Familiepleje til høring
At familieplejerne kan noget meget værdifuldt, var der enighed om på Socialpædagogernes høring på Christiansborg – men når det kom til familieplejernes arbejdsog ansættelsesforhold deltes vandene
Målet med denne høring er viden og debat. Og at vi får forankret den viden i arbejdet med Barnets Reform, så vi sikrer, at reformen får et kvalitativt løft.
Sådan lød det, da Kirsten Nissen bød velkommen til familieplejehøringen i en stuvende fuld Fællessal på Christiansborg den 1. oktober. På det tidspunkt var forhandlingerne om reformen på vej ind i sin afgørende fase.
Med et politisk panel, der dækkede store dele af Folketingssalen, et vidne-panel der både rummede en tidligere anbragt, en repræsentant for de biologiske forældre, en familieplejer og en kommunal socialchef var der lagt op til at komme hele vejen rundt om familiepleje anno 2009.
Første paneloplæg kom fra forskningsassistent Lajla Knudsen fra SFI, der havde fået i opdrag at give et overblik over det forskningsmateriale, der er om de børn, der i dag er anbragt i familiepleje.
40 procent af alle anbragte børn er anbragt i familiepleje, og med Barnets Reform er der lagt op til, at det tal skal være højere. Ikke mindst andelen af de helt små anbragte børn.
Lajla Knudsen sagde, at for de børn, der typisk er anbragt i familiepleje gælder det – overordnet set – at de oftere kommer fra socialt bedre fungerende hjem end børn på døgninstitution, og at de ikke i lige så høj grad som anbragte børn på døgninstitution har egne problemer at slås med
–som for eksempel psykiske eller fysiske diagnoser.
Børn anbragt i familiepleje befinder groft sagt sig i den ressourcestærke ende af alle anbragte børn, konkluderede hun.
Det fik Peter Albæk fra Børns Vilkår til at spørge om, hvad man reelt ved, om resultatet af en anbringelse i familiepleje: Får børn det bedre eller værre mens de er anbragt – eller er der tale om et slags socialt eksperiment?
Lajla Knudsen svarede, at man ved alt for lidt om, hvad der virker og hvad der ikke virker. Og det er der behov for bliver rettet op på, hvis man skal forsvare at opruste brugen af familiepleje i fremtiden.
Send en sms
Fra Hillerød kommune fortalte sektionsleder Gitte Gjørup om kommunens forventninger til familieplejere:
–En god familiepleje skal møde barnet med både hjerte og forstand, sagde hun.
Det nikkede en tidligere anbragt, Kenneth Poulsen, til og sagde, at han som plejebarn oplevede et stort behov for at anerkendelse fra sin plejefamilie – for at føle sig som en del af familien og beskrev, hvordan det at blive kaldt ’plejebarn’ gjorde ondt.
Omvendt kunne Lene Jørgensen, der er socialrådgiver i FBU, Forældrelandsforeningen, fortælle, hvordan de biologiske forældre ofte oplever en stor sorg, når barnet knytter sig
så meget til plejefamilien, at barnet kalder dem for ’mor og far’. Hun fortalte om frustrerede forældre, der ignoreres af både kommunen og af plejefamilierne. Som ikke anerkendes eller respekteres.
–Det handler bare om en sms i ny og næ. Når barnet har fået sin første tand, taget sit første skridt eller en invitation, når barnets skole opfører teater. Det handler om at dele forældreskabet med de biologiske forældre. Også for barnets skyld,’ sagde Lene Jørgensen.
Stabilitet uden ansættelse
I det politiske panel sad blandt andet Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre. Hun påpegede det vigtige i, at kommunerne støtter de biologiske forældre – også efter barnet er blevet fjernet.
–Vi har en forpligtelse til at ruste dem og gøre dem i stand til at komme videre. Ellers bryder vi jo ingen onde cirkler, sagde Marianne Jelved.
Louise Elholm fra Venstre understregede, at intentionen med Barnets Reform netop havde været at sætte barnets rettigheder i centrum, og at når regeringens reformudspil fokuserede så stærkt på familiepleje, var det netop, fordi regeringen finder det vigtigt, at barnet får en stabil voksenkontakt, som bedst opnås i familiepleje, sagde hun. Til gengæld var der ikke mange konkrete tilsagn at hente hos Louise Elhom, når hun blev spurgt om, hvordan hun stiller sig til plejefamiliernes ønske om at blive sikret via en ansættelse.
–Vi lægger vægt på, at den her gruppe udsatte børn anbringes i en familie med stabilitet og tryghed. Og det ser vi ikke som foreneligt med, at der bliver tale om en egentlig ansættelse med ret til ferie, afspadsering og den slags, sagde Louise Elholm.
Bemærkningen fik Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet til at spørge, om ikke netop man opnår stabilitet og tryghed for børnene, når de voksne er sikret ordentlige arbejdsforhold.
Hjerteblod fortyndes ikke
Leder af Socialpædagogernes familieplejenetværk, Lilli Bach Andersen, gav i sit indlæg et indblik i en almindelig dag hos en familieplejer. Hvordan det at skulle skaffe plejebarnet nye briller for eksempel kan tage måneder på grund af usmidigt samarbejde med kommunen.
KL’s repræsentant i det politiske panel, Børne- og Kulturudvalgsmedlem Holger Gorm Petersen, viste villighed til at gøre sagsbehandlingen mere smidig, men var ikke til at rokke, når det handlede om at sikre familieplejere ansættelse i kommunerne.
–Plejefamilier kan ikke købes. Det handler om nærhed, tryghed og kærlighed. Og KL’s holdning er, at familieplejere ikke skal kommunalt ansættes, sagde han.
Benny Andersen lukkede dagen med at konstatere, at KL snart må indse, at det hjerteblod, plejefamilier lægger i deres job, ikke fortyndes ved et ansættelsesbrev.