Bertel Haarder er tilsyneladende meget bekymret over, at så få vil være pædagoger og lærere. Hans løsning på problemet er, at ingen må sige noget skidt om de dårlige lønforhold, der betyder, at disse faggrupper for eksempel ikke længere kan bosætte sig i Storkøbenhavn og Nordsjælland. Ej heller må der tales om de ekstremt dårlige normeringer, der medfører, at pædagogikken reduceres til rå pasning, og at personalet går ned med stress.
Den værste hån er dog, at Bertel Haarder ikke af egen kraft har rettet kritikken mod sin egen chef, der, som den eneste statsminister i dansk historie, har tilladt sig at nedgøre og latterliggøre særlige befolkningsgrupper med betegnelser som “rundkredspædagoger” og “socialistiske ballademagere”. At statsministeren offentligt har udtalt, at elever i folkeskolen, der har det skidt, skal smides ud og passes af “hærdebrede tatoverede typer”, falder åbenbart heller ikke landets undervisningsminister for brystet.