'Jeg sagde jeg var socialpædagog, før jeg fortalte hvad jeg hed'
Engang var fotojournalist Hanne Engelstoft Lund, 53, en glad og energisk socialpædagog. Hun brændte for sit fag og engagerede sig både som tillidskvinde, i SL’s kredsbestyrelse og som praktikvejleder. Men arbejdet som pædagog gjorde Hanne Engelstoft Lund syg, og nu er jobbet skiftet ud med et arbejde, hvor hun i ord og billeder fortæller om udviklingshæmmede. En sej kamp, der krævede vilje og hårdt arbejde
En weekend strømmede tårerne ned af hendes kinder. Hun var utrøstelig og ked af det. Hun forsøgte at fortælle, hvad hun følte, men ordene ville ikke ud. Hun havde ordene i hovedet, men de ville ikke ud af munden. Og så kom angsten.
– Jeg snakkede ikke om andet end mit arbejde. Mit arbejde fyldte alt. Jeg havde gode kollegaer og var glad for mit arbejde med de handicappede på Stensagergården i Århus. Men jeg trak mig mere og mere fra børnene. Jeg følte, jeg arbejdede i en myretue. Der var børn og voksne overalt i de små lokaler, og jeg blev pludselig hunderæd for at komme på arbejde.
– Jeg er overbe vist om, at jeg var et overfladisk facademenneske, før jeg blev syg, og jeg er sikker på, at jeg det sidste år var en urimelig kollega.
Hanne Engelstoft
Hanne lignede ikke sig selv mere. Hun sygemeldte sig i tre uger, og kort tid efter tog hun orlov i fire måneder. Hun skulle nok selv klare at komme over sin stress.
Hun rejste alene til Indonesien, og fik det bedre. Men da hun vendte tilbage på sit job, fik hun det hurtigt dårligt igen. Arbejdspladsen og opgaverne var stadig de samme.
– Jeg sov dårligt om natten og kastede op, når jeg kom på arbejde. Jeg begyndte at tude, men ingen spurgte til mig. Jeg var jo ikke én, der brød sammen.
Følelsen af ikke at være i egen krop overtog. Hjertet hamrede, og da en veninde ringede, var veninden sikker: Hanne var udbrændt.
Hanne cyklede bange ud på sit arbejde, og fortalte, at hun sygemeldte sig, og ikke vidste, hvad hun skulle gøre.
– Heldigvis fik jeg en pjece fra arbejdsmedicinsk klinik i hånden, inden jeg cyklede hjem og gemte mig.
Det er nu ti år og en ny karriere siden.
Husk! Fire råd fra Hanne Engelstoft Lund 1. Spørg dig selv jævnligt, hvordan du har det? får du dine behov opfyldt? 2. Mærk efter, hvordan du har det, og giv udtryk for det. 3. Stå ved dig selv og din sårbarhed. 4. Du er personlig ansvarlig for, hvordan du har det. forvent ikke, at andre redder dig. |
Personligt ansvar
Hanne Engelstoft Lund blev sygemeldt og fik samtaler hos psykolog på arbejdsmedicinsk klinik. Samtaler og tests viste, at hun havde svære symptomer på udbrændthed. Hun blev frarådet at arbejde som socialpædagog igen.
Pludselig var hendes identitet væk. I tyve år arbejdede hun som pædagog, inden kroppen sagde stop. Lysten var kun til at gemme sig langt væk under dynen.
– Jeg kunne ikke styre mine følelser. Jeg var bange for at møde mennesker og bange for at købe ind. Jeg kunne ikke navigere i mit følelsesregister. Til nød lavede jeg mad til min teenagesøn, ellers sov jeg nærmest i to måneder, kun afbrudt af samtaler på arbejdsmedicinsk klinik.
– Men jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle videre, var det mit personlige ansvar. Jeg brændte ikke ud kun på grund af mit job, men fordi jeg levede forkert. Jeg skulle lære at lytte til min krop. Det var en svær erkendelse at indrømme, at der var noget jeg ikke kunne. Før troede jeg, at jeg magtede hele verden.
En sagsbehandler spurgte hurtigt, hvad Hanne ville. Allermest ville hun bare være i fred. Men det var et umuligt ønske. Samtaler med psykolog og alternative behandlere førte langsomt til at føle glæde over, at et andet liv lå forude.
Hun fortalte sin sagsbehandler, at hun kunne lide at fotografere, og undersøgte mulighederne for at blive fotograf. En energisk studievejleder på Danmarks Journalisthøjskole, overbeviste hende om, at en uddannelse som fotojournalist var en mulighed.
En ny verden åbnede sig. Hanne fik et nyt mål med sit liv og tilsidesatte alt andet for at kvalificere sig til optagelse på Danmarks Journalisthøjskole.
