Børn gør det rigtige, hvis de kan
Ud med den autoritære pædagogik og ind med Samarbejdsbaseret Problemløsning. Den amerikanske psykolog Ross Greene forklarer i et interview, hvorfor nultolerance-politikken slår fejl over for børn med adfærdsmæssige problemer, og hvad der skal til for bedre at forstå og hjælpe denne gruppe børn
Børn gør det rigtige, hvis de kan. Ikke hvis eller når de har lyst. Det er den grundlæggende filosofi i den amerikanske psykolog Ross Greenes arbejde, som han har sammenfat tet i den pædagogiske metode: Samarbejdsbaseret Problemløsning.
Udgangspunktet er, at børn med adfærdsmæssige problemer mangler grundlæggende kognitive færdigheder. Og at det ikke er fordi, barnet vil have opmærksomhed, er direkte og bevidst manipulerende i forhold til sin omverden eller slet og ret vil forstyrre resten af klassen, at barnet kan reagere voldsomt – og ja, til stor frustration for både lærere og forældre.
Med dette udgangspunkt går Ross Greene stik imod nultolerance-politikken, der ellers, ifølge den amerikanske psykolog, er den fremherskende pædagogiske metode i det meste af USA. Både i folkeskoler, specialskoler, institutioner og i private hjem.
Socialpædagogen fangede Ross Greene ved en forelæsning i Danmark i begyndelsen af september, for at spørge, hvorfor den autoritære pædagogik er så udbredt.
–Det er ikke fordi, lærere og forældre har problemer med at forstå og se fordelen ved den Samarbejdsbaserede Problemløsning. Problemet er, at de ikke er blevet præsenteret for den. Det er stadigvæk sådan, at den udbredte holdning er, at børn bare skal have nogle flere grænser. Så skal de nok ‘rette ind’. Sådan er det i hvert fald i Nordamerika, og – hvad jeg kan forstå – også til dels i Danmark.
Du remser selv typiske misforståelser op i din bog. Som for eksempel: ’Han vil bare have opmærksomhed’ eller ’han manipulerer med os’. Hvorfor er den indstilling til den her gruppe af børn så udbredt?
–De her meget autoritære lærere, der siger, at hvis vi bare straffer nok i forhold til dem, der opfører sig dårligt, går langt tilbage i historien. Og grunden til, at det stadigvæk er den dominerende pædagogiske metode er, at mennesket har en tendens til at blive ved med at tro, hvad de tror, hvis du forstår.
I din bog angriber du også det faktum, at mange har travlt med at skulle finde ud af, hvem der har ‘skylden’ for børnenes uhensigtsmæssige adfærd. Hvorfor er det sådan, tror du?
–Det er rigtigt. Vi vil have nogen at pege fingre af. Og det bliver oftest forældrene eller børnene selv, der står for skud: ’Joey opfører sig dårligt. Han har sikkert dårlige forældre’. Eller: ’Joey opfører sig dårligt. Han er egoistisk’. Det er helt forkert. Vi skal kigge bag om problemet og finde årsagerne. Ikke finde syndebukke. Al forskning viser også, at nultolerance-politikken har slået fejl. En gennemgang af ti års forskning viser, at det slet ikke er, hvad børnene har brug for. Tværtimod.
Hvad har børnene så brug for?
–Hjernescanninger viser, at der er tale om psykiatriske forstyrrelser. Det er bevist, at de mangler kompetencer. Kompetencer, der direkte påvirker deres sociale adfærd, deres fleksibilitet, omstillingsparathed og følelsesliv. De her børn ønsker ikke at forstyrre. De ønsker ikke en særlig opmærksomhed. Deres intention er ikke at forstyrre. De er slet ikke så bevidste, som vi gør dem til. De er børn, der omvendt skal forstås bedre – og hjælpes.
Hvad bliver konsekvenserne af de her misforståelser?
–Uanset hvilket problem, du vil behandle – kræft, noget bakterielt eller udfordrende børn – så bliver du nødt til at forstå baggrunden for problemerne. Ellers gør du tingene værre. Og det er det, vi ser nu. Alt tyder på, at problemerne har vokset sig større. Naturligvis er vi også blevet bedre til at diagnosticere børnene, men det virker som om, der også antalsmæssigt er kommet flere børn med adfærdsmæssige problemer i det hele taget.
