Silas blev levende
Katrine Andersen kalder det en personlig åbenbaring at være indskrevet i Familiehuset i Horsens med sin lille søn, der havde trukket sig væk fra kontakten til andre
Jeg var glad for at få Silas og ville gøre det bedste. Men jeg havde det træls rent psykisk. Så jeg kørte på automatpilot, gav ham mad på klokkeslæt og kunne slet ikke mærke hans behov. Han kunne skrige som en efterladt somme tider, når jeg lagde ham ned, hvis jeg skulle støvsuge eller vaske op. Så lukkede han sig inde i sig selv og ville ikke have øjenkontakt. Han var meget påvirket af min tilstand.
Katrine Andersen på 24 er på besøg i Familiehuset i Horsens. Hun har Silas med. Nu er han tre, udadvendt, spørgende, fortællende, legende. Og Katrine er glad for sit liv og for den gode rytme i hverdagen. Hun er 19 uger henne i en ny graviditet – ikke lige planlagt, men det vil og kan hun sagtens klare selv. Hun tager barselsorlov, og så fortsætter hun uddannelsen til pædagog på Gedved Seminarium bagefter. Sådan er det.
Faderen til den lille nye er den samme som Silas’. Men de er ikke kærester, og de bor ikke sammen, for han er stofmisbruger, og det er stadig op og ned med ham. Sådan er det.
Katrine har tag i sit liv og fat om sin søn.
Hun kalder det en personlig åbenbaring at være indskrevet i Familiehuset. Hun er det ikke mere – har klaret sig selv det sidste år, men som tidligere indskrevet har hun mulighed for at vende tilbage, at kigge forbi og få en snak med Joachim Speck, der arbejder som psykoterapeut.
Hun kalder ham og de andre i huset sin reservefamilie, hvor hun kan hente det, som hendes forældre skulle have givet hende, da hun selv var lille:
- Det bliver så personligt, fortæller Katrine.
- Det er i orden nu, men var svært i starten. Jeg havde gået i terapi før, men det her var grænseoverskridende i forhold til forældrerollen. Jeg var bange, ikke så gammel og kunne frygte, at de ville tage mit barn i yderste konsekvens. Så jeg var spændt på deres reaktioner. De kunne jo se det, men jeg måtte alligevel fortælle, hvordan det var. Og så tænkte jeg, at det kun var til vores eget bedste og gik i gang.
Vi snakkede og filmede
- Jamen, jeg blev jo gravid og var indstillet på samvær med Silas’ far. Han var stofmisbruger, men stoffri, da jeg blev gravid. Desværre faldt han i igen. Efterhånden var jeg seks måneder henne, langt nede og bange. Min mor og jeg tog kontakt til en sagsbehandler, og jeg kom i en mødregruppe for 15 til 25-årige. Min kæreste røg ind og ud af behandling, og da Silas var to måneder, fandt min kæreste en anden kæreste. Det var træls. Jeg kendte godt lidt til Familiehuset, før jeg kom i mødregruppen, og Silas var vel to-tre måneder, da jeg startede her. Jeg havde intet overskud, ingen energi og var ødelagt, men jeg kunne godt selv se, at der var brug for hjælp. Og det her sted blev min redning.
- Her blev det Joachim og jeg. Og Silas og et videokamera. Vi snakkede og filmede og snakkede og filmede og snakkede og filmede. Der var ikke fokus på det negative i videoerne som sådan, men på samspillet, samtalen, spørgsmålene. Kunne jeg selv se noget, jeg kunne ændre eller styrke? Kunne han? At se sig selv udefra i samspil eller manglende samspil med sit barn – det er krævende. Men det blev til aha-oplevelser frem for forfærdelse over mig selv.
- Fra Silas var et halvt år til han blev otte-ni måneder, gik det kun langsomt fremad med hans fysiske udvikling. Jeg var bekymret. Han kunne ikke sidde for eksempel. Men der kom så gang i spædbarnsterapi med Silas, og da jeg fik godt fat i arbejdet med ham, begyndte han at sidde, kravle og rejse sig op. Jeg fik det også selv bedre. For sideløbende med videoarbejdet modtog jeg terapi på det personlige plan. Jeg fik mere selvværd og selvtillid i forhold til forældrerollen, så jeg kunne styrke de gode tegn på udvikling. Det bar frugt. Silas blev levende.
Katrine skynder sig at forklare, at det var han da også forinden. Men han blev nærværende, han blomstrede og udviklede sig. Og hun kunne se det som mor – og var lykkelig for at finde ud af at give ham plads.
At det var et psykisk hårdt stykke arbejde, lægger Katrine ikke skjul på. Den intense terapi krævede kræfter og gjorde hende ør oven i knolden. Hun skulle holde fokus både på sin egen og på sønnens udvikling Hun skulle træffe beslutninger – rare såvel som trælse. Hun skulle kæmpe med gamle mønstre og indgroede vaner. Hun skulle lære grundlæggende samværsformer, som hun ikke havde lært hjemmefra eller lært forkert. Hun skulle se mulighederne for at handle anderledes. Hun skulle rumme en masse redskaber og nye kompetencer. Hun skulle samarbejde med vuggestuen og lære den spejlende, anerkendende tilgang til et barn uden kæft, trit og retning.
- Jeg vil også kalde den en rummende tilgang, tilføjer Joachim Speck. Voksne må være med til at rumme det lille barns følelser.
Eg øver mig stadig
Katrine var indskrevet på fuld tid i Familiehuset i et år med gruppeterapi to gange om ugen, individuel terapi en gang om ugen og med det direkte samarbejde med Silas, der blev optaget på video og bearbejdet efterfølgende. Noget af dette samarbejde foregik på hjemmebesøgene.
Derefter trappede hun langsomt ned i en udslusningsfase, hvor hun samarbejdede med Joachim Speck hveranden og senere hver tredje uge. For et års tid siden sluttede det formelle samarbejde.
- Det var godt, jeg havde barselsorlov, siger Katrine.
- For det var en lang proces, og den er ikke slut. Det er da svært stadigvæk, men jeg er blevet god til at være den voksne, at tage beslutninger, at sætte grænser. Jeg øver mig i at give udtryk for, hvad jeg gerne vil have i stedet for at lægge mine grænser fra mig og over til Silas. Han er jo tre nu og udadvendt, så jeg øver mig i at rumme ham uden at lave en konflikt. Og det virker faktisk.
Katrines besøg i Familiehuset er ovre. Hun er ved at afslutte fjerde semester på seminariet og har halvandet år igen, før hun selv er pædagog. Det vil sige: Den næste barselsorlov kommer lige oveni.
Men når hun er færdig, vil hun simpelthen ud og prøve kræfter på specialområdet. En almindelig børnehave bliver det i hver fald ikke, tilkendegiver hun.
- Tak for i dag, lyder det fra Silas, der er på vej ned ad trappen.
Solskinnet venter lige uden for døren.