i rapporten „Handicap og frivillighed“ af Gruber og Sandø. Desuden etablering af et socialt netværkscenter for mennesker med bevægelseshandicap, der bor i § 92 botilbud.
Disse initiativer medvirker til at kaste lys på handicappedes sociale integration. Det er guld værd, men denne indsats kan ikke stå alene.
Pædagogseminarierne er en vigtig aktør
Det er nødvendigt, at personalets arbejde med sociale netværk bliver styrket. I den forbindelse er Pædagogseminarierne en vigtig aktør. Det har stor betydning, at pædagogstuderende under grunduddannelsen får viden og undervisning om det sociale netværks betydning. I den forbindelse også viden om hvordan man kan give støtte til at bevare og udvikle socialt netværk.
Netværksarbejde i hverdagens praksis
Men først og fremmest er der brug for, at arbejdet med at støtte udviklingshæmmede med at bevare og etablere gode menneskelige relationer og sociale netværk bliver en kontinuerlig proces i praksis. En integreret del af den socialpædagogiske indsats i botilbud og dagtilbud. For det socialpædagogiske personale, hjemmevejledere og andre professionelle er støtte til at bevare og udvikle sociale netværk en nonstop proces.
Det er i hverdagens praksis arbejdet med socialt netværk udspiller sin vigtigste rolle. Det er når personalet hjælper den udviklingshæmmede med at skrive et brev eller postkort. For eksempel: „Tak for din fødselsdagshilsen. Den blev jeg meget glad for“. Eller når personalet hjælper et ensomt menneske med at få en besøgsven. Det er alfa og omega, at det professionelle personale påtager sig rollen som gatekeeper. Som gatekeeper skal de åbne for de nødvendige netværksresurser. De skal fungere som brobyggere mellem de udviklingshæmmede og deres sociale netværk.
Netværksarbejde koster tid og kræfter, men indsatsen kommer godt igen. Social integration giver bedre livskvalitet. Forskning på området viser, at forbruget af beroligende medicin kunne nedtrappes, aggressiv og selvskadende adfærd blev reduceret eller forsvandt hos udviklingshæmmede, der fik forbedret deres sociale netværk. Undersøgelser viser, at mennesker der får forbedret deres sociale netværk, ikke alene får et bedre liv, de lever rent faktisk også længere.