Ligestilling, ligeløn eller lige vidt
I år er det 100 år siden, at Kvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts, blev indstiftet. Det skete på en konference i København på initiativ af blandt andre den tyske, socialdemokratiske politiker Clara Zetkin, og mødet fandt sted i Arbejdernes Forsamlingsbygning, der lå på den senere så kendte adresse Jagtvej 69. Mange år senere udråbte FN 8. marts som international kvindedag
I år er det 100 år siden, at Kvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts, blev indstiftet. Det skete på en konference i København på initiativ af blandt andre den tyske, socialdemokratiske politiker Clara Zetkin, og mødet fandt sted i Arbejdernes Forsamlingsbygning, der lå på den senere så kendte adresse Jagtvej 69. Mange år senere udråbte FN 8. marts som international kvindedag.
Hundrede år er gået. Og det er tid til et eftersyn.
Hvordan står det egentlig til med ligestilling og ligeløn?
Hos Socialpædagogerne er 75 procent af medlemmerne kvinder. Vi har interviewet ni kvindelige medlemmer, som er alders- og holdningsmæssigt forskellige, om deres syn på kvindekampen. Siger den dem noget? Og er det overhovedet nødvendigt at blive ved med at fejre Kvindernes Internationale Kampdag.
Vi taler med forfatteren til ‘Lillys Danmarkshistorie’, Pia Fris Laneth, der giver et indblik i ligelønnens og ligestillingens besværlige gang på jorden. Om hvorfor kvinder på trods af ligelønsloven kun kan uddanne sig til mere i løn og ikke til ligeløn. Om hvorfor vi stadig ikke har gjort op med forestillingen om manden som ‘forsørger’ og kvinden som ‘husmoder’. Om hvorfor olie på fingrene giver mere i løn end bæ på fingrene.
I den faglige kommentar taler Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen for, at et samlet KTO for alvor bør melde sig ind i kampen for ligeløn.
Marie 23 år
Jeg er ikke mandehader
Hun har altid kaldt sig selv feminist, men det var først sidste år, da hun flyttede fra landet til byen, at hun også fik mulighed for at vise det udadtil i en 8. marts-demonstration.
Den dag fejrede hun ved først at drikke morgenkaffe med sine veninder på kollegiet. Herefter gik hun med Femø-gruppen i demonstration og sluttede dagen med en fest, hvor et feministisk band spillede.
I år vil den 23-årige pædagogstuderende Marie Pihl måske fejre 8. marts på en lidt anden måde. Måske vælger hun at repræsentere PLS (Pædagogstuderendes Studieorganisation) i fagbevægelsens 8. marts-arrangement, hvor hovedparolen er ligeløn og efterfølgende deltage i festen i Vega i København.
Marie Pihl betragter sig selv som feminist, og når nogen hører det, sker det ofte, at de tror, hun ikke kan lide mænd.
– Jeg er ikke mandehader. Jeg vil bare gerne have de samme rettigheder som mændene, siger hun.
– Måske er det af uvidenhed, at man siger de ting, for jeg oplever som regel, at folk er enige om, at kvinder skal have samme rettigheder som mænd.
Marie Pihl har sin daglige gang i Kvindehuset i København og er blandt andet med i Forskønnelsesgruppen, som er gået i gang med at male huset indvendig. Et stort arbejde, blandt andet fordi de skal male uden om de gamle kvindeplakater, der hænger overalt på væggene, og som fortæller om et hus med en lang kvindehistorie.
Men et er historie.
Når det kommer til nutid, kan Marie Pihl nogle gange godt føle, at kvindekampen er gået i stå, og at der er brug for fornyelse og nye kræfter. Ikke kun i Kvindehuset. Også i det øvrige samfund, blandt andet i fagbevægelsen, er der behov for igen at vække kvindekampen til live. Der er stadig mange ting at kæmpe for, før der er reel ligestilling mellem kønnene, mener Marie Pihl.
– Der er for eksempel endnu ikke ligeløn. Vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, og der er også stadig noget skævt omkring kønsrollerne.
Det sidste oplevede hun for nylig på seminariet, hvor de studerende havde en debat om hvor meget plejearbejde, der er i pædagogfaget.
– Til det siger en mandlig medstuderende, at han har det svært med plejearbejdet, fordi det ligger mere til kvinderollen.
Det er noget pladder. Jeg tror ikke, at kvinderne har et større omsorgs-gen end mændene.
Hvis Marie ender med at vælge Fagbevægelsens 8. marts fest, gør hun det alligevel med en vis undren.
– Jeg tror desværre, at fagbevægelsen mere ser dagen som en kampdag for ligeløn end som kvindernes internationale kampdag, siger Marie Pihl.
Else 68 år
Kvindekamp er ikke længere stueren
Der har altid været meget rødstrømpe over 68-årige Else Kjær Olesen. Både dengang i begyndelsen af 1970’erne, da rødstrømpebevægelsen opstod. Men så sandelig også i dag.
– Det er vigtigt at vi kæmper for vores rettigheder, og jeg kan blive lidt chokeret over, at der ikke er sket mere, end der er. Både på arbejdsmarkedet og på hjemmefronten er arbejdet fortsat meget kønsopdelt, siger Else Kjær Olesen, der har arbejdet med handicappede autister.
Ved siden af arbejde, mand og børn har det altid været en del af hendes tilværelse også at være aktiv uden for sine egne sfærer. Hun har derfor også været tillidsrepræsentant for sine kollegaer på flere af de arbejdspladser, hun har haft.
Da hun meldte sig ind i kvindekampen, var det med tanker på sin mors liv. Sådan et ville Else Kjær Olesen ikke leve.
– Jeg syntes, min mor var meget undertrykt. Hun havde i hvert fald ikke noget liv selv. Hun skulle tage sig af manden og sine børn, og der var ingen muligheder for at ændre på det, for hun havde ikke sin egen indtægt.
– Og da så kvindebevægelsen opstod, fik jeg en mulighed for at finde sammen med ligesindede kvinder i kampen for at bryde den sociale kvindearv.
Men i det store billede er der ikke sket så meget af det, som Else Kjær Olesen drømte om, og som hun troede på.
– Jeg synes ikke, at kvinderne på min alder har bevæget sig så meget. Det er helt tydeligt, at de føler eller påtager sig en stor omsorgsopgave over for deres mand og eventuelle børnebørn og glemmer sig selv.
Else er fortsat med i kvindegrupper. Men til forskel fra tidligere vil det i dag nærmest være at betragte som at smide en bombe, hvis man bringer kvindekamp ind i debatten.
– Kvindefrigørelse er ikke et emne, der er stuerent i dag. Det er lidt trist. Men det fortæller måske lidt om, at min generation synes, at vores rettigheder er opfyldt. Og så går det let i glemmebogen, når de unge heller ikke er med.
– Det kunne være dejligt, hvis der var nogle flere mønsterbrydere. Der er jo stadig en kamp at kæmpe. For eksempel ligelønnen. Og fordelingen af omsorgen for familien.
Mette 28 år
Vi mangler en kvindekamp
Kvindekampen i dag er andet end Femølejr og nogle bh er, der bliver brændt på bålet som symbol på kvinders frigørelse. Men hvad det ‘andet’ er, er det store spørgsmål. Der mangler nemlig et fornyet fokus på kvindekampen, mener 28-årige Mette Lundstad.
Hun er pædagogstuderende, men har for tiden orlov, fordi hun er faglig sekretær i PLS (Pædagogstuderendes Studieorganisation).
Mette deltager altid i 8. marts.
– Kvindernes Internationale Kampdag. Også selv om hun føler, at dagen alt for meget bærer præg af historikken bag kvindekampen. Hun har dyb respekt for de kvinder, der har turdet starte kampen, og vil gerne fejre dem, men dagen skal også handle om den kamp, som skal føres i dag.
– For eksempel er der endnu ikke reel ligeløn, og kvinder er underrepræsenteret i blandt andet Folketinget og på chefgangene i erhvervslivet, siger Mette Lundstad.
– Jeg tror, at de ældre kvinder har sat sig godt og grundigt på definition af kvindekamp, og hvis vi skal opnå den sidste ligestilling med mænd skal vi blive fri for den afgrænsning og skabe en nutidig kvindekamp.
Hun mener, der er behov for en massemobiliserende kvindebevægelse.
– Der er både brug for en ny form og for en ny definition af, hvad vi skal kæmpe for, og hvor det er, vi mangler at opnå ligestilling med mændene.
– Mange feminister gør et utroligt godt stykke arbejde. Men for den brede kvindebevægelse, som også tæller fagbevægelsen, mangler der et fælles mål, og det ser umiddelbart ud til at være svært at finde siger Mette Lundstad.
– Det kan måske være svært at hidse nogle op over, at der er relativt få kvinder på topposter i erhvervslivet, når der eksempelvis er jordskælv i Haiti, siger Mette Lundstad.
– Og det er ærgerligt. Der bør være plads til, at man både kan rumme store katastrofer og de små skævheder.
Og pladsen er der, for nogle af de kampe, som Mettes bedstemor-generation tog om for eksempel, hvem der skulle tage opvasken, er slet ikke et emne, Mettes generation er optaget af.
– Jeg har ikke oplevet, at min mor stod klar med middagsmaden, når min far kom hjem. Så den debat er slet ikke inde i min verden. Og vi tjener også vores egne penge.
– Min generation af kvinder er opvokset med, at vi har ligeret til alting, og hvis vi skal i kvindekamp, skal den komme på trods af den opfattelse. Vi skal opleve, at vi alligevel ikke har ligeret på alle områder, for eksempel lønnen, siger Mette Lundstad.
Bodil 49 år
Kvinde, kæmp for din frihed
Det var i midten af 1970-erne, at Bodil Mogensen mødte kvindekampen og rødstrømpebevægelsen. Der var demonstrationer, og der var kvindekollektiver. Der var fælles værdier at slås for. Hun husker blandt andet, at hun bar et badge med teksten: Kvinde, kæmp for din frihed.
Det blev en øjenåbner for Bodil. Hun fandt her en bevægelse, hvor alle kæmpede for de værdier, som hun gennem sin opvækst havde lært: At alle er lige værd uanset køn og handicap. At alle har ret til frihed.
Det blev en skelsættende periode for Bodil – der var en bevægelse, hvor de sammen kæmpede for de rigtige værdier.
– Jeg har altid været optaget af ligeberettigelse mellem mennesker og af anerkendelse af det enkelte menneske, uanset hvem du er, og uanset dit handicap. Og kvindebevægelsen har kæmpet meget for det enkelte menneskes muligheder.
– Ved at det blev italesat i kvindebevægelsen, blev det pludselig meget synligt, og værdierne har siden været nogle af mine leveregler.
49-årige Bodil Mogensen synes, hun har været heldig ved, at der i bogstaveligste forstand kom en kvindebevægelse forbi hendes dør, da hun var ung.
– Jeg oplevede en frihed, så da jeg havde taget min første uddannelse som maler, rejste jeg lidt rundt. Mulighederne opstod for mig, og jeg oplevede, at det pludselig var blevet legalt ikke at gå den lige vej med job og familie. Jeg oplevede muligheder frem for begrænsninger.
– Kvindernes Internationale Kampdag betyder lige så meget for mig som Grundlovsdag, for tænk på hvad forkvinderne har gjort for os, da de startede for 100 år siden, og dagen burde være lige værdsat. Det handler jo om at kæmpe for det enkelte menneskes rettigheder uanset, om du er gammel, ung, kvinde eller mand. Alle har nogle ressourcer, som de skal have mulighed for at udfolde.
Kvindebevægelsen lever videre i det socialpædagogiske arbejde, mener Bodil Mogensen.
– De værdier, som jeg oplevede dengang, bruger jeg i dag i det socialpædagogiske arbejde over for borgerne og også kollegialt. Værdierne er der, når jeg taler om bevidstgørelse, anerkendelse, og individuel ressourcefokusering.
– Men kvindekampen er ikke slut. Der er stadig hængepartier i forhold til ligeløn, som ikke er indført i praksis, siger Bodil Mogensen.
Susanne 49 år
Helle, find Gucci-tasken frem igen
Hun har det på samme måde med Kvindernes Internationale Kampdag som med befrielsen den 5. maj, hvor vi sætter lys i vinduerne for at markere, at Danmark er frit.
– Når vi fejrer Kvindedagen husker vi på, at der er nogle kvinder, som har kæmpet for, at vi kunne få de rettigheder, vi har i dag, siger 49-årige Susanne Kjeldsen, der er leder af et aflastningstilbud for voksne udviklingshæmmede.
Men dagen er ikke kun en hyldest til fortidens kvinder, den skal også bruges fremadrettet, mener hun.
– Kvindernes kampdag er også en slags stop-op-dag, hvor vi husker hinanden på, at vi skal fastholde de gode resultater, så vi ikke mister dem, siger hun.
