Sådan udviklede jeg mine kompetencer
Anette Kølln udvikler sin faglighed ved at prøve sig frem. Amanda Atli Rasmussen selvudviklede sig til at nyt job, og Christian Christensen mener, han fagligt rykkede en liga op gennem efteruddannelse. Mød ti forskellige socialpædagoger, der fortæller, hvordan de har udviklet deres kompetencer.
Ulla Froberg: Bedre kendskab til mig selv – og andre
Halvandet år efter at Ulla Froberg begyndte som stedfortræder på det private opholdssted Gl. Krogaard uden for Aalborg, tog hun den “Grundlæggende Lederuddan nelse”. Et 16-dages kursus, der udbydes i samarbejde mellem Landsforeningen af opholdssteder, LOS og Academi Vest i Esbjerg.
–Uddannelsen gør, at jeg er blevet klædt bedre på i min hverdag, konkluderer hun.
For Ulla Froberg var den største øjenåbner, at hun blev præsenteret for DISC PersonProfilen.
Her skal man svare på spørgsmål om sin egen adfærd, og kan herefter se om, man har meget eller lidt af henholdsvis Dominans, Social indflydelse, Stabilitet og Competence.
–Formålet er at se på, hvordan du er som leder, og hvilke områder du kan arbejde med for at blive styrket. For mit eget vedkommende har jeg ikke så højt et “D”. Som underviseren flere gange sagde, skal jeg “tage mig sammen” for at komme op
i D’et, hvor man siger til andre, at du skal sådan og sådan. Til gengæld er jeg for eksempel god til at skabe relationer og leve mig ind i andre menneskers situation. Jeg er også god til at følge op og sikre, at tingene er i orden, fortæller Ulla Froberg.
I sig selv er det ikke dårligt, at være en leder, der er stærkest i “I-S-C”, og Ulla Froberg ser også sig selv som et godt supplement til Gl. Krogaards øverste leder, der selv har et højt D.
–Men på baggrund af kurset er jeg blevet mere opmærksom på, hvordan jeg kan styrke mit eget D. Og jeg har også fået nogle redskaber til det, for eksempel til at planlægge og kommunikere på et personalemøde. Det er nemmere, at sige, at andre skal noget, når man
er blevet bedre til at forklare hvordan og hvorfor, siger Ulla Froberg.
Gennem arbejdet med DISC har Ulla Froberg også fået en større forståelse for, at andre kan have en anden personprofil – og det gør det nemmere at kommunikere.
Hun har nu fået mod på mere lederuddannelse og er blevet optaget på diplomuddannelsen
i offentlig ledelse.
Amanda Atli Rasmussen: Selvudviklede sig til jobskifte
Som hjemmevejleder i Helsingør Kommune fik Amanda Atli Rasmussen for halvandet år siden betalt et selvudviklingskursus i NLP – Neuro Lingvistisk Programmering.
–Det var helt revolutionerende for mig, konstater hun. Formålet var dels at give Amanda og kollegaerne nogle redskaber til at støtte blandt andre hjerneskadede og udviklingshæmmede mennesker i at sætte og nå mål, dels at de selv skulle udvikle sig personligt.
–Vi er de mennesker, andre skal spejle sig i, så jo mere vi får af udvikling jo bedre bliver det, siger Amanda.
Den private uddannelse til NLP Practitioner tog i alt 25 dage, og kollegaerne blev sendt af sted i hold på 15 om året.
–NLP gør dig stærk i at finde nye veje og se ud over begrænsningerne. Et motto er: Hvad der er muligt for mennesket, er muligt for mig. Nogle stritter over NLP og mener, at det er religionslignende, men jeg tænkte, at jeg bare ville tage det, jeg kunne bruge, fortæller Amanda.
På kurset blev Amanda præsenteret for en række praktiske øvelser og konkrete redskaber, der blandt andet handlede om at sætte sig SMARTe mål – det vil sige specifikke, målbare, realistiske, attraktive og tidsbestemte mål.
–Vi prøvede øvelserne af på hinanden, og derigennem blev jeg opmærksom på, at jeg altid har ønsket at arbejde med børn og unge, og at jeg samtidig har behov for tryghed og struktur, og derfor kunne have lidt svært ved at sige mit job op og kaste mig ud i noget nyt. Fokuserin gen på at gøre målet realistisk hjalp mig til den ide, at jeg kunne søge nyt job og bede om orlov i et år, siger Amanda.
