icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kvindehistorie

30 år med Danner

En mørk novembernat i slutningen af 70’erne besatte 300 kvinder det nuværende Dannerhus – det blev starten på landets første kvindekrisecenter. Nu kan stedet fejre sin 30 års dag som en veritabel institution i nyere dansk historie

  • Af Jens Nielsen
  • 21-2009 /

Når Dannerhuset om et par uger kan fejre sin 30 års dag, er det som en institution i dansk samfundsliv, der rækker langt længere tilbage i historie. Faktisk begyndte det for 134 år siden. Der stod det nemlig færdigt – huset, der rummede Frederik den 7.s stiftelse for trængende fruentimmere af arbejdsklassen.

Eller egentlig begyndte det for 194 år siden, da Louise Christine Rasmussen blev født uden for ægteskabet. 35 år senere blev hun gift med Frederik den 7., blev kendt som Grevinde Danner, og det var efter gemalens død, hun satte gang i byggeriet af det, der i dag er kendt som Dannerhuset – og i mere end 100 år husede fattige, ældre kvinder i sine 53 boliger ved Søerne i København.

Husets anden ære som kvindekrisecenter begyndte i 1979. På det tidspunkt var tiden løbet fra den traditionelle fattigdomshjælp – men den var ikke løbet at fra behovet for hjælp til kvinder i krise. På det tidspunkt boede kun fire kvinder i det mægtige hus, men mens der rumlede planer om nedrivning, tog 300 kvinder fra kvindebevægelsen  sagen i egen hånd. Under dække af et ’seminar’ samledes de i København og besatte huset. Kort efter flyttede de første kvinder ind – på flugt fra vold i parforholdet.

Men for at kunne overtage huset, måtte det købes, og det lykkedes gennem det, der på den tid var den økonomisk største landsindsamling efter Anden Verdenskrig samt en lang række aktiviteter og støttefester.

Pengene rakte ikke kun til køb af huset, men også til istandsættelsen, og huset, der nu er fredet, drives i dag af Kvindecenterfonden Dannerhuset, der blev grundlagt kort efter besættelsen af huset i 1980. Hele det omfattende renoveringsprojekt er forestået af kvindelige arkitekter, ingeniører, håndværkere og frivillige, og I Danmark er Dannerhuset det eneste eksempel på et renoveringsprojekt i den størrelsesorden udført udelukkende af kvinder.

Nye tider, samme fokus
Huset drives nu ikke længere udelukkende på frivillig basis. Siden 2005 har huset haft en skarp international profil gennem sit videnscenter og en direktør – uden at det har ændret fokus: de udsatte og voldsramte kvinder. Og dem er der desværre ikke blevet færre af.

Igennem de 30 år har Danner rådgivet mellem 15.000 og 20.000 kvinder. 3.000 kvinder og et tilsvarende antal børn har gennem årene boet i huset, og netop børnene og deres forhold har stået centralt i arbejdet.

De seneste tre år har Dannerhuset oplevet en fordobling i henvendelserne, og alene i 2008 var
1.600 kvinder og pårørende i kontakt med husets rådgivning, og 103 kvinder og 82 børn boede i huset i kortere eller længere tid.

Direktør Vibe Klarup Voetmann tolker stigningen som et godt tegn:
– Vi tror, at det skyldes, at kvinder i højere grad end tidligere siger nej til vold og søger hjælp og råd, siger hun.

Ingen 30 års fødselsdag uden en fest. I Danners tilfælde er det naturligt nok en støttekoncert den
2. november i Koncertsalen i Tivoli, hvor blandt andre Annisette, Anne Linnet, Søs Fenger og Cæcilie Norby går på scenen. Samme aften uddeles Danners Ærespris. Hele arrangementet støttes af en række sponsorer – heriblandt LO, Socialpædagogerne og en række andre fagforbund.

Læs mere om Dannerhuset og støttekoncerten på www.dannerhuset.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik