Det lange seje træk
Der er masser af gode udfordringer at tage fat på, på det socialpædagogiske område. Også flere end vi har muligheder for at løse ‘over en nat’.
Der er masser af gode udfordringer at tage fat på, på det socialpædagogiske område. Også flere end vi har muligheder for at løse ‘over en nat’. Der er fx brug for at modernisere og bygge nye boliger til borgere med handicap og sindslidelse, men det er en længere planlægningsproces, og boligerne står der ikke dagen efter, beslutningen er taget.
Og hvad der er endnu vigtigere: Det er ikke boligerne i sig selv, men de muligheder vi vil tilbyde borgerne i disse boliger, der er afgørende. Det er blandt andet den socialpædagogik, der skal udfolde sig for borgerne, der er afgørende. Håndværkerne kan modernisere og bygge nyt hurtigere end der er tradition for at forandre og udvikle faglige metoder og kulturer hos en personalegruppe.
Når vi gerne vil forbedre ‘tingenes tilstand’, og der ikke findes kvik-løsninger, så bliver udfordringerne lidt større: Vi er nødt til at operere med ændringer i ‘lange seje træk’. Jeg erkender, at det ikke er hverken politikeres eller pressens største dyd at have fokus på de lange seje forandringstræk. Vi vil hellere de spek takulære beslutninger, som kan sætte en overskrift – og som jo så nødven digvis konstant må være nye, iøjenfaldende overskrifter, hvis de skal finde vej til aviser, radio og TV.
Men det er også dette vilkår, der gør det nødvendigt, at de professionelle på området holder fokus på de virkningsfulde langsigtede indsatser. Vi fik for et par år siden en mediemæssig erindring om, at der ikke var tilstrækkelig fokus på de grundlæggende værdier i den socialpædagogiske praksis. Det var dejligt at konstatere, at det gav en opblomstring i den faglige debat og interesse for socialpædagogikken på den enkelte arbejdsplads.
Og dét er én af de vigtigste veje til at skabe en god praksis: At der bliver talt om, diskuteret og reflekteret over, hvad det er, vi går og gør – og hvorfor vi gør det på netop denne måde.
Det fokus og engagement i de socialpædagogiske værdier, metoder og prak sis, skal fastholdes. Det fokus må kommunalpolitikere, forvaltningsfolk, or ganisationsfolk, brugere og pårørende bidrage til at understøtte. Det kan vi gøre på mange måder – fx ved at bede den enkelte arbejdsplads fortælle om dagligdagens oplevelser og læringer. For det er først, når man sætter ord på, at den ‘tavse viden’ bliver en fælles viden – og den ‘tavse viden’ kan blive diskuteret og udviklet.
Der er brug for at få fortalt de gode historier om den socialpædagogiske praksis. Både for den enkelte socialpædagogs og fagets skyld, for brugerne og pårørende skyld, og for rekruttering af kommende studerende.
Og ikke mindst er der brug for de gode historier, når indtrykket fra en enkeltstående dårlig presseomtale skal ændres hos den brede befolkning. Alle ved, at det kræver megen po sitiv omtale at få vendt en dårlig historie. Det er et vilkår, vi næppe får ændret, så vi må indrette os efter det.
At ‘tale om’ og ‘fortælle om’ er derfor ét af fokuspunkterne i det lange seje træk, som hele tiden må være på opgavelisten på den enkelte socialpædagogiske arbejdsplads.
|