Kort efter at hun havde formuleret drømmen om et jobskifte for sig selv, så hun en annonce i avisen om en ledig stilling som souschef på et privat opholdssted.
Hun søgte stillingen – og fik den.
–Forinden gennemførte jeg også en triathlon for første gang i mit liv, så jeg har virkelig oplevet, at NLP fik det til at rykke for mig.
Rikke Windfeld: Godt med en body
Dykkere har altid en makker med, når turen går til havets dyb – og det burde kursister faktisk også have.
–Uanset om det bare er en temadag eller en længerevarende uddannelse, vil jeg anbefale, at man tager to eller flere af sted. For mig har det i hvert fald været meget givtigt
at have en at sparre med, siger socialpædagog Rikke Windfeld, der arbejder i socialpsykiatrien i Tønder Kommune.
Sammen med en daværende kollega har hun taget et kursus i Kognitiv Misbrugsbehandling på det psykiatriske hospital i Risskov.
I tre måneder var de to dage om måneden på kursus sideløbende med, at de i praksis arbejdede med konceptet Bedre Liv, der blandt andet går ud på at undervise misbrugere med psykiatriske diagnoser i forskellige mestringsstrategier.
–I forhold til selve undervisningen var det klart en fordel at være to fra samme arbejdsplads. Når vi kørte til og fra Risskov, diskuterede vi i bilen – blandt andet talte vi om, hvordan det vi lærte på kurset passede med det, vi kendte fra vores daglige arbejde, fortæller Rikke Windfeld.
Endnu vigtigere var det at være to, når teorien skulle føres ud i praksis.
–Vi kunne supplere hinanden og gøre det, vi hver især var bedst til. Og så hører fire ører jo bedre end to.
Lene Charlotte Nielsen: Prøver sig frem
Hvordan kan vi få bedre kontakt og mere kommunikation med tre kvinder med Retts Syndrom?
Sådan spurgte to socialpæda goger på aktivitets- og samværstilbudet Linden i Fredensborg sig selv og hinanden.
Retts Syndrom er en medfødt neurologisk udviklingsdefekt, der blandt andet indebærer, at sproget går fuldstændig tabt, og at personen gentager de samme, stereotype håndbevægelser igen og igen.
–Derfor er det meget svært at skabe aktiviteter, der ikke handler om at spise, siger Lena Charlotte Nielsen, der alligevel gjorde et forsøg sammen med kollegaen Anette Kølln.
De havde hørt om et musikterapeutisk projekt, som en fysioterapeut havde lavet for en gruppe mennesker med diagnosen, og lod sig inspirere.
–Men vi kunne ikke bare kopiere projektet, for vi arbejder under nogle andre rammer, fortæller Lena Charlotte Nielsen.
Derfor måtte de selv begynde forfra. Hvor og hvornår skulle det foregå? Hvem skulle deltage? Hvad skulle der ske?
Det sidste halve år har de hver fredag brugt en time på musikterapi i sanserummet. De slår på trommer, synger, laver fagter og afspiller musik fra cd’en. Rammerne er løbende blevet justeret.
–For eksempel synger vi nu hver sang to gange, så der er tid til at den kan bundfælde sig, forklarer Lena Charlotte Nielsen.
De har også ændret måden at sidde på, brugen af instrumenter og teksten til en af sangene.
–Vi sidder med blok og pen, og noterer ned mellem hver sang: Hvad virker? Hvad virker ikke? Og så evaluerer vi sammen til sidst, fortæller Lena.
I dag fornemmer hun helt klart, at de tre brugere har gavn af projektet.
–Den ene er begyndt at kommunikere ved hjælp af en ny, dybere lyd, og vi kan se tegn på, at de genkender sangene. For mig har det været fantastisk at opleve, siger Lena Charlotte Nielsen, der også synes, hun har udviklet sine egne kompetencer.
–Metoden med at stille spørgsmål til sig selv og evaluere løbende kan overføres til alle mulige andre projekter, siger hun.
Christian Christensen: Jeg er rykket en liga op
Jeg er blevet markant bedre til mit arbejde.
Socialpædagog Christian Christensen er vældig begejstret for det modul, han for to år siden tog i Autisme Spektrum Forstyrrelser under det, der i dag hedder University College UCC i København.
I et år var han hver mandag på skolebænken for blandt andet at høre oplæg fra en neurolog, en psykiater og en psykolog samt fra formanden for Autisme Foreningen, der selv er far til en dreng med autisme.