Et nyt arbejdsliv
Hun knoklede på fotokurser og øvede sig konstant i at tage billeder. Der var ikke tid og lyst til venner og et socialt liv. Udbrændtheden krævede, at hun fokuserede. Knokkelarbejdet gav bonus. Optagelse på Danmarks Journalisthøjskole på fotojournalistlinien blev en realitet – og en personlig sejr.
– Årene på skolen var spændende, udfordrende og rædselsfulde. Det var som at komme i himlen på gode dage og i helvede på de dårlige dage. Mange af mine medstuderende var konger, der syntes de var fantastiske, og jeg syntes bare, jeg var heldig. Alt var nyt for mig. Lige fra at bruge en computer til at skrive en artikel. For ikke at tale om at tage billeder.
– Jeg var så grøn, selvom jeg kunne være mor til de fleste på skolen. Det var frygteligt angstprovokerende. Nogle dage tudede jeg på vej til skolen, og jeg var ved at droppe ud flere gange. Men min sagsbehandler sagde: Nu gennemfører du! Og det gjorde jeg. Men jeg har stadig mareridt om, at jeg mangler en eksamen for at kunne få mit eksamensbevis.
Hanne mærkede, at der var et arbejdsliv, efter at alt liv næsten var slået ud af hende. Det var drivkraften, der fik hende til at gennemføre sin nye uddannelse.
– Tænk sig, at jeg har lige så langt et arbejdsliv foran mig som fotograf, som jeg havde som pædagog. Forskellen er, at jeg i dag føler, at jeg har et mere legende job.
En tilfældighed gav hende jobbet på Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning.
Efter endt uddannelse mødte Hanne en tidligere pædagogmedhjælper, hun havde arbejdet med. Pædagogmedhjælperen var nu psykolog på videnscenteret. Da hun hørte, at Hanne nu også var fotojournalist, var hun sikker på, at de havde brug for hende til informationsarbejde på VIPU. Hanne Engelstoft Lund tog til samtale med overlæge Kurt Sørensen, der troede på hendes evner og ansatte hende.
Nu skriver hun artikler og tager billeder til VIPUs blad. Historier om udviklingshæmmede er hendes yndlingsopgaver.
– Jeg beundrer stadig alle de seje pædagoger, der arbejder med de udviklingshæmmede, og synes det er interessant at skrive om emnet. Pædagogerne er bare for tilbageholdende. Jeg oplever tit, at pædagogerne er bange for at udtale sig. Det forstår jeg ikke, for de har alt mulig grund til at være stolte af deres fag.
– Og de udviklingshæmmede er stadig fantastiske at arbejde med. Nu får jeg lov til at lave alt det sjove med dem, mens jeg er fri for at passe dem. Min “passe på andre mennesker”- kvote er brugt op.
Jeg er Hanne Engelstoft
I dag har Hanne Engelstoft Lund et godt familieliv og tætte venner. Hun er glad for sit job, men taler sjældent om sit arbejde, for det skal ikke fylde for meget.
– Mit arbejde i dag er super. Jeg har et fantastisk arbejdsliv igen, fordi mit arbejde er produktorienteret. Mit arbejde involverer ikke følelsesmæssige relationer, der kræver følelsesmæssige ressourcer og følelsesmæssig overskud. Gjorde mit arbejde det, vil jeg stadig have et svært arbejdsliv.
Hanne er sikker på, at udbrændtheden var nødvendig for at få et ærligt liv. Et liv, der betyder, at hun mærker, hvem hun er. Erkendelsen har hun blandt andet fået gennem ti års løbende terapi.
I dag øver hun sig på, at slappe af og nyde følelsen af, at hun igen magter sit arbejde.
– Jeg er overbevist om, at jeg var et overfladisk facademenneske, før jeg blev syg, og jeg er sikker på, at jeg det sidste år var en urimelig kollega.
Netop derfor afholder Hanne Engelstoft Lund også kurser i, hvordan socialpædagoger undgår at brænde ud i deres arbejde med udviklingshæmmede. Hun vil gerne give sine erfaringer videre, for hun mener mange pædagoger er udsatte i deres arbejde.
– Jeg er ikke vred på min tidligere arbejdsplads eller utilfreds. Jeg er irriteret på mig selv, fordi jeg pressede mig selv så hårdt, at jeg blev syg af det.
CV Hanne Engelstoft Lund, 53 år, blev uddannet socialpædagog i 1977. Hun blev sygemeldt og stoppede som socialpædagog i 1997 og i stedet uddannet som fotojournalist i 2003. Hun arbejder nu som fotojournalist på Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning – VIPU – i Århus. Hun er fotografen bag to fotobøger, ’Når jeg drømmer’ (udgivet af Dansklærerforeningen) og ’Farvel til den sidste bonde’ (udkommet på DR forlag) og har haft billeder på diverse fotoudstillinger, og hun medvirker i filmen ’Tryk stop i god tid’ fra Arbejdstilsynet. Ved siden af arbejdet på VIPU afholder hun kurser om stress og udbrændthed: ’Hvordan undgår du at brænde ud i arbejdet med udviklingshæmmede mennesker’.
|