Småbørnsindsatsen ser sort ud
Vi skal holde ministeren og ikke mindst kommunerne fast på, at det handler om, at det er den bedste faglige løsning for det enkelte barn, som skal vælges
I disse dage holder KL sit Børnetopmøde. Her vil politikere, forskere, kommunale embedsmænd og fagfolk mødes og diskutere børn og unges vilkår. Øverst på dagsordenen står det særlige sociale område. Og der er nok at tage fat på, må man sige!
Vi vil gerne bruge Børnetopmødet til at sætte fokus på indsatsen over for de helt små, anbragte børn. Vi har derfor igen kortlagt, hvordan det står til på landets småbørnsinstitu tioner. Og det er ikke læsning, der er egnet for børn.
Tallene viser, at antallet 0-7-årige, der bliver anbragt på småbørnsinstitutionerne, er faldet med 10 procent. Og i samme periode har to tredjedele af deltagende institutioner ikke modtaget ét barn under to år. Tværtimod er alderen stigende for de børn, de modtager. Ligesom en hovedpart af institutionerne melder om, at der er tale om langt mere skadede børn nu i forhold til bare for et par år siden.
Det er trist læsning, synes jeg. Og det står i skarp kontrast til, at politikerne – både på Christiansborg og i kommunerne – nikker, når vi taler om tidlig indsats. Men meget mere end at nikke bliver det tilsyneladende heller ikke til. Meget handling er der tydeligvis ikke bag ordene.
Det giver ikke nogen mening, at der bliver barberet i antallet af pladser til de helt små, udsatte børn. Der bliver jo ikke færre af dem. Tværtimod er behovet for en indsats stigende. Med Barnets Reform bliver der lagt op til, at flere børn end tidligere skal anbringes i familiepleje. Vi støtter naturligvis tanken om anbringelser i familiepleje – i de tilfælde, hvor det er det er familiepleje, der skal til. For det er det, der er krumtappen i diskussionen: Vi skal holde ministeren og ikke mindst kommunerne fast på, at det handler om, at det er den bedste faglige løsning for det enkelte barn, som skal vælges. Individuel og grundig udredning af hvert enkelt barn og dets behov, det er vejen til varige og vellykkede anbringelser!
Og her spiller vores småbørnsinstitutioner for mig at se en helt central rolle. De kan nemlig med deres brede, faglige tyngde være en værdifuld partner for kommunerne i udredningen og behandlingen af barnet, i uddannelsen og den løbende supervision af plejefamilierne, i den indimellem svære kontakt mellem de biologiske forældre og plejefamilien og også som en faglig garant for, at barnets tarv og behov tilgodeses i den anbringelse, der gerne skulle være varig og stabil.
Jeg håber, at vores undersøgelse vækker til eftertanke på Børnetopmødet. Og frem for alt håber jeg, at tidlig indsats bliver noget, der virker – og ikke bare noget, vi taler om!