Sager om enkeltborgere, som koster samfundet mange millioner kroner pr. år, dukker nu og da op i pressen, sidst i Kalundborg.
Kalundborgsagen handler om en sindslidende og ekstrem voldelig borger, som koster Kalundborg Kommune over syv millioner om året.
Borgmesteren, Martin Damm, fortæller, at der er 18 ansatte til at passe vedkommende borger. Han spørger også, om det er rimeligt, at den sociale lovgivning (Service-loven) er indrettet således, at tvangsforanstaltninger ikke må finde sted.
Svar. Nej, det er det ikke!
Det er helt uantageligt og ufornuftigt – ikke mindst i forhold til klienten. Det er også urimeligt (mis)brug af samfundets fælles penge.
Med mindre det er i en helt akut behandlingssituation (psykoterapi, adfærdsterapi, og/eller medicinsk ditto), er der ikke nogen valid forskning, mig bekendt, som kan påvise, at længerevarende og meget personaleintensive ‘behandlingsforløb’ af denne gruppe af klienter, har nogen særlig og påviselig virkning!
I flere sager, jeg som fagperson har kendskab til, er det tværtimod kontraindicerende for normalisering (modificerende adfærdsmæssig ændring) af vedkommende borger at iværksætte forløb med så mange forskellige personer omkring vedkommende i løbet af en dag/uge.
Klienten magter typisk overhovedet ikke, at forholde sig til en situation med så mange personer involveret i vedkommendes daglige og nære liv.
Nu kender jeg jo ikke hele sagen, andet end fra pressen, men umiddelbart forstår jeg ikke, at tvangsforanstaltning(er) herunder, i første omgang, medicinering ikke skulle kunne komme på tale i sagen. Dette kan jo jf. lovgivningen i dag godt lade sig gøre. Personen er jo også, forstår jeg, alvorligt sindslidende – dette medfører, at psykiatrilovens bestemmelser også kommer på tale i denne sag – og heri er der jo tvangsmæssige muligheder.
Serviceloven skal bestå, men det er nødvendigt (og har altid været det), at en undtagelsesparagraf tilføjes.
Denne skal beskrive, at det under helt særlige omstændigheder, og med helt særlige personer, og efter indstilling fra et dertil indrettet tværfagligt udvalg, bestående af juridisk, psykiatrisk, psykologisk og pædagogisk ekspertise, er muligt, hensigtsmæssigt og lovligt at iværksætte, for kortere perioder, tvangsmæssige foranstaltninger.
Dette bør den nye Socialminister se at få iværksat – ikke mindst af hensyn til klienterne.
At lukke øjnene her er en flugt fra den virkelige verden!