Opsang fra en tidligere patient
Psykologen Arnhild Lauveng knytter sine egne erfaringer som psykiatrisk patient sammen med en konstruktiv kritik af det ‘system’, der trods gode intentioner ofte endte med at overse hendes helt basale behov for respekt og accept – og håb
Hvordan det er lykkedes forfatteren til denne bog at komme sig efter mere end 10 års ophold på mange forskellige psykiatriske hospitaler og sociale institutioner er i sig selv en fantastisk fortælling, som kan anbefales til alle, der interesserer sig for menneskets mangfoldighed og perspektivet for den psykiatriske indsats.
Bogen er en meget levende fortælling, der – blandt andet – handler om, hvor mange faktorer der må spille ind, før vi når til vendepunkter i livet, som ultimativt bringer os mod nye livssituationer og helt nye perspektiver for livet.
Bogen er naturligvis ikke en generel opskrift på recovery, men en personlig skildring fra et menneske, som bevarede håbet om, at et leveværdigt liv kan genvindes.
Arnhild Lauveng sætter meget klar fokus på de menneskelige værdier i det professionelle institutionelle samvær og sender også klare signaler til fagpersoner og institutioner om at huske på, at ingen sindslidende kun består af deres sygdom eller deres diagnose: Der er et levet liv bag den sindslidendes adfærd. Et levet liv, der kan være nøglen til en forståelse af ellers uforståelige udtryksformer.
Bogen sætter også klart fokus på, hvordan forfatteren oplever forholdet mellem de professionelle og sig selv som patient. Der er så mange gode intentioner i det store system, som forsøger at hjælpe hende med at få et leveværdigt liv, men alligevel ender det ofte med, at der ikke er tid til hende og hendes individuelle behov for accept, respekt og forståelse i processen.
Lussinger til de professionelle
Det giver forfatteren en klar fordel i hendes fortælling og perspektivering, at hun nu er i stand til at anvende sin egen professions identitet, – sin viden og erfaring som psykolog i såvel analyse af sin egen historie, som i nogle konkrete bud på udviklingsområder inden for det psykiatriske indsatsområde. Udviklingspsykologiens viden og værktøjskasse er ofte en overset ressource i bestræbelserne på at støtte og hjælpe sindslidende borgere i kampen for at finde mening og mål med livet.
Bogen har et gennemgående tema omhandlende, hvor let det er at tænke og forstå mennesker med psykiske lidelser som ‘anderledes’: Mennesker som ikke er rationelle, som foretager sig dumme ting, som tager fejl og som ikke ved, hvad der er bedst for dem selv.
Det kan sikkert være ganske sandt. Men dette skal vel samtidig retfærdigvis holdes op imod, at det er ganske almindeligt: Mennesker uden psykiske lidelser er jo heller ikke rationelle. Vi foretager os alle dumme ting, tager fejl eller gør ting, der ikke er gode for os. Det giver stof til eftertanke at konstatere, at vi mennesker grundlæggende ligner hinanden mere, end vi er forskellige fra hinanden.
Bogen pointerer, at som sindslidende skal man ikke træde ved siden af, for så fungerer stigmatiseringen og udelukkelsesmekanismerne helt fortræffeligt. Det kræver rigtig mange kræfter at være svag.
Forfatteren uddeler nogle ordentlige lussinger til dé professionelle, der ikke engagerer sig i deres relationsarbejde. ‘Der er grænser for, hvad man kan bruge som argument for at slippe for at rejse sig fra sofaen – især når man er på arbejde’, hedder det et sted. Og der er hug til medarbejdere, der håndhæver regler i dovenskabens og det uengageredes navn. Medarbejdere, der har – og udnytter – magten til at bestemme, til at definere og til at forvalte reglerne og sandheden. Medarbejdere, der formår at tvinge den tvangsindlagte patient/ forfatter til lydighed, men ikke til enighed.
Disse er ansvarlige for oplevelser, der her beskrives som ydmygende, afmægtige og foragtelige for den sindslidende.
Et levet liv i psykiatrien
Samtidig med at den meget læseværdige bog markerer sig stærkt i fortællingen om, at mennesker skal behandles menneskeligt uanset fremtræden og udtryksform, så opfordrer den også klart medarbejdere i feltet til at tage opgaven seriøst. Bogen debatterer, at der også til tider er grund til at lade evidens, faglighed, teori og erfaringer råde, når man er tæt på sindslidende, der åbenlyst ikke er i stand til at håndtere deres egen livssituation. Det er ikke nok at være venlig eller pladderhumanistisk. Du skal som professionel sætte dig engageret og fagligt ind i opgaven – ellers kan det gå grueligt galt.
Bogen er en levende fortælling fra et levet liv i psykiatrien. Den er krydret med en faglig vinkel, som løfter niveauet og giver en dobbelthed i læseoplevelsen.
Det er virkelig livsbekræftende at møde endnu et menneske, der på trods af systemets mange fejl og mangler har formået at komme sig.
Dette er en fantastisk fortælling om, hvordan håb kan holde fokus og skabe en indre energi, der pludselig slår hul igennem til et leveværdigt liv.
Vi er heldigvis nogle stykker på vores arbejdsplads, der har læst denne bog, og vi er enige om, at her har vi fat i både god faglitteratur og en rigtig god skildring af livet, som det kan tage sig ud, når dæmoner, stemmer og til tider systemer overtager styringen.
Arnhild Lauveng: Unyttig som en rose. 139 sider, 199 kroner.
Udkommet på Akademisk Forlag.
Noter Socialpædagogernes Hovedbestyrelse besluttede på sit møde i januar at nedlægge de landsdækkende organer og aktiviteter for pensionister og efterlønnere og i stedet satse på det lokale arbejde i kredsene. Dog vil man fortsat bibeholde et årligt landsdækkende arrangement, som forbundet er ansvarlig for. Flere betænkelige ved psykisk syg kollega Lønmodtagere og ledere er blevet mindre rummelige over for kolleger med psykiske lidelser. De har i 2008 været med til at udarbejde undersøgelsen “Virksomhedernes Sociale Engagement”, og ifølge den ser lønmodtagerne meget forskelligt på kolleger med afgrænsede fysiske lidelser og på kolleger med de mere udefi nerbare psykiske lidelser. Det viser sig, at 45 procent er betænkelige ved at få en kollega med en psykisk lidelse. Og det er en væsentlig større andel end den gruppe, som er betænkelig ved at få en kollega, der eksempelvis er blind. Det er frygten for dårlige kvalitet i arbejdet snarere end belastning af det kollegiale fællesskab eller utryghed, som lønmodtagerne forbinder med at få en psykisk syg kollega. Og her er unge mere skeptiske end ældre. Men generelt er lønmodtagerne positive over for virksomheders sociale engagement, selv om 23 procent fl ere lønmodtagere i 2007 sammenlignet med tidligere synes, at det er en belastning, at der ansættes personer med nedsat arbejdsevne. Færre uddannelser til handicappede unge Klagesagerne over kommunernes uddannelsestilbud til børn med særlige handicap hober sig op. Der er færre tilbud og de, som fi ndes, er blevet dårligere. Antallet af klager til Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisning steg fra 165 i 2006 til 384 i 2007 (en stigning på 233 procent). Sådan har udviklingen været, siden kommunerne overtog ansvaret fra amterne i 2007, mener Danske Handicaporganisationer og Landsforeningen for Autisme. Problemerne har fået Dansk Folkepartis udviklingsbistandsordfører, Tina Petersen, op af stolen. Hun har bedt velfærdsminister Karen Jespersen(V) om at redegøre for forringelserne. |