icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Anbragte unge

Få anbragte oplever tætte voksenrelationer

Når de anbragte unge selv skal sige det, oplever de færreste tætte voksenrelationer på anbringelsesstederne. Det er et paradoks, fordi socialpædagoger og andre professionelle netop lægger vægt på relationsarbejdet

Kun en mindre del af de unge kan pege på, at der er skabt værdifulde relationer til en professionel voksen under anbringelsen. Det generelle billede er, at den relationsdannelse, mange professionelle vedkender sig som vigtig, ikke finder sted.

Sådan konkluderer en gruppe forskere fra SFI i en ny rapport, der belyser årsagerne og forklaringerne på de mange sammenbrud i anbringelser af teenagere.

Konklusionen bygger især på dybtgående interviews med ti unge, der var anbragt i teenageårene – og med socialpædagoger og andre professionelle omkring dem.

– De unges beretninger om deres forhold til anbringelsesstedernes professionelle giver i mange tilfælde associationer til løse bekendtskaber, hvor man tilfældigvis opholder sig på samme sted, men knap nok berører hinanden. (…) Det er ikke en undtagelse, at de unge opfatter anbringelsesmiljøerne som fattige på eller tømt for nyttige voksenrelationer. Ud af de i alt godt 30 anbringelsessteder, som undersøgelsens unge har  erfaringer med, er det mindst halvdelen, som beskrives på denne måde, skriver rapportens fem forfattere (se faktaboks).

Ikke så meget snak

En af de interviewede unge siger blandt andet:

– Selvom de voksne var der, så var de der ikke alligevel, følte jeg. De sad bare inde på kontoret og snakkede og havde hele tiden møder og sådan noget. De skulle have været der lidt for os alle sammen på én gang. Lavet noget mere fælles: for eksempel med at mandag aften kunne være en spilleaften, hvor alle skal spille. Det havde de ikke på nogen måde.

Den udtalelse er ret typisk, vurderer forskerne. For hvor det pædagogiske personale ofte tillægger samtalen stor værdi, efterspørger de unge tit noget helt andet:

– Den relationsdannelse, som det pædagogiske personale selv fremhæver, har langt hen ad vejen udgangspunkt i samtaler om, hvordan de unge har det, mens de unge peger på andre  former for samvær som afsæt for attraktive voksenrelationer på anbringelsesstederne. At spille spil, tage på udflugter, gå i biografen, tage på skøjtebanen og så videre, skriver forskerne.

Relationsdannelse – et kæmpe arbejde

Forskergruppen lægger også vægt på, at det er et endog meget stort arbejde at opbygge en relation. Det er på ingen måde nok, at den unge og den voksne opholder sig sammen. Der skal meget mere til:

– Relationer mellem børn og voksne udvikles over tid, når den voksne vedholdende og gentagne gange viser, at barnets behov, følelser, udtryk, integritet med videre er af særlig betydning for hende/ham, og når den voksne indretter sine handlinger på at imødekomme barnet på dets udviklingsmæssige præmisser, skriver de.

I de tilfælde, hvor de anbragte unge vitterlig har oplevet, at de havde en relation til de voksne på anbringelsesstedet, har der da ofte også ligget en  stor indsats bag. Som da en enkelt voksen i seks måneder helligede sig samværet med Anja og holdt om hende, hver gang hun fik et raserianfald. Og da Jamillas kontaktperson stod til rådighed for hende 24 timer i døgnet – i hvert fald pr. telefon – og for eksempel mødte op på hospitalet søndag morgen klokken otte, da hun havde været ude for et biluheld.

Gensidighed og ligeværd

I rapporten opsamler forfatterne en række faktorer, der kan være med til at skabe den gode relation:

–  Den fælles kerne i de relationer, der efter de unges opfattelse lykkes, synes at være indlejret i relationens karakter som båret af både gensidighed og ligeværdighed. Begge dele er fuldstændig afgørende for de unge – men er ikke desto mindre udbredte mangelvarer i (…) hjælpe- og anbringelsessystemet, skriver de.

Det, der giver de unge følelsen af gensidighed og ligeværdighed, er blandt andet:

  • At den voksne indgår i relationen mere som person end som rolle (og for eksempel ikke undlader at fortælle noget personligt om sig selv).
  • At den voksne interesserer sig mere for den unges velbefindende end det, de ‘er nødt til at gøre’ (og for eksempel holder kontakten efter at den ‘formelt’ er til ende).
  • At den voksne aflæser den unges behov for kontakt (og nogle gange tilbyder noget andet end en samtale).
  • At den voksne orker at blive ved med at kunne lide og hjælpe barnet uanset barnets destruktivitet.

Fakta om rapporten


Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag’ er skrevet af Tine Egelund, Turf Böcker Jakobsen, Ida hammen, Martin Olsson og Anders Høst.

Konklusionerne om relationer bygger især på interviews med ti unge – og professionelle omkring dem. Derudover har forskerne også lavet en spørgeskemaundersøgelse med i alt 227 anbragte. SFI har anonymiseret deltagerne i undersøgelsen – derfor er navne på personer og steder opdigtede.

Hent og læs rapporten på www.kortlink.dk/7q77

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Marginaliserede, Socialpædagogisk praksis, Børn og unge, Teori og metode