Susanne var kun omkring 10 år, da kvindekampen blussede op i 1960’erne.
– Men jeg kan huske, da nogle kvinder fejrede kvindernes frigørelse ved at smide bh’en. Aktionen markerede, at kvinderne selv bestemmer, hvordan de vil gå klædt.
– Det gjorde den konservative folketingspolitiker Lene Bro også, da hun i 1969 mødte op i hot pants i Folketinget. Billedet gik verden rundt med teksten: ‘Jeg betragter Folketinget som en arbejdsplads og arbejder bedst i behageligt tøj’.
Og i sit barndomshjem mærkede Susanne Kjeldsen også til, at kvindernes selv kan bestemme. Hendes mor mødte op til forældremøder i træsko og cowboybukser.
– Jeg græd. Jeg ville så gerne have, at min mor mødte op i en spinlon-kjole. Det gjorde de andre mødre.
I dag har hun stor respekt for sin mors liv og valg. At hun turde klædte sig, som hun havde lyst til.
– Jeg synes, hun var sej.
Susanne bryder sig derfor heller ikke om, at Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning Schmidt bliver nedgjort, fordi hun har en Gucci-taske.
– Men hvorfor må en socialdemokratisk kvinde ikke gå med Gucci-taske? Jeg har noteret mig, at hun har lagt den til side. Jeg synes, hun skal tage den frem igen.
Der er stadig slag at kæmpe, før den endelige ligestilling er gennemført mener Susanne Kjeldsen. Blandt andet vil hun gerne have flere kvindelige lederkolleger.
Og så er der ligelønnen.
– Jeg kæmper stadig for lige løn for lige arbejde. Jeg kan se, der er forskelle inden for mit område. Mændene er ikke bedre til at forhandle løn end vi kvinder. Men jeg tror, de ofte får en bedre løn end os, fordi de er en mangelvare i vores fag, siger Susanne Kjeldsen.
Bitten 62 år
Vi er ikke nødt til at gifte os
Det er sidst i 1980’erne. De er fire kvinder, fire mænd og fem små børn i en hytte i Norge. Klokken er 22, og udenfor er der mørkt og koldt. Pludselig udbryder en af kvinderne: ‘Det er 8. marts i dag! Hvad gør vi? Kan du ikke amme dit barn?’
Jo, det kan moren godt.
Børnene bliver derefter overladt til mændene, og så ifører kvinderne sig ski og pandelamper. Drager hen mod et stort fjeld, og der i måneskinnet fejrer de kvindernes internationale kampdag. Ikke med fest og farver men i stilhed på en skiløjpe rundt om bjerget – tænker på de kvinder, der tilbage i historien turde kæmpe for kvinders rettigheder.
62-årige Bitten Pedersen var en af de fire kvinder, og hvert år sender hun taknemmelige tanker til de historiske kvinder.
– De beredte vejen for os andre. De var så modige og turde kæmpe for, at kvinder fik politiske og juridiske rettigheder. Deres kamp, profiterer jeg af den dag i dag, og den har betydet, at kvindekampen senere hen også har kunnet føres på andre områder. For eksempel for retten til en uddannelse. På hjemmefronten betød kampen, at vi mere blev to om det fælles i stedet for som tidligere, hvor det hovedsagelig var overladt til kvinderne. Den seksuelle frigørelse har også haft stor betydning for os kvinder, siger Bitten Pedersen, der arbejder på et bosted for voksne udviklingshæmmede.
Hun understreger, at et vigtigt resultat af kvindekampen er, at kvinderne har opnået økonomisk selvstændighed.
– Det er meget, meget vigtigt for ligestillingen, at kvinderne ikke længere er økonomisk afhængige af at indgå i den ægteskabelige kontrakt, siger Bitten Pedersen.
Selv om ordet kvindekamp ikke indgår i det danske sprogbrug med samme selvfølgelighed, som da Bitten Pedersen var ung, så er kampen fortsat vigtig at føre.
– Der er jo for eksempel stadig et slag at slå for reel ligeløn, siger hun.
Og så er der også noget, der hedder international kvindesolidaritet med de kvinder, som ikke har samme økonomiske og sociale rettigheder som os i den vestlige verden, mener hun.