Samarbejdsbaseret Problemløsning Samarbejdsbaseret Problemløsning introduceres første gang i Ross Greenes bestseller ’Det eksplosive barn’ og videreudvikles i den nyeste bog ‘Fortabt i skolen’. Samarbejdsbaseret Problemløsning er en pædagogisk metode, udviklet af den amerikanske psykolog Ross Greene. Modellen bygger på filosofien om, at barnet opfører sig ordentligt hvis det kan. Ikke når eller hvis barnet har lyst. Samarbejdsbaseret Problemløsning er en model, der giver konkrete værktøjer til at forstå og ikke mindst hjælpe børn med adfærdsproblemer. De to mest centrale værktøjer er AMFUP-skemaet (Analyse af Manglende Færdigheder og Uløste Problemer) samt Situationsanalysen. AMFUP-skemaet hjælper til at identificere, hvad barnet har vanskeligheder ved. Situationsanalysen hjælper til at klargøre i hvilke situationer, barnet har tendens til at reagere uhensigtsmæssigt. Når AMFUP og Situationsanalysen er lagt for det enkelte barn, laves en individuel kognitiv udviklingsplan. Her klarlægges det, hvilke problemer og manglende færdigheder, der har høj prioritet ,samt hvilke personer – forældre, lærere eller pædagoger – der er involveret i de respektive punkter. Målet er at lære børnene at mestre eller kompensere for manglende færdigheder. Plan A, B og C Ross Greene introducerer i bogen ’Fortabt i skolen’ tre måder, voksne kan reagere på, når børn reagerer uhensigtsmæssigt. Han kalder modellerne for Plan A, B og C. Plan A er den autoritære pædagogik, hvor den voksne sætter sin vilje igennem. Plan B er kernen i Samarbejdsbaseret Problemløsning. Her fokuseres på dialogen – og hermed på samarbejdet – mellem barn og voksen. Her er det ikke kun de voksne, der finder en løsning. Her inddrages barnet, så barnet føler ejerskab for situationen – naturligvis tilpasset det enkelte barns kapacitet. I Plan C får barnet midlertidig sin vilje, fordi der i øjeblikket er andet, der ‘trænes’ med barnet. Læs mere om Samarbejdsbaseret Problemløsning på www.samarbejdsbaseretproblemlosning.dk Kilde: Inge Brink-Nielsen, Advanced Trainee i Samarbejdsbaseret Problemløsning ved Ross Greene samt ’Fortabt i Skolen’, forlaget Pressto |
Dit bud på en alternativ pædagogik er Samarbejdsbaseret Problemløsning, også kaldet Plan B i din nyeste bog ’Fortabt i Skolen’. Hvad er fordelene ved Plan B?
–Hvor Plan A er den autoritære metode, og C er, hvor du midlertidigt dropper dine forventninger, og barnet får sin vilje, præsenterer Plan B et samarbejde. Udfordringerne kortlægges og identificeres. Det undersøges, hvilke situationer – hvilke ‘triggers’ – der udløser barnets udadreagerende adfærd – og så skal barnet inddrages (se en uddybning af Samarbejdsbaseret Problemløsning i faktaboksen, red.).
Det lyder jo nemt. Men børn med adfærdsmæssige problemer er meget forskellige. Hvordan kan forældre og professionelle bruge samme metode til så varieret en gruppe af børn?
–Metoden hjælper til at identificere det enkelte barns særlige udfordringer – gennem værktøjerne som AMFUP (Analyse af Manglende Færdigheder og Uløste Problemer, red.) og Situationsbestemmelsen (se faktaboks, red.), og den er lagt an på at udvikle en helt individuel udviklingsplan. Men du skal som lærer eller pædagog være detaljeret og præcis. Der er ikke tale om en ’cookie-cutter’ (samlebåndsløsning, red.)
Men hvad siger din erfaring; er børnene indstillet på at samarbejde?
–Min erfaring er, at de her børn ikke har været særligt vilde med den gamle model, så mange af dem er mere end villige til at prøve noget nyt. Plan B er en hård model, den tager tid, men den tager faktisk mindre tid, end man tror.
Nu tager din bog udgangspunkt i USA. Hvad er dine erfaringer med Danmark?
–De er få. Men det jeg hører, er, at situationen i Danmark ikke adskiller sig væsentligt fra USA, bortset fra at vi straffer mere, end I gør. Men I kæmper ligeså hårdt, som de lærere og pædagoger, jeg har samarbejdet med gennem årene. Og det er en væsentlig pointe at få med; ingen gør det her for at være onde. Det er et spørgsmål om at få bugt med ’det vi plejer at gøre’ og opdage, at der er andre løsningsmuligheder.
Din professionelle karriere fokuserer en del på denne speci fi kke gruppe af børn. Hvorfor?
–Jeg kan godt lide de svage børn (Ross Greene bruger ordet ’underdogs’, red.) De er svære at holde af. De kan være dødirriterende. De er aggressive, voldelige og nogle gange skræmmende. De er frygteligt misforståede. Det er både fagligt og personligt tilfredsstillende, at se et barn med adfærdsmæssige problemer gennemgå en ’turnaround’. Det gi’r et større kick.
Her til sidst; har du så et personligt mål på vegne af de her børn?
–Ikke et specifikt mål. Bare at vi stopper med at straffe så meget, og at det stille og roligt må gå bedre. Og at folk stille og roligt vil få øjnene op for, at der er findes en alternativ pædagogik.
Tak til Videnscenter for Autisme, Servicestyrelsen og Samrådet af Specialskoler for Børn med Autisme for hjælp til at koordinere interviewet med Ross Greene.
Ross Greene Dr. Ross Greene, ph.d, er tilknyttet Afdelingen for Psykiatri på Harvard Medical School som klinisk lektor og ophavsmand til Institut for Samarbejdsbaseret Problemløsning på Massachusetts General Hospital. Forfatter til bøgerne ’Det eksplosive barn’ og ’Treating Exlosive Kids’ og en lang række indlæg, kapitler og videnskabelige artikler om samme emne. Ross Greene fungerer som konsulent ved både almindelige skoler og specialskoler, psykiatriske afdelinger, bofællesskaber, ungdomsinstitutioner og ungdomsfængsler og giver forelæsninger over hele verden. Kilde: ’Fortabt i skolen’. Udgivet af Forlaget Pressto. |