Christian sluttede af med at skrive en opgave, der tæller på den pædagogiske diplomuddannelse i specialpædagogik. Han undersøgte, om de teorier, han var blevet præsenteret for på uddannelsen, også passede med det, han oplevede i sin hverdag på specialinstitutionen Stokholtbuen i Herlev – og om teorierne kunne bruges til at forbedre praksis.
–Et konkret eksempel er, at mennesker med autisme har et fast konfliktmønster, der består af tre faser: Eskalering, konflikt og afslapning. Konfliktfasen, hvor de for eksempel kaster med ting, varer i reglen kun kort tid, måske fem minutter. Jeg kunne se, at teorien passede med mine egne observationer, og i dag kan jeg bruge den viden til en mere præcis medicinering. Beroligende medicin, PN, skal ikke gives i de situationer, hvor jeg kan regne med at konflikten hurtigt går over af sig selv – den skal kun gives, når brugeren i længere tid er selvskadende og råbende, konkluderer Christian Christensen.
Han blev færdiguddannet som pædagog i 1996, og mener at efteruddannelse er helt nødvendig.
–Ikke for at være arrogant, men pædagoguddannelsen er i dag så bred, at det svarer til, at en håndværker tog en 3-årig uddannelse og sagde: Nu er jeg både snedker, tømrer og mekaniker. Det er godt med mere fagspecifik og målrettet efteruddannelse – og helt ærlig: Efter at jeg har taget uddannelsen synes jeg, at jeg er rykket en liga op.
Marie Sellerup: Viden om neuropædagogik og udviklingshæmmede
Socialpædag Marie Sellerup har taget den neuropædagogiske efteruddannelse på Videnscenter Skanderborg, der er en del af Landsbyen Sølund.
–Efteruddannelsen har gjort mit arbejde med udviklingshæmmede mennesker endnu mere interessant, fordi vi forstår dem bedre, og derfor kan give dem en bedre tilværelse, siger Marie Sellerup, der arbejder på Østruplund på Fyn.
Sagt lidt forenklet handler neuropædagogik om at bruge viden om hjernens funktioner i den pædagogiske praksis. Kursisterne lærer blandt andet at lave neuropædagogiske udredninger, hvor de så vidt muligt afdækker hvilke skader, en beboer har i hjernen – og beskriver, hvordan det kan bruges pædagogisk.
–Vi laver blandt meget andet en screening, hvor vi svarer på en helt masse spørgsmål om beboeren. For eksempel om han eller hun har en meget rigid tankegang, der kan være en af flere tegn på skader i frontallapperne. På baggrund af udredningen beskriver vi så et helt metode-depot, der eksempelvis angiver, hvordan man bedst kan løse konflikter med beboeren. Det kan for eksempel ske ved, at den pædagog, der har været med fra konfliktens start flytter sig rent fysisk – og lader en anden tager over. På den måde kan man tage toppen af konflikten og muliggøre dialog med beboeren, fortæller Marie Sellerup.
Efter at Østruplund er begyndt at arbejde struktureret med neuropædagogik, er antallet af tilfælde med udadreagerende aktivitet faldet markant.
Den neuropædagogiske uddannelse tager i alt 20 kursusdage fordelt over et halvt år, og Marie Sellerup har været af sted sammen med fem kollegaer.
Anja Sika Hein: Tanker om døden
Vil du kremeres, når du dør? Dette – og mange andre – spørgsmål har socialpædagog Anja Sika Hein forholdt sig til i forbindelse med et efteruddannelsesprojekt.
–Det kan være svært at tale om døden, og det er nemmere, hvis du selv har gjort dig nogle overvejelser omkring din egen død, siger Anja Sika Hein.
Hun arbejder på det alternative plejehjem for misbrugere, Fjordvang, der hører under Forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing.
På Fjordvang har beboerne ret til at dø i eget hjem, hvis det er det, de ønsker, men Anja Sika Hein havde ingen erfaringer med terminalpleje. Derfor valgte hun at fordybe sig i emnet, da hun fik chancen i forbindelse med et kompetenceudviklingsprojekt på seks dage plus forberedelse.
Projektet blev ledet af den private underviser, Steen Lykke, og deltagerne skulle arbejde med forskellige etiske problemstillinger og dilemmaer.