– I hele den her globalisering kommer man tættere på hinanden, og når man kigger på det fra et kvindesynspunkt er det for eksempel godt at se, at vi flere steder i Afrika satser på kvinderne. Vi kan se, at de steder, hvor kvinderne får økonomisk hjælp, er de i stand til at klare hverdagen og investere i deres børns uddannelse. Og dermed får de lagt et fundament til en bedre fremtid, siger Bitten Pedersen.
Socialpædagogerne i LO Socialpædagogerne er repræsenteret i LO’s ligestillingsudvalg (LLPU) og deltager i en ligeløns-arbejdsgruppe under LLPU. |
Britt 38 år
Kvindekampen er slut
En af Britt Kristensens stærke formødre i familien var med til at starte Kvindeligt Arbejderforbund og fortsatte i mange år som forkvinde for arbejdsløshedskassen. Det var en hård kamp, datidens kvinder måtte kæmpe.
– Jeg har stor respekt for, at hun turde bryde ud af det traditionelle kvindemønster og kæmpe for, at vi alle fik det bedre, siger Britt Kristensen.
– Det var en vigtig kamp, som drejede sig om at give kvinderne samme ret med mændene, for eksempel stemmeret.
Den kamp er for længst overstået, mener hun.
– Kvindekampen er slut.
Britt Kristensen vil gerne have kvindekamp skiftet ud med fælleskamp.
I hendes billede er der alt for megen fokus på, at mænd og kvinder skal være ens. Og det er et forkert udgangspunkt.
– For mig drejer det sig mere om ligeværd mellem kønnene. En mand skal have lov til at være en mand og en kvinde en kvinde med de ting, der nu følger med. Man skal ikke i ligestillingens navn for enhver pris gøre os lige.
– Vi glemmer, at alle mennesker er forskellige, og det er vigtigt, at den værdi, vi har som mennesker, bliver ligestillet. Og hvis der ikke er lige muligheder for nogle, er det det fokus, man skal lægge.
For Britt Kristensen har den kvindekamp, som kæmpes i dag, ingen betydning, fordi den sætter køn frem for menneske. Derfor var hun for eksempel også imod både barns 1. og 2. sygedag. Dengang var hun tillidsrepræsentant. Samme holdning har hun også i dag, hvor hun er leder på et socialt døgntilbud for børn og unge.
– Det er ikke fordi, jeg har noget imod barns 1. sygedag, men den kan lige så godt gives til en bedstemor eller en nabo, så den følger barnet. Det er barnet, der har brug for omsorg.
Britt finder, at kampen for ligeløn er en fejlagtig strategi, som fagbevægelsen bør holde hjemme hos sig selv. Hun oplevede, at det var en holdning hun var alene om at have i den periode, hun sad i Socialpædagogernes Hovedbestyrelse.
– I den verden, jeg færdes i, har jeg svært ved at se, at det er et problem. Jeg synes selvfølgelig, at man skal have lige løn for lige arbejde. Men hvis man ser nuanceret på det, så har vi jo alligevel ikke ligeløn, fordi nogle får mere i løn, fordi de har flere kompetencer. Jeg mener, at løn skal gives ud fra kompetencer. Jo flere af slagsen, jo mere i løn, siger Britt Kristensen.
Medlemmer Der er i alt 35.721 medlemmer hos Socialpædagogerne (opgjort 23.02.10). Af dem er 26.833 kvinder (75 procent) og 8.888 mænd (25 procent). |
Kirsten 51 år
Arbejder og feminist
Først var hun i et mandefag, hvor det at være kvinde var meget usædvanligt, og mange valgte da også at sige nej til at ansætte en kvinde med den begrundelse, at der for eksempel ikke var toiletfaciliteter. Men hun blev i malerfaget, gjorde sin uddannelse færdig og var med til at danne KIM-Danmark (Kvinder i Mandefag). De har måttet kæmpe mange store kampe for at blive accepteret i den maskuline arbejdskultur.
20 år senere og nu også med en pædagoguddannelse, erhvervet på åben uddannelse, sidder 51-årige Kirsten Brandstrup i den modsatte side af arbejdsmarkedet, nemlig på et udpræget kvindeområde.
Og sammenlignet med sine egne erfaringer i et mandsdomineret arbejdsområde, kan hun se, at det mildest talt er en hel anden sag at være en mand i mindretal.
– Mændene bliver båret frem, lokket med løn og gode forhold, hvis bare de dog vil komme ind i kvindefolden af socialpædagoger, siger Kirsten Brandstrup, der arbejder inden for socialpsykiatrien
Hun er med i LO’s ligestillingsprojekt Mainstream, der er et netværk, som skal styrke de tillidsvalgte og interesserede i forhold til ligestillingsspørgsmål.
