Børn og unge som begår overgreb på andre børn og unge
Et spørgsmål som ofte bliver stillet, når man snakker om overgreb på børn begået af børn, er: Hvor går grænsen mellem almindelig børneleg og overgreb? Både børn og voksne kan være usikre på, hvor skillelinien går mellem overgreb og frivillighed. Børn kan være udviklingsmæssig for umodne til at forstå, hvad der sker, og måske er overgrebene virkelig begyndt som en leg, der så siden udvikler sig til overgreb.
I voksen alder kommer både problemer med at huske, hvad der skete og beskyttelsesmekanismer som bagatellisering og fortrængning ind i billedet.
“I skolen er samfundsfag og seksualkundskab med i undervisningsplanerne, men mange elever synes, at der lægges for meget vægt på prævention og kønssygdomme, og alt for lidt på følelser og hvordan den virkelighed er, som de lever i.”
Børn og unge vil altid eksperimentere med deres seksualitet og afprøve det for at lære om sig selv.
Som regel er der enighed om, at det er overgreb, når det sker mod den andens vilje, eller når handlingen er aggressiv voldelig og gør skade.
Jeg kan huske, at vi som børn legede doktor – det var ok – men vi fik besked på at stoppe med legen af de voksne.
Mange bliver udsatte for alvorlige overgreb af brødre, fætre eller andre, der bare er et år ældre, og får alvorlige senfølger af det.
Mange fagfolk mener at aldersforskellen må være cirka 5 år. Der er forsket meget lidt i, hvad der er børns naturlige seksuelle leg. Lamb og Coekley fandt i deres forskning af 128 studerende, at 85 procent fortalte, at de havde været med i seksuelle lege som børn. 31 procent af disse var blevet truet eller var blevet brugt magt imod. Dette skete hovedsagelig i leg mellem dreng og pige. De almindelig lege såsom “doktorlegen”, det at vise sig frem for hinanden, eksperimentere med at beføle hinandens kønsorganer, kysselege, seksuelle fantasilege med rollespil, de har efter voksne, eller film de har set og lignende.
Ovennævnte forskere fandt også, at pigerne, som legede disse lege med drenge, havde større sandsynlighed for at føle sig presset, manipuleret eller tvunget til aktiviteter, som de syntes var ubehagelige.
Det der begyndte som en gensidig almindelig seksuel nysgerrighedsleg, kunne altså ende som en leg, pigerne ikke ønskede at være med i, og som de i værste fald følte som et overgreb.
Forskerne fik problemer med at finde et enkelt svar på, hvad der anses som normal børneleg. Så det varierer i høj grad efter det enkelte menneskes syn på seksualitet og børn. Nogle beskriver også situationer andre klart ville kalde for overgreb som normal leg.
Det kan være, fordi denne form for omgang mellem mennesker faktisk var almindelig i netop den familie. Men i voksen alder ser flere, at det de var udsat for ikke har været godt for dem. De har fået senpåvirkninger og problemer, som ses i sammenhæng med overgrebene.
En kvinde i 40 års alderen fortæller: “Min bror var bare et år ældre end mig, men overgrebene skete aldrig frivilligt. Og det var helt klart, at det skulle der ikke snakkes om i eller omkring familien. Mandekulturen i byen var stærkt udadreagerende, de havde lov til at gøre næsten hvad de ville. Magten fik min bror gennem opdragelsen.”
Lukker øjnene
I retningslinier, “Seksuelle overgrebssager i Børne- og Ungdomspsykiatrien 2000”, påpeges det, at seksuel risikoadfærd eller overgrebsadfærd blandt børn og unge ofte er blevet bagatelliseret og antaget for at være almindelig børneseksualitet. De påpeger også, at vi nu ved, at de fleste, der begår overgreb mod børn, begynder deres overgrebskarriere som unge, og at disse overgreb kan have samme negative konsekvenser for den overgrebne som overgreb på voksne.
Man må håbe, at disse retningslinier kan gøre situationen for børn, der udsættes for blandt andet søskendeovergreb bedre, så de hurtigt kan komme i kontakt med social- og sundhedsmyndigheder.
I Sverige har en projektgruppe set på træk ved de unge overgribere, som har fået behandling. De har blandt andet bemærket, at familier til disse unge og de professionelle, som skulle tage sig af dem, ofte benægtede den uønskede adfærd. Derfor tog det også lang tid, før problemerne blev identificeret, selv om de fleste overgreb indbefattede alvorlige handlinger.
