Mange anbragte børn har en diagnose
De har ofte en psykisk lidelse eller er udviklingshæmmede. Samtidig er der ofte uoverensstemmelse mellem de kommunale sagsbehandleres og anbringelsesstedernes opfattelse af børnenes problemer. Og det kniber stadig med handleplaner
Anbragte børn har i langt højere grad end andre børn fået stillet en diagnose. Børnene har ofte flere handicap og lider i betydeligt flere tilfælde af børnepsykiatriske sygdomme som DAMP/ADHD eller er udviklingshæmmede.
Det fremgår af en ny undersøgelse om anbragte børns sundhedstilstand, trivsel og skolegang, som SFI netop har udgivet som en del af en større evaluering af anbringelsesreformen.
Anbringelsesreformen, der trådte i kraft i 2006, prioriterede blandt andet to forhold, der skulle sættes særligt fokus på – nemlig de anbragte børns skoleog helbredsforhold i forhold til ikke anbragte børn.
Undersøgelsen viser, at anbragte børn ikke hyppigere end andre børn synes at være overvægtige eller at skrante helbredsmæssigt. Deres forekomst at sygdomsperioder og symptomer som for eksempel hoste, hoved- og mavepine er omtrent den samme som hos andre børn.
Forskerne undersøgte også helbredstilstanden hos ikke anbragte børn, der havde modtaget en eller anden form for social foranstaltning. Og her fandt de faktisk, at den almene helbredstilstand var dårligere blandt udsatte børn end blandt jævnaldrende, der var anbragte.
Det får de to forskere Mai Heide Olsen og Pernille Skovbo Christensen til at konkludere, at betragter man de udsatte børns situation som et muligt forstadie til et senere anbringelsesforløb, ser det med andre ord ud til, at en anbringelse uden for hjemmet kan bidrage positivt til at forbedre børns almene helbredstilstand.
Handicap eller langvarig sygdom
De anbragte børn har til gengæld i langt videre udstrækning end andre børn fået stillet en diagnose. Det vil sige, at de har et handicap eller en langvarig sygdom.
Andelene af børn med sammenhængende diagnoser – multihandicap – er større blandt de anbragte børn og desuden lider de i lang større grad af børnepsykiatriske sygdomme, DAMP/ADHD og især udviklingshæmning.
Fire ud af fem anbragte børn med handicap havde en af disse tre diagnoser.
Det går også ud over børnenes trivsel – i hvert fald når bedømmelsen skete hos de anbragte børns daglige omsorgspersoner. Bedømmelsen fra de anbragte børn selv, tegner dog et mere optimistisk billede af deres trivsel.
Når det gælder skolegang halter de anbragte børn også efter i skolen. En stor andel af dem modtager udelukkende specialundervisning enten i normalsystemet, på specialskoler eller interne skoler på anbringelsesstedet.
Hver tredje anbragte barn modtager ikke-klasseopdelt undervisning, og blandt de resterende børn befandt en betragtelig del sig på et lavere klassetrin, end deres alder berettiger til.
I forhold til børn i almindelighed halter flere anbragte børn bagud fagligt, og de har også dobbelt så hyppigt trivselsmæssige problemer i skolen.
Forskellig vurdering
Undersøgelsen viser også, at anbringelsesstederne og sagsbehandlerne ikke vurderer børnenes problemer omkring sundhed, helbred og skolegang ens.
Der er en tydelig tendens til, at anbringelsesstederne vurderer børnene problemer som mere alvorlige end sagsbehandlerne, og at de også har et mere differentieret syn på børnenes kompetencer og vanskeligheder. Enigheden kunne med andre ord være større, konstaterer de to forskere.
Undersøgelsen viser også, at det fortsat halter med at udarbejde opdaterede handleplaner for de anbragte børn. Og der er ikke helt overensstemmelse mellem anbringelsessted og sagsbehandlere, om de findes.
Mens næsten alle sagsbehandlere i undersøgelsen angav, at der fandtes en handleplan for barnet, var der kun fire ud af fem anbringelsessteder, der mente, at det var tilfældet.
Skønt anbringelsesreformen netop lægger op til, at børnenes helbred og skolegang skal være fokuspunkter i alle anbragte børns handleplaner, kan forskerne konstatere, at reformen her ikke var implementeret fuldt ud for børnene, der deltog i denne undersøgelse.
Ifølge anbringelsesstedernes oplysninger indgik sygdom og helbred i handleplanen for to tredjedel af de anbragte børn, som altså havde en handleplan – og det forekom hyppigere blandt de børn, der havde handicap, sygdomme og adfærdsvanskeligheder end hos andre børn,
Forskerne har i undersøgelsen opdelt børnene i forskellige grupperinger – alt efter årsagen til deres anbringelse.
Gruppe 1 var de mest problembelastede, fordi de ud over de sociale problemer, som knyttede sig til såvel dem selv som til forældrene også havde et handicap.
Gruppe 2-børnene havde udtalte adfærdsproblemer, der blandt andet gik ud over deres skolegang.
Børnene i gruppe 3 var ikke anbragt på grund af egentlige handicap eller adfærdsproblemer, men kun fordi de havde været udsat for vanrøgt og/eller overgreb.
Gruppe 4-børnene var kun anbragt på grund af forældrerelaterede problemer og klarede sig relativt godt.
Sagsbehandlere mangler kendskab
Undersøgelsen har ikke kunnet dokumentere, om de foranstaltninger, børnene modtager, er tilstrækkelige, endsige om de hjælper. Men forskerne antog, at de grupper af børn, som de konstruerede, måtte have varierende behov for bistand, fordi deres forudsætninger i forhold til sundhed og skolegang var forskellige.
Anbringelsesstedernes besvarelser bekræftede forskerne i, at de børn, der efter undersøgelsens grove definitioner var mest behandlingskrævende, også hyppigere end andre børn fik indsatser.
Den samme tydelige sammenhæng fandtes imidlertid ikke i besvarelserne fra sagsbehandlerne. Her fordelte svarene sig mere jævnt – og nogle steder påfaldende jævnt, fremhæver forskerne.
Selv om uoverensstemmelserne mellem anbringelsesstedernes og sagsbehandlernes besvarelser måske kan give anledning til flere fortolkningsmuligheder, så gav observationerne i hvert fald forskerne anledning til at rejse spørgsmålene, om sagsbehandlerne har et tilstrækkeligt indgående kendskab til barnets situation.
De stiller endvidere spørgsmål ved, om der er den fornødne dialog mellem anbringelsessteder og sagsbehandlere og for den sags skyld også andre hjælpesystemer som for eksempel skole og pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) om disse børns ofte betydelig problemkomplekser.
“Anbragte børns sundhed og skolegang”. Af Mai Hede Ottosen & Pernille Skovbo Christensen. Udgiver: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 129 sider, 130 kroner. Kan bestilles/ downloades på www.sfi.dk