icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Debat

Åbent brev til alle deltagere af kongressen i SL

Det er lykkedes lærerne at få et forslag om overførsel til DLF frem til kongressen. Desværre har det ikke været så nemt, som man skulle tro.

Det ville ellers klæde en fagforening, at mindretal lettere kan fremføre forslag i foreningens højeste besluttende myndighed.

Forslaget blev afvist i kreds Midtsjælland med begrundelser fra kredsbestyrelsen, som virker helt malplacerede. (Den nærmere korrespondance kan fås ved henvendelse hos undertegnede).

Her nævnes kun et enkelt.

SL arbejder for en enhedsfagforening – og på børne- og ungestederne er der kun få andre fagforeninger end SL.

På Nebs Møllegård er der 7 fagforeninger blandt personalet. Altså langt fra argumentet om enhedsfagforeningen.

Skulle de 7 lærere blive medlem af DLF (Danmarks lærerforening), ville det endda ikke forøge stedet med endnu en fagforening.

DLF er nemlig repræsenteret på stedet – grotesk nok er det ikke lærerne der er medlem – men økonomaen.

For os når dette faktum nærmest Monty Pythonske højder, når vi tænker på den kraftige modstand, der er fra ledelsen i SL.

Men heldigvis lykkedes det lærere i kreds Storstrøm at få forslaget vedtaget på deres generalforsamling.

Dog ikke uden chikanerier fra ledelsen.  Først var forslaget indleveret for sent… så – efter trusler om juridisk søgsmål og indblanding af medierne… var det korrekt indleveret. Derefter blev en skriftlig afstemning først afvist – men kunne efter nærlæsning af vedtægterne udføres.

På trods af modstand fra lokalformanden og 1. næstformanden i SL besluttede generalforsamlingen, at formand Inge Jordan skulle fremlægge forslaget loyalt på næste kongres.

Det vil vi se frem til.

Vi vil opfordre alle de kongresdelegerede at snakke med lærerne i foreningen, så de kender argumenterne. Der er desværre nok ingen lærere valgt til at argumentere for forslaget, så derfor er dette vores eneste mulighed for at argumentere…nemlig  SNAK med os når du møder os.

Ved en underskriftindsamling har 174 lærere skrevet under på, at vi gerne vil overføres.

Det er alle, vi kunne finde, der var medlem af SL.

Selv regner vi med at blive nedstemt med 100 procent – men bare rolig, vi vender tilbage næste gang.

At vi vil være velkomne i DLF, er vi ikke i tvivl om:

“Tak for din henvendelse, der er en blandt flere med samme indhold. På baggrund af jeres henvendelser vil vi tage kontakt til SL. Vi har i fagbevægelsen efter min mening en forpligtigelse til at lægge afgørende vægt på medlemmernes ønske om organisationstilknytning.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF” (Folkeskolen  31.8.2007)