Hoem Kvam fra Norge fortæller juni 2001 på et seminar i Oslo, at der er stor modstand mod at rette opmærksomheden mod børn og unge, som forgriber sig seksuelt, og at en grund til dette kan være manglende kundskab om, hvordan de kan hjælpes. Deres adfærd bliver ofte bagatelliseret og forvekslet med “normal børneseksualitet”. Man lukker øjnene og håber, at de vil “vokse sig fra det”. Der er også en udbredt angst for, at den unge får et stempel på sig, som det er vanskeligt at komme af med. Det påpeges også, at seksuelle overgreb mellem børn og unge er et område, der længe har været ignoreret, at omfanget er usikkert, og at skaderne er blevet overset. Sagerne havner sjældent i offentlighedens søgelys. Hoem Kvam henviser også til tal, som må få os til at tænke anderledes: “En stor andel af seksuelle overgreb udføres af børn og unge under 18 år, og de fleste af disse kommer ikke til offentlighedens kendskab. De henviser blandt andet til studier i England og USA, at børn og unge er ansvarlige for 15 til 30 procent af alle voldtægter og 30 til 50 procent af alle seksuelle overgreb mod børn og at 50 til 60 procent af de, som begår overgreb mod børn, begik det første overgreb, før de fyldte 18 år. Disse tal må vi derfor tage alvorligt. Vi kan ikke tillade os fortsat at bagatellisere overgreb begået af børn og unge. Det betyder ikke, at vi skal fordømme dem og give dem et stempel som seksualvoldtægtsforbrydere, men at overgrebene må stoppes, og at de, der bliver udsat for overgrebene, skal have den hjælp de har brug for, og at de børn og unge, der begår overgrebene, tages alvorligt, og at de får den hjælp, som de har behov for for ikke at begå nye overgreb. Det er lige så vigtigt for familierne som for samfundet.
Information og oplæring
Vi ved, at mange plejeforældre har oplevet at få børn i pleje, der har begået overgreb mod deres biologiske børn. De fleste gange skyldes det, at plejeforældrene ikke er blevet informeret om baggrunden for anbringelsen og dermed ikke har kunnet tage deres forholdsregler for at beskytte egne børn i familien. Vi ved fra en svensk undersøgelse, at for over 50 procent af anbragte børn med overgrebsproblematik forekom der seksuelle overgreb mod andre børn i familiens varetægt. Dette viser nødvendigheden af god information og oplæring af plejehjemsforældre.
Forældres holdninger præger i høj grad børns seksuelle udvikling, og de kan være med til at give børnene et naturligt forhold til egne følelser og behov, så de kan blive bedre til at skelne mellem overgreb og naturlige handlinger.
De vil da også have muligheder for at undgå situationer, som de oplever som ubehagelige, og som kan føre til overgreb, og ikke mindst fortælle om det, som de oplever som overgreb.
En pige fortalte, at hendes mor blev både rasende og hysterisk, når hendes brødre sladrede om, at hun havde kneppet med andre drenge. Men hun turde aldrig fortælle sin mor, hvad hendes brødre gjorde ved hende, at de havde misbrugt hende, fra hun var 10 år. Hendes mor stillede hende altid til ansvar for det, brødrene og andre drenge gjorde.
Tal åbent om sex
Vi kan kun anbefale forældre og andre omsorgspersoner at snakke åbent om sex og ikke vente til puberteten med denne vigtige samtale.
Man bør snakke om sex, når det er naturligt at gøre det gennem hele opvæksten. I behøver ikke at bekymre jer om at sige for meget, for børn tager kun imod de informationer, som de er klar til at modtage. Dette gør det lettere at nærme sig temaet senere.
I det offentlige rum er der ikke megen diskussion omkring spørgsmålet “søskendeopdragelse”, men meget om det der må til for at give børn en god og tryg barndom.
Lærer vi børn om, hvad forskellen er på seksuelle overgreb, og hvad der er almindelig nysgerrighed og gensidig udforskning?
Hvis vi mener, at noget af baggrunden for at børn og unge begår overgreb er, at de ikke forstår det, de gør, hvorfor lærer vi dem da ikke at forstå konsekvenserne af deres handlinger?
Børn lærer, at de ikke må slå eller være onde i forbindelse med mobning, men ovennævnte svenske undersøgelse viser at 17 procent af pigerne fortalte, at de havde mistet deres mødom som et direkte resultat af pres fra drengene, hvilket ikke nogen steder figurerer over tal om seksuelle overgreb.
I skolen er samfundsfag og seksualkundskab med i undervisningsplanerne, men mange elever synes, at der lægges for meget vægt på prævention og kønssygdomme, og alt for lidt på følelser og hvordan den virkelighed er, som de lever i. Skoleeleverne fortalte også, at der var en tendens til at bagatellisere holdningen til voldtægt.
Problemer med at sætte grænser og gruppepres er også et meget forsømt område i undervisningen.
Jeg vil slutte med at bemærke, at henvendelser om seksuelle overgreb ser ud til ofte først at komme til Socialforvaltningernes kendskab, efter at de alvorlige overgreb er meldt til politiet.
Spørgsmålet er om man med større bevidsthed om børns adfærd kan fange signalerne. før det udvikler sig til strafbare overgreb.