Evidens styrker fagligheden
Lene Munch har taget en master i socialpædagogik med fokus på evidens. Og selvom hun er stødt på flere problemer med evidens i praksis, så er hun ikke i tvivl om, at det både er godt og nødvendigt for socialpædagogerne at tage den til sig – for brugernes skyld
Kan det socialpædagogiske arbejde måles og vejes?
Ja, det kan det kan det godt, men det er desværre for sjældent, det sker, mener Lene Munch, der er socialpædagog og uddannelsesansvarlig ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.
– Jeg forstår ikke dem, der afviser at bruge den forskning, der er lavet på deres område. Selvom det kan være tidskrævende, så kan vi altså også blive meget klogere, hvis vi bruger kræfter på at få og producere ny viden om de problemer, som vi støder på i vores daglige arbejde.
- Lene Munch
Da hun sidste år tog en master i socialpædagogik, opdagede hun, at forskning i socialpædagogisk arbejde er en mangelvare.
Under sine studier fokuserede hun på evidensbaseret socialpædagogik, og hun brugte problemstillinger fra sin egen arbejdsplads som udgangspunkt.
– I de fleste internationale undersøgelser, er det ikke det socialpædagogiske arbejde, der fokuseres på. Spæd- og småbørnspsykiatrien, som jeg arbejder indenfor, er samtidig et meget nyt område, og det er naturligvis også en grund til, at der ikke er forsket så meget i det endnu, fortæller Lene Munch.
Hun oplevede samtidig, at det kan være meget tidskrævende at finde det materiale, der kan danne grundlag for det evidensbaserede arbejde.
– I en opgave søgte jeg for eksempel svar på, hvilke socialpædagogiske interventioner, der virker bedst i behandlingen at trivselsforstyrrede spæd- og småbørn. Men der var ikke mange undersøgelser, og dem, der var, viste sig ofte at dreje sig om børn, der var fysisk syge, og det er vores ikke. Desuden var undersøgelserne lavet på meget forskelligt grundlag, og de var derfor svære at sammenligne, fortæller hun.
På trods af de konkrete problemer er hun dog ikke i tvivl om, at evidensbaseret arbejde åbner muligheder for at udvikle faget.
– Jeg forstår ikke dem, der afviser at bruge den forskning, der er lavet på deres område. Selvom det kan være tidskrævende, så kan vi altså også blive meget klogere, hvis vi bruger kræfter på at få og producere ny viden om de problemer, som vi støder på i vores daglige arbejde, siger hun.
Spæd- og småbørnspsykiatrisk afsnit i Glostrup Undersøger og behandler børn med autisme, spise- og følelsesmæssige forstyrrelser i alderen 0-3 år. Personalet arbejder terapeutisk i team med læger, psykologer, sygeplejersker og socialpædagoger. |
Studie af en familie
Ved det spædbarnspsykiatriske afsnit har de nu valgt at lave et casestudie, hvor Lene Munch følger og beskriver en familie meget tæt i et helt behandlingsforløb.
– Ved at beskrive forløbet systematisk bliver vi mere bevidste om, hvad vi gør, og hvordan det virker. Vi synliggør de interventioner, vi bruger, og de roller, vi og forældrene indtager i de forskellige faser i behandlingen.
Casestudier er særligt brugbare på det socialpædagogiske område, mener Lene Munch.
– De er altid nyttige – også for andre – fordi de gør små nuancer synlige. De får os til at fokusere på de steder, hvor der er noget at hente, påpeger hun.
Hun håber, at casestudiet kan være med til at danne grundlag for en mere systematiseret tilgang til behandlingen af en bestemt målgruppe.
Men netop det med systematik er noget, som mange kritikere af evidensmetoden er bange for. De frygter, at det systematiske ikke vil give plads til at behandle hver eneste bruger individuelt. Man kan ikke putte brugerne ned i standardiserede kasser, lyder det.
Brugernes behov
Det er Lene Munch enig i.
– Det er rigtigt, at hvert eneste barn og dets familie er unik, og at der ikke er én metode, der virker for alle. Jeg kan godt se den fare, som kritikerne fremhæver. Vores område kræver empati, og jeg synes også, det er forkert, hvis der hele tiden fokuseres på at dokumentere, hvad der virker. Men evidens er jo meget andet end effektundersøgelser.
Lene Munch oplever ligesom mange andre i sit fag, at de i dagligdagen bliver overvældet med krav om dokumentation, og at det i mange tilfælde tager tid fra den primære opgave – at hjælpe børnene og deres familier.
Ikke desto mindre mener hun, at den evidensbaserede tilgang er nødvendig.
– Men den skal tage udgangspunkt i brugernes behov og de faglige problemer, vi ønsker at løse. Ved at bruge vores faglighed og tage udgangspunkt i de problemer, vi møder, kan vi afdække nogle mønstre, som vi kan beskrive systematisk. Vi systematiserer jo i forvejen vores arbejde, og vi har en faglig ballast, som vi handler ud fra. Viden er uundværlig, og jeg synes, vi skal bruge tid på at udvikle vores fag.
Evidensbaseret socialpædagogik Betyder, at man som socialpædagog bruger andres forskningsresultater i sit arbejde, og at man samtidig arbejder systematisk med at undersøge og dokumentere sine egne arbejdsprocesser og resultater. |
For brugernes skyld
Faktisk mener Lene Munch ikke, at socialpædagoger kan undslå sig for at sætte sig ind i forskningen på deres område. Det skylder de brugerne.
– Jeg synes ikke, systematik udelukker en unik tilgang til det enkelte menneske. Og det er også i brugernes interesse, at vi holder os ajour med andres resultater. Vi møder rent faktisk mange forældre, der selv har undersøgt, hvad der findes af viden på området, og jeg ville ikke bryde mig om at opdage, at vi har overset en bestemt velfungerende metode, fordi vi ikke kendte til dens eksistens.
– Der er en generel viden og forskning, som vi har brug for at holde os ajour med. Det giver ikke mening at sige noget andet. Vi skal naturligvis være kritiske over for den viden, vi får udefra, men hvis ikke vi forholder os aktivt til vidensudvikling og evidens, så kan det få fatale konsekvenser for vores profession, siger Lene Munch.