–Formålet var at undersøge, hvad god praksis er og at blive klogere på den eksisterende praksis. Gør vi det, vi siger? Hvordan virker det, vi gør? Og hvordan kan vi fastholde den gode praksis og udvikle ny praksis? Det var ikke sådan, at Steen Lykke fortalte os, hvad vi skulle gøre – vi skulle selv finde viden og reflektere. Jeg læste for eksempel på internettet om terminalpleje og overvejede, hvordan jeg selv kunne føre en svær samtale om døden. Til sidst skrev vi alle en tekst om vores emne, der blev samlet i et kompendium, fortæller Anja Sika Hein.
I dag føler hun sig bedre rustet, hvis en bruger får brug for terminalpleje.
–Jeg tror godt, jeg kan rumme at tale om, hvad de er bange for og kede af – og om der for eksempel er noget, de ikke har nået. Samtidig er det også vigtigt at respektere, hvis en beboer ikke ønsker at tale om døden.
I forbindelse med efteruddannelsesprojektet talte hun også med kollegaerne om deres personlige grænser.
–Nogle kan rumme at holde et menneske i hånden, mens det dør. Andre kan ikke.
Lone Nielsen: Lærer af at lære fra sig
Det er ikke kun de studerende, der lærer af at komme i praktik.
Som praktikvejleder udvikler jeg mig også selv fagligt, siger Lone Nielsen.
Hun arbejder som hjemmevejleder for mennesker med erhvervet hjerneskade i Køge Kommune, og har gennem årene haft mange pædagogstuderende under sine vinger.
–I 2007 tog jeg uddannelsen til praktikvejleder, der i alt tager seks uger, og det har givet mig et helt andet syn på at være vejleder. Det handler ikke om at sige, hvad der er rigtigt og forkert, men om at gå i dialog med den studerende, og få ham eller hende til at reflektere, forklarer Lone Nielsen.
Før lå hendes arbejde mere på ryggraden – nu kan hun også sætte flere ord på.
–For eksempel har de hjerneskadede mennesker, jeg kommer hos, behov for en fast struktur, så tingene sker i en bestemt rækkefølge og på en bestemt måde. Men jeg kan jo ikke bare gøre det samme hver gang, for nogle gange skal der lægges et tandlægebesøg ind
–andre gange skal der købesen gave. Derfor er jeg nødt til at skabe strukturen hver gang, og så beder jeg den studerende observere, hvordan det går. Hvornår strukturen fungerer, og hvad der sker, når den brydes. På den måde har jeg også fået skærpet min egen faglighed. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor meget jeg egentlig reflekterer og planlægger på forhånd.
Gitte Mikkelsen: Tænk på tiden
Gitte Mikkelsen er vældig begejstret for, at hun gennem sin arbejdsplads har fået en uddannelse som Marte Meo-terapeut.
Hun har dog gjort en dyrekøbt erfaring:
–Når man går i gang med et længerevarende efteruddannelsesforløb, er det vigtigt, at man prøver at lægge nogle overordnede rammer for tidsforbruget. Både for ens egen og for arbejdspladsens skyld. Jeg tør ikke gisne om, hvor meget fritid jeg har brugt, men det sidste halve år har det nok været 6-8 timer om ugen – samtidig med, at vi også har fået lov til at bruge endnu flere arbejdstimer, end vi først havde planlagt, siger hun.
Sammen med fem kollegaer fra døgninstitutionen Skovby ved Galten har Gitte Mikkelsen brugt halvandet år på Marte Meo. To dage om måneden har de fået undervisning af en konsulent fra den private virksomhed Dansk Marte Meo Center. Sideløbende har de afprøvet Marte Meo med kollegaer og brugere.
–Formålet er altid at få mere af det positive, det, der virker – og redskabet er videooptagelser, forklarer Gitte Mikkelsen.
Helt konkret har hun for eksempel støttet en fysioterapeut, der gerne ville ændre fysioterapien, så den blev en positiv oplevelse for en udviklingshæmmet dreng. Ved hjælp af analyser af videooptagelserne gjorde Gitte Mikkelsen fysioterapeuten opmærksom på, at hun blandt andet skulle arbejde mere med at sætte ord på handlinger og følelser.
–Nu siger fysioterapeuten for eksempel: “Nu kan jeg godt se, at du vender dig væk, du vil have en pause”… Eller: “Du er glad i dag, ja, vi har det hyggeligt…” Og det har været helt fantastisk at se, hvor meget det betyder. Personligt har Marte Meo-uddannelsen været en stor øjenåbner, fordi jeg har set, hvordan små ting kan ændre rigtig meget.