Hun har også været aktiv i både fagpolitik og samfundspolitik og betragter sig selv som arbejder og feminist.
Men det er ikke altid let at være feminist. I en debat skal hun undertiden finde sig i at blive beskyldt for at være en gammeldags rødstrømpe.
– Det er ikke god tone at påpege ligestillingsproblemer. De fleste – både mænd og kvinder – vil helst se Danmark som et land med lige muligheder for mænd og kvinder, og vi har stadigvæk en kollektiv tro på, at vi får ligeløn. Men fakta er, at vi fortsat har et stort løngab, som ikke kan forklares, siger Kirsten Brandstrup.
Hun ville ønske, at fagbevægelsen interesserede sig mere for ligestilling. Det er ikke nok at vedtage gode mål, de skal også udføres i det konkrete, praktiske arbejde.
– Det er ærgerligt, at Socialpædagogerne ikke har større fokus på ligestillingen. Her er langt de fleste kvinder og dermed et godt grundlag for at rekruttere kvinder til samfundsdebatten.
– Jeg er bange for, at vi på de socialpædagogiske arbejdspladser lukker os om os selv i et ensidigt kvindemiljø. Vi har brug for hinanden – mænd og kvinder sammen. Du bliver ikke udfordret på dit køn, når du er i et enkønnet arbejdsfællesskab.
Det er et problem, fagbevægelsen skal beskæftige sig med, siger Kirsten Brandstrup.
Kvinderådet Socialpædagogerne er medlem af Kvinderådet, der arbejder for at sikre kvinders rettigheder og indflydelse overalt i samfundet. |
Susanne 33 år
Jeg blev kaldt ravnemor
Nogle af hendes kvindelige medstuderende kaldte Susanne Hersinger for en ravnemor, fordi hun valgte at tage en pædagoguddannelse samtidig med, at hun skulle passe et fuldtidsarbejde og to små børn. Og hun var desuden midt i en skilsmisse.
Selv om hun ikke følte sig som en dårlig mor.
– Jeg vidste, at jeg gjorde det rigtige, også i forhold til mine børn. Alligevel ramte ordene mig, og jeg blev nødt til at tænke efter en ekstra gang, om jeg nu havde valgt rigtigt i forhold til mine børn.
– I dag kan jeg bedre se, at mine medstuderende måske bare prøvede at tørre den dårlige samvittighed af på mig, fordi de måske stadig lullede rundt i deres mænds skørter, siger 33-årige Susanne Hersinger, der blev uddannet i 2008 og i dag arbejder inden for børneområdet.
I øvrigt har de mandlige medstuderende aldrig kaldt hende for en ravnemor.
– Min fornemmelse var, at de måske snarere syntes, at jeg havde ben i næsen, fordi jeg klarede det hele på en gang.
Tiden på seminariet betød en stor personlig udvikling for Susanne, og hun blev ‘lidt af en rødstrømpe’.
– Vi vil lidt mere end bare
at tage til takke med at køre i mandens retning. Vi har også et liv og vil respekteres som de kvinder, vi er. Også selv om vi ikke hele tiden er sammen med børnene og sørger for alt det praktiske hjemme.
Og hun ved, hvad hun taler om, for hun har prøvet at være en af dem, der ordner det hele på hjemmefronten. Ved siden af fuldtidsjob som dagplejemor havde hun også eneansvaret for sine to små børn, for hunden, huset og haven, og maden stod på bordet til tiden.
Heldigvis fik hun sadlet om, siger hun. Og det er ikke kun en stor tilfredsstillelse for hende selv. Også børnene og den nye mand i hendes liv har stor glæde af, at hun både er blevet udearbejdende og desuden deler opgaverne på hjemmefronten med ægtefællen.
– Hvis jeg skulle være hjemmegående, ville jeg dødkede mig og slet ikke få input. Min gnist ville være væk, og det tror jeg ikke mine børn og min mand vil synes om.
– Jeg tror mange har det som mig, men de hænger måske bare fast i de gamle mønstre med, at kvinderne først og fremmest skal tage sig af familiens trivsel, siger Susanne Hersinger.
Ledere Hos Socialpædagogerne er 55 procent af lederne kvinder (opgjort 23.02.10). |