icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdspladsbesøg

Mangler bare underskriften

For Jammerbugtens Børne- og Familiecenter i Nordjylland handler en overenskomst om at kunne tiltrække erfarne medarbejdere og om at have ordnede forhold

  • Af Hanne Sørensen Smith
  • 04-2009 /

Jamen, det er rigtigt. Vi mangler bare lige underskriften, så har vi en overenskomst, bekræfter Rune Pedersen, der er vicecenterleder og faglig leder på Jammerbugtens Børneog Familiecenter i Nordjylland. Det er et privat opholdssted med omkring 40 børn og 100 ansatte, der fordeler sig på seks opholdssteder, et familiehus og intern skole i tre afdelinger. Indehaver er Jes Jørgen Simmelsgaard.

-For os handler det om rekruttering. Hvis du vil have unge, forholdsvis nyuddannede, så er det ikke svært. De fleste af vores socialpædagoger er under 35 år. Men det er vanskeligt for os at få fat i de lidt ældre med erfaring. Og vi har netop brug for en masse erfaring, for den ballast giver ro, hvor de helt unge kan bidrage med kendskab til nye teorier.

-Vi tilbyder højere løn, mere indflydelse, større kursusbudgetter og struktureret udvikling af faglighed. Men det handler også om ordnede forhold. Der skal være ligestilling i forhold til det offentlige  område, når det gælder arbejdsvilkår. Det synes vi, så derfor ringede vi sidste forår til Finn Arne Nielsen hos Socialpædagogerne her i Nordjylland. Det har været en god, men tidsmæssigt lang proces, for der er meget, der skal snakkes igennem.

-Det svære for os på opholdsstederne er jo ofte, at kommunerne har én måneds opsigelse på børnene, mens vi har løbende måned plus tre måneder på de ansatte, hvis vi skal opføre os ordentligt. Og så er der merudgifter, når folk er på barsel. Men generelt gør vores størrelse os mindre sårbare, og så er lokalaftaler jo en fantastisk god idé, siger Rune Pedersen.

Ok – led i vores udvikling
Vicecenterlederen understreger, at en overenskomst er et led i udviklingen af Jammerbugtens Børne- og Familiecenter. Når undersøgelser viser, at kun få procent af anbringelserne har den ønskede effekt, er der kun én vej frem, og det er at gøre arbejdet bedre. Derfor har man på centret som et led i at få mere kvalitet ind i anbringelserne ansat to psykologer og er i gang med at videreuddanne socialpædagoger til terapeuter, så der fremover er en terapeut i hvert hus.

Kursusbudgettet er rigtig stort, og pædagogikken er udviklet fra den tillempede konsekvenspædagogik, der regulerer adfærd, til den anerkendende pædagogik med fokus på ressourcer og dannelse.

-Overordnet set er det vores vision at være landets allerbedste sted om 10-15 år – og at være et behandlingstilbud, der giver dannelse og myndighed i eget liv, frem for at være et opholdssted. Det tager jo tid at nå frem til evidensbaserede effektmålinger. Og jeg ser sikkerhed i personalets ansættelse som en del af den vision. Et par enkelte ting bliver mere besværlige med en overenskomst.

Vores fleksibilitet kommer til at lide lidt under det. Men det ser altså fornuftigt ud alt i alt, siger Rune Pedersen.

Mere i clinch med kommunerne
-Hos Socialpædagogerne har vi også et ansvar for, at tingene hænger sammen økonomisk, når vi snakker overenskomst med arbejdspladserne. Vi lægger ikke pres på, men går efter debatten og samarbejdet, fortæller Arne Finn Nielsen, faglig sekretær hos Socialpædagogerne i Nordjylland.

-Det er i høj grad økonomien i forhold til opsigelsesvarsler, der forhindrer overenskomster. Vi må mere i clinch med kommunerne, så børnene og de unge kan få længere opsigelsesvarsler end en måned. Det er den store hurdle. I dag har vi en fond, der hjælper med løn under barsel, og generelt er løn under sygdom ikke det helt store problem.

-Men det private område fungerer efter helt andre regler. Kommunernes vejledninger tilsiger gennemsnitslønninger og gennemsnitsfremskrivninger, når der lægges budgetter. Der er ofte dårligere normering, så der arbejdes mere, og der  er ikke vikarpuljer. Modsat er stederne ikke bundet på hænder og fødder ved værkstedsaktiviteter for eksempel. Generelt vil jeg sige, de laver godt arbejde derude. Men de vilkår, kommunerne giver dem, skal være ordentlige og mere lig det øvrige socialpædagogiske område, mener Arne Finn Nielsen.

Han er fagforeningens ‘faste mand’ på de private opholdssteder og kender området godt. Der er over 200 af dem i Nordjylland, og 25-30 har fået besøg under tre ugers intensiv kampagne, hvor tre andre fra kontoret i kreds Nordjylland har fulgt op på Arne Finn Nielsens kontakter.

-Fremover vil kommunerne sikre sig, at der leveres kvalitet, og det kræver uddannet arbejdskraft. Selvfølgelig kan det stadig være en blandet landhandel derude. Men jeg synes, det har rykket sig rigtig meget de sidste tre-fire år, siger Arne Finn Nielsen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Overenskomst